Hvor tidligere møder har nydt stråleglansen fra utallige statschefers besøg, var der også visse huller i rækkerne denne gang. Præsident Joe Biden dukkede ikke op, det gjorde Narendra Modi (Indien), Lula de Silva (Brasilien), Olaf Sholz og Xi Jinping heller ikke. Al Gore var der, men mødet måtte undvære to andre klima-superstjerner: Kong Charles af England og Greta Thunberg.

Hvor mødets værter stod i klimasagen, var noget uvist. Aserbajdsjans præsident lagde i sin åbningstale ud med, at olien er ”en gave fra Gud”. Et højtstående medlem af landets COP-delegation blev fanget på skjult kamera, da han forsøgte at indgå en kontrakt om olieleverancer med en person, som han troede var en mulig kunde.

Den slags er jo noget snavs på et klima-COP-møde.

Selve mødet foregik som de plejer, det er en blanding af international konference og så en basar hvor virksomheder og NGO-organisationer falbyder hhv. deres grønne løsninger og deres klimapolitiske budskaber. Der er naturligvis rigeligt med forplejning, både vådt og tørt, det blev bemærket, hvordan – i disse klimatider – den vegetariske buffet i kantinen var meget lidt besøgt.

Forhandlingerne om den afsluttende tekst kom kun langsomt i gang. Til COP29 var der lagt op til, at hovedemnet skulle være betalingen af ”klima-kompensation” fra de rige lande til de fattige. Der skulle kun i mindre grad følges op på opfyldelsen af Paris-målet om maks. 1,5 graders temperaturstigning sammenlignet med 1850. Så vi kunne ikke forvente tårer over, hvorvidt brugen af kul, olie og gas skulle ”udfases”, ”nedfases” eller noget tredje.

Til gengæld kunne der grædes rigeligt over pengene. I 2022 nåede man efter et par års forsinkelser målet om 100 milliarder dollars i overførsler fra de rige til de fattige. Oplægget til COP29 var, at de rige lande nu skulle op på at betale 1000, eller endda 1300, milliarder årligt til de fattige. Filosofien bag er, at det er de rige landes udledninger gennem tiderne, der har ført os ud i ”klimakrisen”, hvor de fattige lande bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt. Ifølge gængs propaganda skyldes jo ethvert tilfælde af stormvejr, styrtregn eller tørke mv. de menneskeskabte klimaforandringer. Man har totalt glemt, at vi altid har haft uvejr og naturkatastrofer, og i øvrigt viser statistikkerne ikke nogen tendens i retning af det værre, på nær en smule hedebølger og måske lidt mere nedbør hist og pist. Derfor har de rige landes brug af kul, olie og gas ikke påført de fattige lande nogen skader, men tværtimod hjulpet deres udvikling på vej mod en tilstand, hvor de meget bedre kan forebygge eller begrænse skaderne i forbindelse med f.eks. orkaner eller oversvømmelser.

Men alt det er lykkeligt glemt på COP-mødet. Pengene skal gå til erstatning for ”tab og skader”, samt til grøn omstilling af landenes energiforsyning. Her kom diskussionen lynhurtigt til at fokusere på beløbenes størrelse. Fra vestlig side var der på forhånd blevet meldt ud, at man kun ville betale noget, hvis også Kina, Verdens største udleder af CO₂, ligeledes påtog sig en del af ansvaret og bidrog med kontanter. Det var Kina, repræsenteret af en laverestående minister, ikke rigtigt med på. I mellemtiden var Trump blevet valgt som USA’s næste præsident, så amerikanernes vilje til at betale store beløb er nok ikke så stor, og deres delegation i Baku var på det nærmeste handlingslammet.

Tilbage stod Europa, der også har sine problemer, men der blev mumlet noget om måske 250 milliarder dollars, som en kombination af gaver, lån og med en del kommende fra private kilder. Det afviste de fattige landes delegerede kategorisk, og der blev forhandlet intenst bag de lukkede døre frem til torsdag, hvor formandskabet endeligt fremlagde det første udkast til sluttekst. Her stod der ikke noget beløb, men bare et ”X”. Det duede heller ikke, og i løbet af fredagen begyndte man så at diskutere et nyt udspil fra formanden, der netop var baseret på de 250 milliarder, dog først til udbetaling i 2035 og uden inflationssikring.

Heller ikke det var specielt spiseligt, og ganske som man plejer, gik mødet over tid. Det skulle have været afsluttet fredag aften, men det endte med, at lørdagen også måtte tages i brug, og først natten til søndag kunne de trætte mødedeltagere annoncere, at der var enighed om et resultat. Aftaleteksten ”opfordrer til” at ”der samarbejdes for at opskalere” målet for 2035 til 1300 milliarder dollars. I første omgang ”genbekræfter” man dog, at målet for 2035 skal være 300 milliarder. De udviklede lande skal føre an, men pengene skal komme fra et stort ”udvalg af kilder, offentlige og private … inklusive alternative kilder”.

Det var, hvad man kunne enes om, og det er jo temmelig løst. Tidsfristen i 2035 ligger så langt ude i fremtiden, at ingen af de nuværende politikere i regering behøver at gå tilbage til deres vælgere og annoncere, at der skal hældes flere skattekroner i foretagendet.

Men hvis man tror, at vi står i en ”akut klimakrise”, så er der ikke meget håb her. Aktivister var da heller ikke sene til at kritisere Baku-aftalen, det er alt for lidt til at ”redde” Kloden. Det er tydeligt, at det er den ondsindede olie- og gasindustri, der står bag sabotagen af mødet, påpeger f.eks. Greenpeace. Vores hjemlige klimaminister Lars Aagaard var også skuffet og siger, at det er ”enormt trist”, at der ikke er nogen sikkerhed for reduktioner i CO₂-udledningerne.

Baku-mødet resulterede også i en lang stribe aftaler vedrørende klimasagen, men de fleste er små og uden reel betydning. Man er således blevet enige om metoden til fastlæggelse af procedurer for hvordan, man fremover skal forhandle om rammerne for nye aftaler, osv. osv.

Som undertegnede har været inde på før, er det et mere og mere relevant spørgsmål, om ikke COP-møderne har udlevet deres nytte, i det omfang de nogensinde har gjort noget godt. Hvis man tager klimabrillerne på, kan det så overhovedet forsvares at give anledning til så megen CO₂-udledning til flyveture, limousinekørsel, hoteller, forplejning osv., i forbindelse med aktiviteter, der reelt kunne klares via videokonferencer?

Da klimaet jo ikke er noget altoverskyggende problem, og grøn omstilling er en umulighed, kunne pengene og tiden givetvis under alle omstændigheder bruges på noget bedre.