Rekordhøj mangel på arbejdskraft kræver hurtig politisk handling: “Hvis det ikke sker, går Danmark glip af velstand”

Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

En bekymrende rekordmelding bør få politikerne på Christiansborg til at rykke hurtigt, lyder det fra cheføkonom.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

Der er nu en rekordstor andel af landets virksomheder i servicebranchen, som melder om mangel på arbejdskraft.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Manglen på arbejdskraft i brancherne hoteller, restauranter og rengøring m.v. er således steget kraftigt siden sidste år og niveauet er nu det højeste, der er målt siden statistikken startede i 2011. 

Det skal ses i lyset af, at mange, der tidligere ville have søgt ansættelse i f.eks. restauranter, for tiden er ansat i de skatteyderfinansierede testcentre rundt omkring i landet.

Læs mere om det her.

Samtidig er manglen på arbejdskraft i bygge- og anlægsbranchen som helhed nu i højeste niveau siden tiden op til finanskrisen.

Folketinget bør overveje hurtig politisk handling

Vismændene fra Det Økonomiske Råd advarede i deres seneste konjunkturvurdering om, at der fra næste år kunne opstå mangel på arbejdskraft.

At der allerede nu bliver meldt så tydeligt ud fra landets virksomheder om mangel, bør anspore til politisk handling, mener cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen.

– Den store mangel på arbejdskraft i byggebranchen samt på hoteller og restauranter er en klar indikation af, at Folketinget bør overveje en hurtig fjernelse af boligjobordningen, ligesom man bør overveje konkrete forslag, der øger arbejdsudbuddet. 

– Hvis det ikke sker, går Danmark glip af velstand, fordi virksomheder må takke nej til ordrer, fordi de ikke kan besætte ledige stillinger, siger han til Indblik.

Takket være Mette Frederiksen er 10.000 personer fjernet fra arbejdsmarkedet

For nyligt kunne Indblik i anledning af toårsdagen for statsminister Mette Frederiksens (S) socialdemokratiske regering berette, at hele 10.000 personer er blevet trukket ud af arbejdsmarkedet takket være bl.a. Arne-pensionen.

Læs mere om det her.

Det er også noget, som Mads Lundby Hansen noterer sig i forlængelse af tallene fra Danmarks Statistik.

– Mette Frederiksens politik har indtil videre trukket 10.000 par hænder ud af arbejdsmarkedet bl.a. fordi hun har gennemført Arne-pensionen, siger han og fortsætter: 

– Statsministeren har for nylig meddelt, at regeringen kommer med forslag til efteråret, der øger arbejdsudbuddet. Finansministeriet har udarbejdet konkrete reform-forslag, der kan øge arbejdsudbuddet med 100.000 personer. 

– Det drejer sig bl.a. om reformer af SU, dimittenddagpenge, efterløn og skat. Der er masser af reformer der kan gennemføres.

Selvom manglen på arbejdskraft nu slår rekord, er der samtidig stadig udbredt melding om mangel på efterspørgsel i serviceerhvervene og også i et vist omfang i bygge- og anlægsbranchen. 

Dette skal ses i lyset af den indvirkning, som coronakrisen har haft på særligt serviceerhvervet, skriver Danmarks Statistik.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.