Livsstilssocialisme – kritik af venstrefløjens selvretfærdighed

”De selvretfærdige” hedder en ny debatbog på tysk, som nu også er oversat til dansk

Af Henrik Gade Jensen

”De selvretfærdige” hedder en ny debatbog på tysk, som nu også er oversat til dansk. De selvretfærdige er den nye venstrefløj, som føler sig såret, moralsk krænket og forarget og går op i identitet, kønskvoter, flere køn og eksotisk livsstil, og som har erstattet den klassiske venstrefløj, der interesserede sig for sociale og økonomiske problemer.

Og menneskers selvretfærdighed er – med Henry Kissingers ord – altid et større problem end deres ondskab.

Det er den tyske politiker Sahra Wagenknecht, selv meget venstreorienteret og medlem af Forbundsdagen, som ikke er bange for at kritisere venstrefløjen. Hun deltager ofte i tyske talkshows og er aldrig bange for at hævde en afvigende mening.

Sahra Wagenknecht (f. 1969) voksede op i DDR og meldte sig ind i kommunistpartiet SED i 1989 kort før Murens Fald og sammenbruddet. I dag repræsenterer hun Die Linke, som med diverse navneskift er efterfølger til DDR`s gamle kommunistparti. Og hun er det nærmeste man kommer en ægte klassekamps-kommunist i dag. Hun er gift med den meget ældre Oskar Lafontaine, tidligere leder af det tyske socialdemokrati, finansminister og senere i udsving til venstre.

Fjenden ser Sahra Wagenknecht i den venstrefløjsmentalitet, som De Grønne i Tyskland repræsenterer: de smarte og fancy, klima- og miljøvenlige, med flydende kønsidentiteter og ekstrem sensible overfor krænkelser af enhver art. De fremtræder åbne og tolerante, men udviser skræmmende intolerance overfor andres synspunkter. De fører kampagne for at tie modstanderne ihjel.

Hun kalder dem livsstilssocialister (på anglistisk tysk Live Style Linken). Og stilen er blevet vigtigere end indholdet. Sahra Wagenknecht er ganske hård i sin kritik. De venstreliberale bærer en stor del af skylden for debatkulturens forfald, fordi de ikke argumenterer, men udskammer og anklager og med følelsesladede forargelsesritualer. Deraf selvretfærdigheden.

Det er mere venstre- end højrefløjen, der har splittet samfundet og ødelagt den anstændige debat. ”Den øgede højredrejning er ikke årsagen til, men derimod resultatet af et dybt splittet samfund. Vi vil ikke have haft Donald Trump eller et AfD (Alternative für Deutschland – det tyske højreorienterede eller indvandrerkritiske parti, red), hvis ikke deres modstandere havde gødet jorden for dem”. Det er i høj grad livsstils-socialisterne, som ifølge Wagenknecht er årsag til, at over halvdelen af tyske borgere i dag er bange for at udtrykke deres holdninger overfor offentligheden og selv overfor vennekredsen.

En af Sahra Wagenknechts yndlingsaversioner er Hillary Clinton, ”Wall-Street-kandidaten”, som i præsidentvalgkampen i 2016 kun én gang var ærlig, nemlig da hun kaldte sine vælgere en flok ynkelige (a basket of deplorable).

De Grønne i Tyskland, som er det parti som tydeligst repræsenterer livsstilssocialismen, har i dag de mest højtlønnede som vælgere. De er – ifølge Wagenknecht – ret ligeglade med de traditionelle arbejdere, som førhen var det tyske socialdemokratis kernevælgere. Det er disse grupper, som oplever konsekvenserne af indvandringen og den økonomiske globalisering ved at miste arbejdspladser og social sikkerhed.

Wagenknecht har mange eksempler på, hvordan tyske politikere har mistet karrieren og måttet forlade politik, når de kritiserede indvandringen. Og skriver så, at hvis Willy Brandt havde levet i dag, ville han blive placeret i nærheden af AfD, fordi han indførte stop for gæstearbejdere.

Tidligere tiders klassekamp er afløst af en mindst lige så hård kamp for at føre kampagne mod og tilintetgøre modstandere: ”Unliebsame Intellektuellen mundtot zu machen und sozial zu vernichten”, som det lyder mere dramatisk på tysk.

Sahra Wagenknechts kritik er det bedste, for faktisk er den anden halvdel af bogen en ret betonagtig, klassisk socialistisk, hvis ikke kommunistisk, forsøg på at give staten en større rolle i økonomien. Hendes helte er Jeremy Corbin og Bernie Sanders og teoretisk blandt andet Piketty. Det er bestemt ikke i det positive, at hun er værd at læse. Men kritikken er vigtig, kritikken af det gældende meningsklima, af udskamning frem for argumentation, af meta-selvforståelsen som bedrevidende og dermed selvretfærdighed, så modstandere kun skal latterliggøres og foragtes.

”Den rigtige tankegang vejer tungere end at gøre det rigtige”, skriver hun, og det er den farlige tendens, hvor intentionen, hensigten, ideologien bliver vigtigere, end om det faktisk ender godt og fører til de praktiske og nyttige konsekvenser. Det ser vi over alt. Emblem-politik, hvor det er vigtigere at sige det rigtige og udtrykke det programmatisk, frem for at tjekke resultaterne og om det nu også virker efter hensigten. Et samfund og en økonomi har netop sine egne kontrære mekanismer eller spilleregler, hvor det ikke er nok at ville det gode i den ene ende. Man må også være ærlig overfor, hvordan det virker i praksis. Det er realisme, og kræver et nøgternt og ædrueligt blik på virkeligheden. Men livsstilssocialismen mest lever i tågerne, beruset fra fraser og moderigtige meninger.

Sahra Wagenknecht formulerer en venstrefløjsstemme, som helt er blevet glemt, fordi den er fortrængt af de smarte og urbane. Livsstilen har erstattet klassekampen.

Hun roser undervejs Danmarks statsminister Frederiksen for at begrænse indvandringen, og der var også i begyndelsen af Mette Frederiksens regering tegn på at hun kunne ramme lidt af den samme tone: appellen til de klassiske arbejderdyder og ret-og-pligt-tankegangen, H.C. Hansens og Hedtofts ånd, socialdemokratiets kerneværdier, politik for dem der er gode til at løfte tunge ting, men det har været skuffende, og endt i mere DR, identitetspolitik, flere kønskvoter og mere krænkelsesparathed.

Sahra Wagenknecht, De selvretfærdige. Mit modsvar – for fællesfølelse og sammenhold, Forlaget Brilleuglen 2021.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?