Hadets og borgerlighedens filosofi

Ny bog forsøger at indkredse ideologiske bagmænd og kvinder bag nutidens identitetspolitik og anden dårligdom
Hør artikel

Det sande, skønne og gode. De har i gammel tid været sat op som normer for en civilisation. Erkendelse skulle stræbe mod sandhed, kunsten skulle være smuk og moralen skulle handle om at gøre det gode.

De sidste par hundrede år har det udviklet sig modsat. Erkendelse blev set som relativ og der var ikke sandt eller falsk. Kunsten blev provokerende og blev stadig mere grim for at forarge endnu mere. Og moralen blev gennemsyret af relativisme som smag og behag, hvor enhver kan gøre sit.

Processen er eskaleret de sidste årtier, hvor vi ikke må være mænd eller kvinder mere og statuer skal kastes i havnen og den vestlige civilisation identificeres med racisme.

De sidste års kritik af identitetspolitik, woke, relativisme, svingende kønsidentitet, har ofte været meget konkret. Det har været de konkrete episoder, som har været debatteret i medierne.

I bogen Den borgerlige orden. Om angrebet på det almindelige menneske (Forlaget Eksistensen, 282 sider, 275 kr.) forsøger Rune og Eva Selsing, som begge har en uddannelse i filosofi, at trænge dybere ind i den idemæssige baggrund for samtidens samfundsnedbrydende ideologier. De kommer ikke ud af intet, men er tænkt og formuleret af filosoffer. Tankerne har så gennem de sidste par hundrede år forplantet sig til i dag.

Rune og Eva Selsing kalder det ’hadets filosofi’ og ophavsmændene er store tænkere som Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Herbert Marcuse, Michel Foucault og den endnu levende Judith Butler.

Disse filosoffer og forfattere tænker med et ekstremt højt abstraktionsniveau og det er et yderst prisværdigt forsøg at prøve at vise, at deres ideer ikke forsvinder som dug for solen, men aflejrer sig og diffuserer ned gennem samfundet og bliver over tid – i mange forvrængede former og gennem mange formidlende opinionsdannere – til en del af tidsånden. I første omgang bliver de til klassikere på universiteterne, men senere også på mange uddannelser, og til sidst skal man læse Foucault for at få en Sosu- eller pædagoguddannelse. Og vi møder det i dag hos revisoren eller tandlægen, der skammer sig over at leve et almindeligt liv. Og derfor dyrker ekstrem-idræt og bliver skilt som alle de andre.

Hadets filosofi betegner de tankestrømninger, som vil gøre op med den borgerlige orden og nedbryde det traditionelle samfund og den vestlige civilisation. Man skal være blind og døv for ikke at kunne se og høre, at tankerne har været tænkt og ytret og gjort til program.

For 40-50 år siden ville en tilsvarende bog have fokuseret på marxister og kommunister, som ville afskaffe ejendomsretten, nedlægge monarkiet og tvinge alle til at leve i kollektiver. De findes ikke mere og økonomisk har markedet sejret.

Men der er kommet andre tanker, mere i den kulturelle og identitetsmæssige bane, med forsøg på at udrydde kønsidentiteten og se racisme og krænkelse og undertrykkelse overalt. Og disse tanker, ad mange omveje og med mange mellemregninger, spores tilbage til de nævnte tænkere.

Mellem tanke og handling er der altid skygge, sagde T.S. Eliot, og det er altid et svært projekt at linke abstrakte tanker til hverdagsagtige spørgsmål. Det betyder ikke, at man skal undlade, tværtimod er det en fornem og prisværdig ambition at søge kilderne til dårligdommene og beskrive forbindelsen. Og det lykkes friskt og inspirerende for Eva og Rune Selsing.

Og de nævnte tænkere har i forskelligt omfang og på meget forskellig vis sagt mange tåbelige ting i filosofisk eller litterær eller polemisk form, som det ikke er uberettiget at sammenfatte som et generalangreb på det bestående samfund og den vestlige civilisation. Det var i høj grad disse tænkeres intention.

I forvejen kan sammenhængen mellem tænkeres abstrakte tanker og deres politik diskuteres. I Martin Heideggers tilfælde, om der er forbindelse mellem hans mere og mere åbenlyse nazisme og antisemitisme og så hans svært tilgængelige filosofi. Jeg solgte min udgave af Heideggers hovedværk Sein und Zeit for 30 år siden for tre elefantøl til en journalist, og har lykkeligt glemt alle Heideggers begreber og kunstord. Men Heidegger har også inspireret konservative tænkere i Tyskland og han ville nok ikke have nikket genkendende hans ideers konsekvenser.

Derfor erklærer mange tænkere sig også for uens med deres eftersnakkere og klakører, jeg er ikke marxist sagde Marx, men det udelukker ikke, at samme person kan føde tanker, som hans eller hendes selvforståelse ikke rummede. Værket er altid større end kunstnerens eller filosoffens egen horisont.

Med de nævnte tænkere er det åbenlyst, at de ville noget med deres tanker, de havde projekter med deres filosofi, ikke mindst Sartre og de Beauvoir, men også Herbert Marcuse og Michel Foucault. Og selvom vejen fra disses værker skrevet for 50-60-70 år siden og til nutidens kontroverser om at smide statuer i Øresund, forbyde udklædning og omskrive en masse litteratur, så vil mange alligevel kunne nikke genkendende. Det er tanker, der diffuserer gennem generationerne og professionerne.

