Vindmøllestrøm skal nu statsstøttes massivt!

Fiaskoen er fuldbragt. Myten om, at strøm fra havvindmøller er billigst, aflives grundigt med ny aftale. Regeringen tilbyder støtte i form af faste afregningspriser til vindmølleejere over 20 år – op til 55 milliarder kroner. En engelsk klima-kommentator udtaler: "Med sådan en regering er det ikke mærkeligt, at Danmark betaler nogle af de højeste elpriser i Europa!"
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Fiaskoen er fuldbragt. Myten om, at elektricitet fra vindmøller er billigere end al anden strøm, er nu endegyldigt aflivet. Et stort flertal i Folketinget har netop vedtaget, at Energiminister Lars Aagaard bemyndiges til at tilbyde statsstøtte i forbindelse med de tre påtænkte havvindprojekter. 2 GW i Nordsøen og 1 GW ved Hesselø i Kattegat.

Regeringen kan nu tilbyde havvind-selskaberne en fast pris i de næste 20 år, i en såkaldt Contract for Difference-aftale. Her garanteres vindmølle-ejerne en fast pris uanset hvad markedet siger. I alt er ministeren bemyndiget til at bruge op til 55 mia. kr. på aftalerne over hele aftaleperioden på de 20 år. Udbuddet bliver nu en ren økonomisk dyst mellem investorerne. Den, der kan klare sig med den laveste støtte, vil vinde. Det bliver interessant.

På sin hjemmeside skriver Klima- Energi- og Forsynings-Ministeriet følgende om de nye 3 GW:

Danmarks behov for grøn strøm kan dermed blive dækket et godt stykke ind i en fremtid, hvor der bliver behov for mere strøm til flere formål som elbiler, datacentre og produktion af brint. Det er afgørende i en tid, hvor Danmark skal kunne klare sig selv med sikker grøn energi uafhængig af andre lande.

Aftalepartierne har valgt at lytte til opstillerne af havvind og til markedet, der har været præget af usikkerhed og stigende omkostninger. Markedet har efterspurgt større fleksibilitet, og at staten skal påtage sig risikoen for udviklingen af elpriserne.

Opslaget er interessant, fordi repræsentanter fra alle partierne, der er med i aftalen, får lov til at udtale sig. Det afslører primært, hvor lidt de ved om elproduktion fra havvind.

For Det Konservative Folkeparti er det en mærkesag at få mere vedvarende energi for at styrke den grønne omstilling og gøre os uafhængige af russisk gas, samtidig med at danskerne får billigere strøm i hjemmet. Derfor er vi med i aftalen, hvor vi har arbejdet for at sikre elektrificering og fremme lagring af grøn energi.

Det kan da godt være, at strømprisen på papiret bliver billigere, men med statsstøtten betaler vi jo bare over skatterne i stedet. Véd en konservativ politiker ikke det? Véd han heller ikke, at man ikke kan ”lagre” energi i nogen målestok, der batter noget?

TV2 beskriver de økonomiske detaljer: Aftalen går på, at der afsættes 27 milliarder til støtten, men ministeren bemyndiges til at gå helt op til de 55,2 mia. kr. Det forventes samtidigt, at vindmølleselskaberne i alt skal lægge 57 mia. kr. ud til investeringerne.

TV2 påpeger, at hvis regeringen når helt op på de 55 mia., vil ordningen her vise sig at være dyrere for statskassen end den Grønne Trepart, der kun beløber sig til 43 mia. kr.

Dansk Erhverv er meget begejstrede, og taler som alle andre om, at vi skal gøre os ”uafhængige af russisk gas”. En forslidt frase, der ikke har meget med virkeligheden at gøre. Dansk Erhverv har en vicedirektør for klima m.v., der udtaler:

Hvis vi skal opnå energiuafhængighed og indfri klimamålene, så kræver det en samlet tilgang til energipolitikken. Det er derfor positivt, at dagens aftale også eksplicit nævner efterspørgselssiden – herunder elektrificering, lagring og anvendelsen af direkte linjer til fx datacentre og brintproduktion.

Heller ikke her er der den store indsigt i elektricitetsforsyningen. Der tales igen om lagring! Og hvordan skulle et datacenter, der skal bruge ultrastabil strøm døgnet rundt, kunne klare sig med en direkte linje til nogle vindmøller, der producerer med variationer fra time til time?

Nyheden vækker ikke begejstring hos alle i branchen. De folk, der opstiller vindmøller eller solceller på land, er vrede over den unfair konkurrence, der er tale om her. De er vel bange for, at med statsstøtten i ryggen vil havvinden kunne byde ind med lavere priser i de daglige auktioner over hvem, der skal levere. Det er jo især et problem på dage med megen vind og sol – hvor vi allerede nu får alt for meget strøm fra den ”vedvarende energi”.

Det glæder dog visse politikere, bl.a. Danmarksdemokraterne, der netop er gået med til aftalen, fordi den kan være med til at bremse udbygningen på land med grimme solceller og vindmøller.

Men hvad nu? Skal vi til at leve med meget højere elpriser i fremtiden? Det er der noget, der tyder på. I en analyse kigger DR på fremtiden og påpeger, at staten kun kan slippe ud af forpligtelserne i forbindelse med støtteaftalen, hvis vi i fremtiden skal bruge meget mere strøm – til elbiler, varmepumper, brint osv. Det vil drive priserne op, men så kommer vi alle sammen til at betale over elregningen i stedet for over skatterne.

Så ideen om den åh-så-billige strøm fra vindmøllerne må vist endeligt lægges i graven. Gad vide hvornår Energistyrelsen vil erkende det og opdatere deres Teknologikatalog med de latterligt lave fremskrivninger for prisen?

Berlingske citerer i øvrigt klimaministeren for en interessant betragtning. Vindmøllerne vil slet ikke bidrage til sænkning af det danske CO2-udslip, da vi allerede i 2030 vil have en helt CO2-fri elforsyning. Men så kan vi jo eksportere strømmen og hjælpe de europæiske naboer. Dvs. danske skattekroner skal understøtte f.eks. tysk grøn omstilling. Kan det blive værre?

Lad os slutte med at citere engelske Paul Homewood, der har set nyheden og skriver med henvisning til Ed Miliband, den britiske klima- & energiminister:

Det ser ud til, at Ed Miliband har noget konkurrence mht. hvem, der er den største idiot blandt de europæiske grønne tosser.

Ligesom i Storbritannien er der ikke nogen, der har råd til at bygge havvind i Danmark, med mindre de garanteres groteske støttebeløb.

Så i stedet for at satse på energi, der er til at betale, har Danmarks egen Gale Miliband besluttet at gøre statsstøtten endnu mere grotesk, og tilbudt 55 mia. kr. over tyve år for at skaffe strøm til 3 millioner hjem.

Jeg gad vide, om han har fortalt de 3 millioner heldige, at deres regning for hans gavmildhed vil løbe op i 20.000 kr. til hver? Sikkert ikke, fordi det er jo ikke hans penge, vel?

Med sådan en regering er det ikke mærkeligt, at Danmark betaler nogle af de højeste elpriser i Europa!

Fik du læst?