Kommentator afdækker Socialdemokratiets spin: Sådan forsøger de at flytte fokus fra SMS-skandalen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge politisk kommentator er der tale om en “meget koordineret indsats”.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Skandalen om de slettede SMS’er i minksagen fortsætter med ufortrøden styrke.

Siden det sidste uge kom frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) og tre af hendes tætteste rådgivere har slettet helt centrale SMS’er fra tiden omkring den ulovlige beslutning om at udrydde alle mink i Danmark, har kritikken væltet ned over regeringen.

Ifølge Mette Frederiksen er sletningen sket af “sikkerhedshensyn” som følge af en automatisk slettefunktion, som hun og hendes rådgivere havde slået til på deres telefoner.

Statsministeren har dog endnu ikke ønsket at svare på yderligere spørgsmål om sagen – f.eks. spørgsmålet om, hvornår hun begyndte at slette SMS’er og om hun selv slog slettefunktionen til.

Til gengæld har flere af Mette Frederiksens underordnede i Socialdemokratiet lanceret et modangreb på sociale medier, hvor de forsøger at flytte fokus på SMS-skandalen og de løbende afsløringer, der udspringer fra Minkkommissionens arbejde.

Bl.a. har Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen forsøgt at rette det kritiske spotlys mod oppositionen med en række tweets.

Rabjerg Madsen er dog blevet mødt med hård kritik for dette, som du kan læse mere om her.

Også fødevareminister Rasmus Prehn (S) og social- og ældreminister Astrid Krag (S) har i de seneste dage lavet opslag på sociale medier, hvor de går til angreb på kritikerne og forsøger at flytte fokus væk fra SMS’er og lovbrud i minskandalen.

Ifølge Børsens politiske kommentator Helle Ib mislykkedes disse forsøg på at flytte fokus dog, fordi statsminister Mette Frederiksen endnu ikke har svaret på “helt oplagte” spørgsmål i sagen om de slettede SMS’er.

– Det går ikke at forsøge at trænge igennem med, hvad der virker som en meget koordineret indsats på de sociale medier, når der er centrale spørgsmål, som ikke er besvaret, siger hun til Ritzau.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) har bakket op om deres ministerkollegers opslag og delt dem videre på sociale medier.

Statsministeren og hendes tætte medarbejdere stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og ledende embedsmand i Statsministeriet Pelle Pape har fået slettet alle SMS’er fra tiden omkring den ulovlige minkbeslutning.

Ifølge Statsministeriet har de fire personer haft deres iPhones indstillet til automatisk at slette SMS’er efter 30 dage. 

Ingen andre af de i alt 10 ansatte i Statsministeriet, der skal afhøres i Minkkommisionen, har haft samme indstilling på telefonen, oplyses det.

Med hjælp fra politiets efterforskere arbejdes der lige nu på at genskabe de slettede SMS’er, så de kan blive genstand for undersøgelse.

[adning id="17957"]

Fik du læst?