I Dagbladet Politiken kritiseres psykologen Svend Brinkmann for at individualisere folks problemer, som var de selv årsag til dem, og kritikken går på, at Brinkmann ikke har læst og indoptaget ”Marx, de Beauvoir og Foucault” og dermed overser, at den enkeltes sygdom altid er kollektivets sygdom. Så her er der er et sandt paradigmesammenstød, hvor Eva og Rune Selsing gør manges beundrede helte til ideologiske skurke. Der er ramt rigtigt.

Eva og Rune Selsing mener, at ideerne er afgørende for samfundet. Og så er Karl Marx igen vendt på hovedet, som mente, at produktionsformerne og produktivkræfterne (basis) bestemte ideer og kultur (overbygning). I dag, hvor produktivkræfterne endnu mere end nogensinde før består af kreative ideer, synes det indlysende, at ideerne er urkraften i samfundsudviklingen.

Derfor er forkerte ideer også farlige, fordi de influerer gennem samfundspyramiden. Den engelske historiker Paul Johnson skrev i 1977 et lignende væk med titlen Enemies of Society, hvor han også forsøgte at indkredse og sætte ord på ideer og tænkere, som han mente virkede underminerende for den vestlige samfundsmodel. Dengang blev det sagt tydeligere, fra begge parter, og konflikten var mere politisk.

Den borgerlige orden kan også sammenlignes med Karl Poppers Det åbne samfund og dets fjender fra 1945, som også forsøgte at udpege filosoffer som ophav til nutidens misere. For Popper gjaldt det om at forstå det 20. århundredes totalitære samfund, nazismens og kommunismens, og de største tænkere som Platon, Aristoteles, Hegel og så Marx blev set som vejberede for diktaturet. Det blev så diskuteret meget, og det er svært at trække direkte forbindelseslinjer, men omvendt er det tåbeligt at tro, at tanker ikke materialiserer sig.

Ideer har konsekvenser.

Især er afsnittet med kritik af den moderne kunst og arkitektur fremragende, og igen går Eva og Rune til kilderne og præsenterer, hvad dadaister og surrealister og Bauhaus-arkitekter selv sagde: at de ville ødelægge, smadre og underminere. Torpedo mod arken. Det glemmer mange i dag var intentionen.

Det kom der så al den non-figurative kunst ud af, og det er selvfølgelig en smagssag, om det er smukt. Jeg deler gemyt med Eva og Rune Selsing og synes også, at det meste af moderne kunst er grimt og i visse tilfælde umoralsk. Men det er også meningen med det, for det vigtigste er at virke anstødelig. Det er med modernismen blevet kunstens raison d’etre. Og så ender det i en negativ spiral af destruktion.

Bogen kan varmt anbefales og især som en slags mental rejseguide til det ideologiske nutidslandskab, hvor det kan være svært at finde vej og skelne faldgruber og snubletråde fra sikre veje at færdes på. Og den kan forhåbentligt inspirere mange til selv at gå til kilderne og se, om der er noget om snakken. Det kræver kun et besøg på det lokale bibliotek, hvor alle tænkernes skrifter kan lånes i forskelligt format og originalitet, og så en hel del timer på sofaen med bøgerne.

Jeg er selv uenig i Eva og Rune Selsing karakteristik af modernisme, som jeg ikke ser som moderne og ny, men den grænseoverskridende tendens og driften efter ’det nye’ har ligget underneden gennem århundrederne og op gennem hele Europas idehistorie. Og den kan også selv spores tilbage til kristendommen, men ikke til antikken som gennem mådeholdsdyden bandlyste at overskride grænser.

Så selvom det er svært at sige meget godt om ’hadets filosoffer’, så repræsenterer flere af dem tendenser i den europæiske civilisation, som har været der hele tiden i kim fra antikken og oldkirken. Og jeg ville også placere Søren Kierkegaard i samme bås som Nietzsche, og som en af de store ødelæggere af den borgerlige orden. Ligesom den skotske filosof Alasdair McIntyre gjorde, hvis bog After Virtue fra 1982 er et velovervejet generalangreb på al modernitet og filosofi siden Aristoteles, og som mærkeligt nok ikke ser ud til at have inspireret Eva og Rune Selsing. Men alle tænkere har mange tanker og ideer, som ikke er konsistente og ofte indbyrdes modstridende.

Til slut bliver bogen i bedste forstand moraliserende og opbyggelig, og ikke trænede læsere skal måske begynde bagfra. Her skriver Eva og Rune Selsing smukt om det almindelige liv i den borgerlige orden vendt mod det eksponerede og udstillede liv i TV og medier. ”Tatoveringer er vanhelligelse på samme måde som graffiti på kirker er det” – skønt at læse sådan en sætning, mens mange unge menneskers vigtigste manddoms- eller kvinddoms-prøve bliver en brændemærkning af kroppen. Det tror de er at blive voksen.

Bogen er måske den vigtigste opbyggelige bog i mange, mange år. Og det er også en del af pointen i bogen, at mange ikke tør stille moralske krav til sig selv og hinanden. Folkekirkens italesættende præster har i det meste af efterkrigstidens bekæmpet opbyggelighed som falsk fromhed og hykleri. Det faldt i kor med tressernes frigørelse og moralrelativisme.

Og sandt er det, at had og kærlighed, det gode og det onde, ligger tæt sammen og det er svært at uddestillere det ene fra det andet. Men Sartre, Marcuse og Foucault var stadig nogle uvederhæftige slyngler.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Se hvad vores læsere mener
Tema: Bøger til ferien
[adning id="17957"]

Fik du læst?