FLUGT – museum for flygtninge i Oksbøl

Gennemført - men hvorfor tæppebombe museumsbesøgende med pathos om asylansøgere, som ikke lever op til betingelserne for asyl?
Hør artikel

For et par år siden faldt jeg i snak med et ældre tysk ægtepar, som stod i gården under lindetræet i min præstegård og kiggede sig omkring. Jeg gik ud og snakkede med dem. Han var flygtningebarn fra Schlesien lige efter krigen og hun var flygtning fra Østpreussen med sine forældre over Østersøen og havde boet i dansk flygtningelejr i 3-4 år efter krigen. Det lød spændende, og kvinden fortalte om de bedste minder fra flygtningelejren, hun var født samme dag og vist nok år som prinsesse Margrethe, og det var hun som barn så stolt af og fik billeder af den danske prinsesse i flygtningelejren. Derfor ferierede de ofte i Danmark.

En glædelig visit i en lollandsk præstegård og en lille påmindelse om det 20. århundredes voldsomme hændelser.

Den største flygtningelejr efter krigen lå i Oksbøl, hvor 35.000 tyskere levede i flere år og ventede på at blive sendt til de allierede besættelseszoner i Tyskland.

Denne sommer, den 25. juni, åbnede i Oksbøl et nyt og flot flygtningemuseum, FLUGT, på det sted, hvor flygtningelejren lå. Det er arkitektonisk imponerende udført af mode-arkitekten Bjarne Ingels og finansieret af de fineste fonde i Danmark inklusive kongehuset og Forbundsrepublikken Tyskland. Og indviet af Dronning Margrethe og den tyske, dansktalende vicekansler Robert Habeck.

Historien om de tyske flygtninge i Danmark er værd at fortælle og musealisere. I krigens sidste år flygtede flere millioner tyskere fra Østpreussen over Østersøen og mange af dem havnede i Danmark. Skoler i København blev fyldt med tyske flygtninge, så min far og mor måtte flytte skole flere gange i 1945.

Og man skal i dag også minde om, at Tyskland ind til 1945 strakte sig meget langt øst på. Øst for Polen og øst for Danzig og syd for Litauen lå den lille enklave Østpreussen med 3-4 millioner indbyggere og med Kønigsberg som hovedby. Det havde været tysk siden 1500-tallet, universitetet i Kønigsberg var fra 1544 og er især berømt for filosoffen Immanuel Kant (1724-1804), der var professor der og i øvrigt aldrig kom udenfor Østpreussen.

Da Sovjetunionen i slutningen af Anden Verdenskrig rullede vestpå med krigsmaskinen, vidste folk i de østlige områder, at det ville blive brutalt. Ligesom de selv havde været utroligt brutale over russerne og ukrainerne.

Derfor flygtede så mange, som kunne komme afsted i vinteren 1944-45 vestpå, men Sovjetunionen var på vej mod Berlin og eneste flygtningerute var over Østersøen, som trods voldsomme skibsforlis alligevel førte mange østpreussere i sikkerhed i bl.a. Danmark. Flere millioner blev evakueret.

Oksbøl var den største lejr, og som hovedsagelig bestod af kvinder og børn. Der blev i barakker indrettet sovesale, skoler, hospital og teatersal – alt sammen bag pigtråd.

Der var indlagt rindende vand, centralvarme og el, en bekvemmelighed som ikke alle danskere havde del i efter krigen, blev der sagt på museet. Så jo, Danmark tog sig godt af de tyske flygtninge efter krigen, selvom mange historikere har forsøgt at udstille den danske indsats som hævngerrig og barbarisk. Vi lever ikke i en perfekt verden, men i en verden hvor Tyskland og tyskerne påførte det øvrige Europa enorm brutalitet, er det en imponerende anstændighed som de danske myndigheder udøvede i den situation. Er de civile, kvinderne, mere uskyldige end mændene, soldaterne? Alle havde heilet af Hitler og ikke mindst kvinderne.

Flygtningemuseets store berettigelse er et fint indblik i denne flygtningevirkelighed anno 1940erne. Tænk sig, der var et teater i lejren med plads til 800 mennesker og med fire forestillinger hver dag. ”En perfekt flugt fra virkeligheden” lød kommentaren i høretelefonen. Skulle de hellere gå og klage og surmule og spille ofre?  En flygtet teatermand fra Danzig stod for store opførelser som på filmklippene så mesterlige ud.

Det ærgerlige og mindre heldige ved FLUGT er den billige og banale italesættelse af nutidens flygtningeproblematik. Man har bevidst valgt at give flygtninge et ansigt, og ikke referere kedelig statistik eller budgettal, så der høres mange stemmer og gengives mange beretninger og vises mange billeder fra flygtninge siden 1940erne. Der appelleres stærkt til følelserne, ja, der drives rovdrift på vores medfølelse.

For alle danskere, næsten, ved jo godt, at flygtningeproblematikken i dag er langt mere speget og mangesidig end en ung pige på flugt. Hele velfærdsstatens institutioner udfordres af så mange flygtninge med familiesammenføringer og så mange fjerne steder fra. Ikke alle, ikke hver enkelt, men tilstrækkeligt mange. Danmark får ændret sin demografi, boligområder bliver ghettoiseret, skoleklasser hvor der skal læres dansk har kun udlændinge, gymnasieelever skal tvangsfordeles for at bøde på den førte flygtningepolitik siden 1983, som statsminister Frederiksen selv har erklæret var en fejl.

At reducere flygtninge- og den medfølgende migrationsproblematik til et spørgsmål om talmæssigt få sympatiske ansigter og stemmer banaliserer en verden, der er meget anderledes.

En af stemmerne på museet tilhører en syrisk flygtningemor til fem børn, som efter fem år har fået at vide, at de skal hjemsendes til Syrien. Det kan hun slet ikke klare at tænke på, og synd er det da for hende og familien. Men at tæppebombe den museumsbesøgende med pathos om asylansøgere, som ikke lever op til betingelserne for asyl efter en af verdens mest humanitære ordninger, er overreaktion. Alternativet ville være fri indvandring og fri adgang til velfærdsstatens goder og efterfølgende kollaps af sygehuse, plejehjem og skoler.

Et museum bør holde sig mere til det faktuelle, ikke som ens flintesten i lange rækker som på min barndoms Nationalmuseum, det må gerne dramatiseres og pædagogiseres og udvælges, men holde sig tættere til det dokumenterbare. Og det er glimrende gjort i skildringen af de tyske flygtninges ophold lige efter krigen, som alle blev sendt hjem igen. Det kunne også være gjort med jødernes flugt til Sverige, en dokumenterbar historie, som er gribende nok i sig selv. Eller de ungarske flygtninge fra 1956.

Nutidens kontroversielle begivenheder er så tæt på, så det er svært at sætte ind i montrer og formidle til besøgende på fair vis. Med mindre aktivisme og holdningsbearbejdning skal være fremtidens opgave for museerne.

Og det behøves ikke. Virkeligheden kan tale for sig selv. Flygtningekirkegården, hvor der ligger 1675 tyskere, mange babyer og børn, er vidnesbyrd nok om krigens og verdens trængsler. Og man tænker over de enkelte skæbner. Selv helt små børn har fået deres navn og kors på graven, ingen er hældt ud over åbent hav. Da jeg så kirkegården for vist 15 år siden, lå der langt flere blomster ved enkelte grave. I dag har de døde næsten ingen slægtninge mere til at huske dem. Kun to små børn havde fået en bamse på deres grav.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?