Konservative melder klart ud: Magnus Heunicke bør gå af

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Efter nye afsløringer om en interessant underskrift fra sundhedsministeren er Konservative ikke i tvivl: Magnus Heunicke bør gå af som sundhedsminister.

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

I sidste uge berettede Berlingske om nye interessante oplysninger fra Minkkommissionen, som vidner om at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) personligt var bevidst om den manglende lovhjemmel til at kræve alle danske mink aflivet.

I kommissionen blev det nemlig oplyst, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med underskrift har godkendt et notat, hvor det fremgår, at det vil være ulovligt at udrydde alle mink i Danmark.

Sundhedsministeren underskrev notatet den 1. oktober 2020 – altså mere end en måned før, at han og regeringen afgav den ulovlige ordre om at aflive alle mink.

Dette står i skærende kontrast til Heunickes tidligere påstand om, at han først blev bevidst omkring den manglende lovhjemmel, efter regeringen havde afgivet ordren.

Læs mere om det her.

Derfor er De Konservatives mistillid til sundhedsministeren nu så stor, at de er fastslåede på, at Heunicke bør aftræde ministerposten.

– Hvis det, Berlingske skriver i dag, er rigtigt, så er det jo i den grad ansvarspådragende for ministeren, og så mener vi ikke, han kan fortsætte, siger De Konservatives sundhedsordfører Per Larsen således til Berlingske.

Og det kan kun gå for langsomt. K-ordføreren mener nemlig ikke, at der er grund til at vente på Heunickes afhøring i Minkkommissionen, som finder sted den 26. november.

For ifølge Per Larsen bør Heunicke fuldt ud stilles til ansvar for hvad han skriver under på – uanset om han så har gjort sig ulejligheden at læse det ordentligt igennem eller ej.

Per Larsen henviser til den tidligere miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S) fratrædelse, som fandt sted den 18. november 2020, da han måtte tage ansvaret for den manglende lovhjemmel til at nedlægge det danske minkerhverv.

Hvis man betragter Mogens Jensens fratrædelse, står det endnu mere klart, at Heunicke heller ikke bør fortsætte, mener Per Larsen. I hans øjne er sagen med Heunicke langt værre.

Sundhedsministeriet vil ”af respekt for granskningskommissionens arbejde” ikke kommentere på opråbet fra De Konservative.

Minkkommissionen er netop nu i gang med en lang række afhøringer, der skal afdække, hvad der er sket i minkskandalen, hvor regeringen ifølge flere af landets førende juraprofessorer har gjort sig skyldig i hele tre grundlovsbrud.

I løbet af foråret næste år forventes kommissionen at afslutte sit arbejde.

Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.

Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.

Indkaldte vidner i kommissionen er hverken underlagt sandhedspligt eller vidnepligt.

[adning id="17957"]

Fik du læst?