Det nye tilsynsråd er ikke officielt endnu, og Facebook vil ikke kommentere på sagen, beretter The New York Times.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Igennem de seneste par år er Facebook blevet kritiseret meget for overdreven censur eller moderering af deres platforme, og nu berettes der om endnu et tiltag, der potentielt kan forværre situationen.
Facebook planlægger nemlig i hemmelighed et tilsynsråd til at moderere politiske valg, skriver The New York Times.
Det er ikke første gang, sådan et tiltag fremsættes fra Facebooks side af, da der i et stykke tid nu har eksisteret et ”oversight board”.
I Facebooks oversight board sidder blandt andet forhenværende statsminister, Helle Thorning Schmidt, som netop i forbindelse med sit arbejde for Facebook har været i modvind for nylig.
Læs mere om det her.
Det nye tilsynsråd ligner på papiret oversight boardet meget, da flere anonyme kilder har berettet til The New York Times, at flere skikkelser fra det politiske liv forventes at få en plads i det nye råd.
Det punkt, hvor det nye tilsynsråd adskiller sig fra oversight boardet, er, at det specifikt skal rådgive Facebook omkring spørgsmål og problemstillinger vedrørende politiske valg, herunder hvordan misinformation i forbindelse med valg skal håndteres.
Oversight boardet har fået kritik for beslutningen om at udelukke USA’s tidligere præsident Donald Trump fra hjemmesiden, og der spekuleres derfor i, om dette kunne være en af grundene til det nye tiltag.
Tilsynsrådets rådgivning vil ikke udelukkende gælde politiske valg i USA. Noget tyder på, at rådet vil få international indflydelse, fortæller anonyme kilder yderligere til New York Times.
Ifølge kilderne kan det nye tilsynsråd potentielt allerede komme engang i dette efterår, hvilket er lige i tide til at kunne spille en rolle i det amerikanske midtvejsvalg.