For snart fem år siden flyttede undertegnede med familien til et helt nybygget hus. Topkvalitet, solide og holdbare materialer, super isolering med tykke vægge, tre-lags vinduer og masser af rockwool under taget. Hertil gulvvarme, luft-til-vand varmepumpe og solceller. Husets energiforbrug er minimalt, sammenlignet med vores gamle hus fra 1960-erne faldt den årlige omkostning til en fjerdedel. Vi købte grunden med et gammelt og totalt værdiløst hus på, der så blev revet ned.

Umiddelbart skulle man tro, at vi havde gjort det rigtige ved at nedsætte energiforbruget og dermed en eventuel klimabelastning til et minimum. Ovenikøbet er den eneste energikilde elektricitet – der jo i fremtidens samfund udelukkende forventes at komme fra sol og vind og dermed ikke give anledning til nogen CO₂-udledninger overhovedet. Men vi tog fejl, viser det sig.

Hidtil har de lovgivningsmæssige tiltag, f.eks. fra EU primært drejet sig om bygningernes energiforbrug, og her ligger vi jo i den helt rigtige ende. Der findes millioner af boliger og bygninger i Europa, der ikke er særligt godt isolerede, og her er der visioner om omfattende arbejder med renovering og efterisolering. Men for mange bygningers vedkommende vil det af tekniske årsager være helt umuligt at bringe dem ned på et energiforbrug så lavt som vores. Det har jo også vist sig, at f.eks. varmepumper langt fra er egnede til alle huse, på grund af de lave temperaturer i systemerne kræver det igen god isolering.

Alt tyder således på, at det er fornuftigt at rive de gamle huse ned og bygge nyt og energirigtigt.

Men nej. Klimapolitikken og de finurlige regneark med klimamål kommer nu på tværs. Man har regnet sig frem til, at nye huse udgør en voldsom klimabelastning mens de bliver bygget. Det er primært energiforbruget ved fremstillingen af materialerne, beton, stål, glas, mineraluld osv. Alle kommer de fra processer med høje varmegrader og indtil videre et voldsomt forbrug af fossile brændstoffer, kul, olie eller naturgas.

Man er derfor begyndt at stille krav til nye bygningers CO₂-udledninger over hele deres levetid, dvs. som summen af udledninger i forbindelse med opførelsen og derefter det årlige energiforbrug.

Kravene udmøntes i tal for gennemsnitsudledningen af CO₂ over en levetid på 50 år. Her har kravet indtil for nyligt været 12 kg CO₂ pr. kvadratmeter pr. år. Et hus på 100 m² vil derfor i sin levetid i alt føre til udledning af 60 tons CO₂. Det har vist sig, at de 12 kg er meget højere, end vi reelt har i dag, som det fremgår af fig. 1. Her ligger det danske byggeri snarere nede på omkring 9 kg. Det har naturligvis fået politikerne til at skærpe kravet, der nu for enfamiliehuses vedkommende lyder på 6,7 kg i 2025, faldende til 5,4 kg i 2029.

Fig. 1: Kilde: CONCITO

Mange anser imidlertid disse krav for at være alt for bløde, hvis vi skal opfylde klimamålene og Paris-aftalen. Her tales der om udledninger på helt ned til 0,4 kg CO₂/m² pr. år.

Det er åbenlyst, at de lave tal kun kan opnås ved drastiske ændringer i vores måde at bygge på. Der er tale om at energitunge materialer som sten og beton skal erstattes f.eks. af træ. Mineralulden til isolation skal erstattes af materialer fremstillet af plantedele. Beton kan vi ikke undvære, men der er forslag om at ændre på bygningsreglementerne, så man kan nøjes med spinklere konstruktioner. At der her kunne være et sikkerhedsmæssigt problem, vælger man at ignorere.

Men en anden mulighed er genbrug af materialerne fra nedrevne huse. Også her er optimismen stor, om end man i praksis nok vil opdage, at mange af de gamle trædele m.v. ikke er i en stand, der vil muliggøre, at de kan overleve 50 år mere i et nyt byggeri. Mursten kan afrenses for mørtel og bruges igen, men der er meget manuelt eller maskinelt arbejde involveret i at få materialerne op på et niveau, så de med fornuft kan genbruges. Det er omkostningstungt og kræver ressourcer. Genbrug af betonelementer forsøger man sig også med, men det er så bøvlet, at i praksis ender man med at knuse betonen og genbruge den som fyld ved vejbyggeri. Det er en meget energikrævende proces.

Og så viser det sig, at selvom vi genbruger og i øvrigt bygger med ”elefantgræs, ler og halm” og hvad vi ellers kan finde på, så er det ifølge et videnskabeligt studie slet ikke nok, hvis Verden skal holde sig inden for FN’s klimamål og de ”planetære grænser”. Her hjælper kun en kraftig reduktion af antallet af nybyggede kvadratmeter – og nedgangen bør være hele 80%.

Når sådan noget kommer på bordet, går der ikke ret lang tid, før aktivistiske sjæle begynder at råbe op om et totalt byggestop. En sammenslutning har taget navnet Byggestopbevægelsen og i deres tekster kan man bl.a. læse:

Byggeindustrien står for halvdelen af verdens materialeforbrug og er en af de største bidragydere til overskridelse af de planetære grænser.

 Forskning viser, at menneskeheden har under 10 % chance for at overleve, hvis vi fortsætter vores overforbrug.

Byggestopbevægelsen beskriver sig selv med følgende ord:

En fantastisk blanding af arkitekter, ingeniører, byggefolk, eksperter, ngo’er og almindelige borgere er gået sammen.

Målet for bevægelsen er at få en byggebranche i balance med de planetære grænser, og skabe gode, betalbare boliger for alle ved at indføre et midlertidigt, nationalt byggestop.

Her er vi så øjensynligt drevet af ren klimapanik og tro på de politisk konstruerede planetære grænser.

Der er naturligvis en erkendelse af, at et sådant tiltag kun kan gennemføres med massiv tvang over for befolkningen, men her peges der håbefuldt på fortilfældet med covid-epidemien.

Tilsyneladende er tanken, at byggestoppet skal være totalt i mindst fire år. I den periode skal der kun foregå renoveringer af eksisterende bygninger. Det vil her og nu reducere byggeriets udledninger og hjælpe Danmark med at opfylde vores 2030-klimamål.

Hertil påpeger Dansk Industri (DI) i en analyse, at på længere sigt vil det ikke reducere udledningerne. DI konkluderer, at efter et 4-årigt stop vil der være ophobet et behov for byggeri, der så vil resultere i et boom efter 2030 med langt mere byggeri og langt større CO₂-udledninger. I de mellemliggende år har man brugt en masse kræfter på renoveringer, der delvist vil ende med at være spildt.

DI har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig den omfattende brug af tvang, som byggestoppet skal medføre: Flytning af folk, opdeling af store boliger osv.

Aktivisterne maser på med deres planetære grænser og anden overtro. Vi kan kun håbe på, at vores politikere står fast på fornuftens side.