“Det er en farlig glidebane”: Tre danske partier støtter EU’s omdiskuterede forbud mod russiske statsmedier

EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. (Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Flere danske partier støtter idéen om at forbyde russiske medier.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

EU vil forbyde de to russiske statsmedier Russia Today og Sputnik. Det gjorde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen for nyligt klart i en tale.

– Russia Today og Sputnik, lige såvel som deres datteselskaber, vil ikke længere være i stand til at sprede deres løgne, der retfærdiggør Putins krig, og som sår splittelse i vores union. Så vi er i gang med at udvikle værktøjer, der udelukker deres giftige og skadelige misinformation om Europa, lød det således fra kommissionsformanden.

Forbuddet mod de russiske statsmedier, der er under det russiske censurbureau Roskomnadzors kontrol, har skabt stor debat.

Bl.a. har Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, kritiseret forbuddet i markante vendinger i et interview med Indblik.

Også Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har kritiseret EU-forbuddet.

– Lad os nu lige tage en dyb indånding. Det er en farlig glidebane at bevæge sig ned ad, hvis vi begynder at forbyde bestemte medier og begrænse ytringsfriheden, skriver LA-formanden i et tweet, som Danske Mediers direktør Mads Brandstrup erklærer sig enig i.

Men det er ikke kun kritik, som EU’s forbud mod Russia Today og Sputnik afføder. Jyllands-Posten kan nemlig berette, at tre danske partier bakker op om forbuddet.

Det drejer sig om Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Omvendt oplyser Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti til avisen, at der imod forbuddet.

Venstres kulturordfører Jan E. Jørgensen fortæller til Jyllands-Posten, at han under normale omstændigheder aldrig ville have støttet forbud mod medier.

Men situationen med Ruslands invasion af Ukraine er så alvorlig, at det kalder på censur, lyder det fra Venstre-politikeren, der i 2018 udgav debatbogen “En ægte liberal”.

– Men nu er vi ikke under normale omstændigheder, og derfor synes jeg, at det er en glimrende idé. Krig er i meget høj grad også en krig om den folkelige opinion, og vi ved jo, at de to medier er rendyrket, statsfinansieret Putin-propaganda, siger Jan E. Jørgensen til Jyllands-Posten.

De to medier Russia Today og Sputnik er ejet af den russiske stat og fungerer de facto som et propagandaorgan for præsident Vladimir Putins styre.

Dette er kommet særligt tydeligt til udtryk under Ruslands invasion af Ukraine, hvor de russiske myndigheder har forbudt medierne at bruge ord som “invasion” eller “krig” om den aktuelle situation.

Samtidig er det forbudt for medierne at benytte andet end officielle russiske kilder, når de beretter om den igangværende krig. Bryder medierne reglerne, vanker der bøder på op mod 400.000 kroner, ligesom de vil blive tvunget til at fjerne de artikler, der overtræder reglerne.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?