Minkkommissionen er stadig ikke blevet informeret om, hvorvidt det er lykkedes politiet at genskabe de slettede SMS’er.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skrive det statsejede medie DR.
I fredags oplyste Justitsministeriet til pressen, at politiets teknikere – der havde fået til opgave at genskabe de slettede sms’er – var færdige med at forsøge.
Dog ønskede Justitsministeriet ikke at oplyse, hvorvidt det så var lykkedes politiet at genskabe de pågældende SMS’er.
Det er et standpunkt, som ministeriet fortsat holder fast i, og nu – en dag inden departementschef Barbara Bertelsen skal afhøres i Minkkommissionen – er kommissionen stadig ikke blevet oplyst om, hvorvidt de slettede SMS’er er blevet genskabt. Det, som mange nok vil kalde en forholdsvis væsentlig detalje.
– Vi er i løbende kontakt med Justitsministeriet. Det er Justitsministeriet, der har anmodet om Rigspolitiets hjælp. Justitsministeriet ved det heller ikke på nuværende tidspunkt. Det hele haster, for vi er jo i gang med afhøringerne, fortæller Minkkommissionen til DR.
Også B.T.’s politiske redaktør, Jacob Friberg, undrer sig over det manglende svar fra Justitsministeriet.
Dagen før maraton-afhøring af Statsministeriets departementschef vil JM stadig ikke oplyse noget om gendannelsen af sms’er.
Heller ikke, om de overhovedet har spurgt politiet om resultatet.
Minkkom oplyser, de fortsat intet har hørt. #dkpol #minkgate
— Jacob Friberg (@Jacob_Friberg) November 17, 2021
De omdiskuterede SMS’er om minkskandalen blev slettet af en automatisk slettefunktion på henholdsvis statsminister Mette Frederiksen (S), stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Papes telefoner.
Funktionen fungerer således, at alle sms’er, der er ældre end 30 dage gammel, bliver slettet automatisk.
Minkkommissionen er netop nu i gang med en lang række afhøringer, der skal afdække, hvad der er sket i minkskandalen, hvor regeringen ifølge flere af landets førende juraprofessorer har gjort sig skyldig i hele tre grundlovsbrud.
I løbet af foråret næste år forventes kommissionen at afslutte sit arbejde.
Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.
Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.
Barbara Bertelsen skal til afhøring i Minkkommissionen torsdag den 18. november.
Indkaldte vidner i kommissionen er hverken underlagt sandhedspligt eller vidnepligt.