To begivenheder her inden for de seneste par uger har kastet et skarpt og ubarmhjertigt lys på drømmene om en energimæssig fremtid baseret på solceller og vindmøller. Blandt politikere og meningsdannere er det ellers hævet over enhver tvivl, at sol og vind er de ideelle løsninger til at løse ”klimakrisen”, med den stigende globale temperatur.

Således en lederskribent i et større dagblad herhjemme. Han konkluderer, at politikerne fordomsfrit skal se på ”hvem der faktisk kan sørge for, at der bliver skabt stabil, rigelig og billig energi fra havvinden i Nordsøen.”

Det lyder næsten som om, at der er tale om at åbne et nyt gasfelt i Nordsøen, hvilket rigtigt nok kan skabe en både rigelig, stabil og billig energiforsyning. Men hvad med havvinden og solcellerne?

Den første begivenhed, der her skal omtales, var et høringssvar, som Energinet udsendte. Energinet modtager hvert år de såkaldte ”Analyseforudsætninger” fra Energistyrelsen, hvor planerne for udbygningen af elforsyningen frem mod 2050 lægges frem. Energistyrelsen fastlægger hvor mange vindmøller og solceller, vi skal have på dansk jord, år for år, og giver et bud på, hvad strømmen skal bruges til. Her bliver brintproduktion (”Power-to-X”) en stor kunde i 2050, jfr. fig. 1.

Fig. 1. Kilde: Energinet

Der bliver tale om kolossale mængder af strøm, der skal transporteres rundt i landet, og Energinet får behov for en voldsom udbygning af elnettet. Men samtidigt er Energinet ansvarlig for forsyningssikkerheden, og her giver man udtryk for en stigende bekymring. Energistyrelsen regner med at bevare ganske få af de såkaldte termiske elværker, dvs. drevet af kul, olie, gas eller biomasse. Allerede fra 2030 vil Danmark således have en kapacitet af disse værker, der er væsentligt mindre end det forudsete forbrug. Det betyder, at i perioder uden sol og vind, vil Danmark være hundrede procent afhængig af at kunne importere strøm fra vores naboer.

Det er en farlig situation, især hvis en såkaldt Dunkelflaute rammer en større del af Nordeuropa samtidigt, og hverken Danmark eller nabolandene får noget strøm fra solcellerne eller vindmøllerne i dagevis. Her har Energinet regnet sig frem til, at der kan blive tale om strømafbrydelser, evt. de rullende såkaldte brownouts, hvor befolkningen regionsvis rammes af et par timers strømsvigt efter tur.

Det fik en kendt energiprofessor fra Aalborg Universitet til at udtale, at han opfattede Energinets høringssvar som et råb om hjælp. Det er ikke acceptabelt, at vi her i vore dage skal undvære strøm i timevis (og i nogle tilfælde kunne afbrydelserne blive mere langvarige), samfundet kan ikke hænge sammen ret længe uden elektricitet.

Professoren mente, at der som minimum skulle en meget større kapacitet af termiske kraftværker til for at sikre forsyningen. Det bliver en dyr løsning, fordi de værker vil stå stille det meste af året, og derfor bliver omkostningen pr. kWh produceret meget høj.

Hele brintproduktionen vil naturligvis ligge stille under en Dunkelflaute, men et andet åbent spørgsmål ved Energistyrelsens visioner er, hvordan brintfabrikkerne skal kunne bringes til at køre på den meget variable strøm, som den vedvarende energi leverer til hverdag. Men det er en anden historie.

Vi skal over til den anden store begivenhed, udbuddet af havvind i Nordsøen, der skulle have været afgjort torsdag d. 5. december. Der var tale om tre store vindmølleparker, og kapaciteten ville tilsammen fordoble Danmarks nuværende kapacitet af havvind.

Udbuddet blev som bekendt afgjort, men ikke helt som klimaministeren eller Energistyrelsen havde forestillet sig. Det viste sig, at slet ingen af de store energiselskaber var interesseret i at byde, og Energistyrelsens indbakke forblev tom den torsdag eftermiddag.

Ministeren udtrykte sin overraskelse, men det havde nu ikke skortet på advarsler om, hvad vej det ville gå. Udbudsbetingelserne blev født i de euforiske dage i 2021, hvor Thor vindmølleparken var i udbud, og hele fem bydere var villige til at opføre parken helt uden statsstøtte eller garanterede elpriser, og de ville endda betale 2,8 mia. kr. til staten som et led i aftalen.

De nye udbudsbetingelser blev herefter skærpet gevaldigt, nu var der tale om, at energiselskaberne skulle byde ind med hvor meget, de var villige til at betale i en årlig koncessionsafgift – lidt som man bruger i olie- og gas-branchen. Vindmølleselskaberne skulle således betale for ”leje” af havbunden under møllerne. Hertil kom en stribe andre skrappe krav i udbudsmaterialet, bl.a. skulle staten have lov til at købe 20% af parkerne og derved blive medejer – når milliarderne nu begyndte at rulle ind.

Energiselskaberne har indtil videre været tavse om hvorfor, de ikke ville byde. Vattenfall annoncerede dagen før, at de ikke var med på vognen, og gav som begrundelse, at de havde gennemanalyseret økonomien i projekterne og fundet, at den ikke rigtigt kunne bringes til at hænge sammen.

Det overrasker ingen, fordi økonomien i havvind er blevet meget dårligere på de få år siden 2021. Møllerne og det øvrige udstyr er steget voldsomt i pris og samtidigt er renten gået op fra nul til 3-4%. Det er en alvorlig bet for en vindmølleinvestering, fordi stort set alle udgifterne skal afholdes, inden driften kommer i gang, og der kan blive solgt noget strøm. Derved kommer rentebetalinger til at blive en alvorlig belastning i budgettet.

Men en anden bekymring hos energiselskaberne er helt sikkert de perioder, hvor vinden blæser godt, og der produceres en masse strøm. Danmarks kapacitet af vedvarende energi er allerede 2½ gange større end det gennemsnitlige forbrug, og med de nye vindmølleparker, inkl. Thor, kommer vi op over 3 gange forbruget i 2030. Energinet har beskrevet situationen, og som styringsværktøj bruger man i første omgang regulering af prisen. Den bliver sat ned, måske helt til nul, eller endda til under nul, hvor producenten af strømmen så skal betale for at komme af med den.

For at kunne opstille sit budget for et havvind-projekt skal energiselskabet gøre sig nogle tanker om, hvad salgsprisen på strømmen kan forventes at blive. Den skal selvfølgeligt i gennemsnit ligge på et eller andet minimumsniveau, for at investeringen kan tjene sig selv hjem. Udsigten til lange perioder med lave eller måske endda negative priser må derfor have givet anledning til stor bekymring hos energiselskaberne, og det har givetvis været en af de afgørende forhindringer. Fra branchen har der da også været spredte pip om, at vi nok bør gå tilbage til de gode gamle modeller med garanterede priser, hvorefter staten påtager sig hele risikoen ved projekterne. Det kan blive en dyr fornøjelse for skatteyderne.

Problemet er naturligvis helt grundlæggende den vedvarende energis stærkt variable natur. Sol og vind er ikke velegnede kilder til en stabil energiforsyning – selvom politikerne og mediernes snakkehoveder tror så fuldt og fast på det.