Borgerlig krise

Ny bog skildrer blå partiers krise i langt historisk perspektiv, men forbliver alt for meget en uvedkommende -isme-diskussion.
Hør artikel

Den politiske borgerlighed har i over 100 år været domineret af Det Konservative Folkeparti og Venstre – Danmarks Liberale Parti. Som navnene siger, bygger de historisk på hver sin ideologi. Og disse ideologier er ikke uden videre sammenfaldende. Internationalt og især i USA står de som direkte modsætninger, men i Danmark har de altid tilhørt samme fløj i spektret.

Med jævne mellemrum er der kommet nye partier til i den blå blok, i 1970erne var det Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti hvert med deres fokus, og ved forrige valg blev Dansk Folkeparti største parti i blokken. I dag vrimler det med konkurrenter om den borgerlige sjæl med Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Støjbjergs Danmarksdemokraterne, så der bliver kamp om stemmerne.

Historikeren Christian Egander Skov har begået bogen Borgerlig Krise. Det ideologiske opbrud i blå blok (Gyldendal, 280 sider, 299,95 kr.), som forsøger at orientere i denne mangfoldighed af bud på borgerligheden fra 1800-tallet til i dag. Godt med det historiske perspektiv, som er nødvendigt for at forstå nutiden. Bogen har fået positive anmeldelser, så jeg vil være mere kritisk her.

Christian Skovs tilgang består i en stærk fokus på -ismer. Der nævnes fra første til sidste side en lang række -ismer: ”liberalisme”, populisme”, postliberalisme”, ”nationalkonservatisme”. De omtales og forklares, men der står også de er svære at definere.

Og det er bogens store svaghed, at læseren præsenteres for de mest abstrakte isme-betegnelser, som næsten er så tomme som ingenting som ord og begreber. Ismerne bliver flittigt brugt som markører eller skældsord i debatten, men i bogform skal vi lære noget mere og blive klogere, og hvis ikke -ismerne defineres mere direkte, bliver det alt for flyvsk. Og det gør det.

De bedste passager i bogen er, hvor Christian Skov viser sit kendskab til den politiske idehistorie og beskriver den. Ligesom Christian Skov tidligere har skrevet fremragende bøger og artikler fra den politiske historie. Det bedste i bogen er også det anekdotiske, hvor han beskriver sin opvækst og hvor han bor i udkanten i dag. Det er vedkommende.

Bogen indeholder meget lidt om de problemer, som det danske samfund står overfor, og det burde være udgangspunktet for en ”ideologisk” stillingtagen. Ismerne kommer i vid udstrækning til kort overfor problemerne, som må vurderes ud fra sund fornuft og almindelig politisk dømmekraft. Vi kan som borgere eller politikere hente meget inspiration i -ismerne, og jeg kan kun anbefale at læse de Edmund Burke eller Adam Smith, Grundtvig eller Viggo Hørup, det er nemt og det er givtigt, og langt mere nutidigt end man aner.

Men vi har også mange genuine nye problemer (klima-spørgsmålet og deraf affødte energikrise, Ukraine-krigen og Kina, indvandring og medfølgende bandekriminalitet, islamisering og segregering, sårbarheden med mange på diagnoser, alt for mange på overførselsindkomst, provinsens affolkning, en tikkende ældrebombe, internettet og politisk debat m.v.). Her hjælper -ismerne meget lidt, men de kan være dannende og udviklende for politikere, der skal træffe valg om disse sager.

Og der kommer dilemmaet også ind i Christian Skovs begrebsgymnastik, for ofte er det de nye politiske bevægelser eller personer, som bedst adresserer problemerne, men så slås der alt for hurtigt med populisme-køllen, også af Skov, som kalder populismen for en gøgeunge i den blå blok.

Og så i stedet for at tale generelt om populismen og med dårlig smag i munden, burde Skov og andre hellere se det som en mulig livseliksir i politik, for begge blokke. Peter Rindal i 60erne, Glistrup og Erhard Jacobsen i 70erne, og Dansk Folkeparti i 00erne og måske Støjberg i dag havde og har deres berettigelse, ja, jeg ser dem mere som helte end de alt for pæne borgerlige i V og K.

Er det så populisme? Skal det underordnes en latinsk politologi-betegnelse, som lugter af foragt?  På dansk ville det hedde folkelighed.

Vi bør snarere vide og leve med, at mange protester forstummer i systemer og store partiapparater, og skal derfor være glade for de politiske ballademagere eller whistleblowere, som er symptom på at noget er galt. Den hemmelige stemme på valgdagen er efterhånden befolkningens eneste mulighed for at ytre protest. På de sociale medier triumferer alt for mange tastatur-krigere og i de ”rigtige” medier som aviser og fjernsyn er debatten meget styret og tilrettelagt.

Den frihed, som markedet har givet i flere årtier med globaliseringen, synes nu også på retur, og det frie valg indskrænkes mere og mere.

Debat om nationalkonservatisme og liberalisme og postliberalisme er lige til at falde i søvn af. Viggo Hørup sagde engang om grundtvigianerne, at de er blevet så meget bragesnak og jargon, at hvis man vænner dem af med jargonen, bliver der ikke noget tilbage. Og det er alle ideologiers problem: de bliver jargon og kitsch og så dækker de over en voksende indre tomhed.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?