“Et voldsomt skridt”: Minister slår fast, at regeringen bakker op om omdiskuteret forbud mod russiske statsmedier

Kulturminister og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ankommer til Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med ministerudnævnelser, mandag den 16. august 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen slår nu fast, at regeringen bakker helhjertet op om EU’s forbud mod to omstridte russiske statsmedier. “Regeringen er til fulde bevidst om, at der er tale om et voldsomt skridt”, lyder det.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Det har skabt stor debat, at EU-Kommissionen vil forbyde de to russiske statsmedier Russia Today og Sputnik i alle EU-medlemslandene, og altså også i Danmark.

Bl.a. har Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, kritiseret forbuddet i skarpe vendinger i et interview med Indblik.

– Jeg forstår godt, at man kan falde for fristelsen. Når noget er grimt at se på, vil man gerne have det til at gå væk. Problemet er bare, at de russiske statsmedier ikke forsvinder, bare fordi vi lukker ned for dem i EU. 

– Går vi den her vej, gør vi os til gengæld skyldige i noget af det, som vi kritiserer Putin for. Og nej, Russia Today og Sputnik er ikke frie eller uafhængige medier, det er statsstyrede medier. Men de viser alligevel, hvad russerne præsenteres for, og det er vigtigt for os at vide, har Tine Johansen tidligere udtalt til Indblik.

Trods den hårde kritik fra flere fronter har en række danske partier erklæret sig som tilhængere af det vidtgående forbud.

Nu toner den socialdemokratiske regering også rent flag og erklærer, at man bakker helhjertet op om EU’s censur af Russia Today og Sputnik.

Det sker i et udvalgssvar fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til et spørgsmål stillet af Alternativets Torsten Gejl.

– Mener ministeren, at det er en passende foranstaltning i et frit demokrati at forbyde bestemte medier at sende nyheder i Danmark?, lyder spørgsmålet fra Torsten Gejl, hvortil kulturministeren svarer:

– Den danske regering bakker op om beslutningen om at suspendere de to russiske statskontrollerede medier Russia Today og Sputnik, så de ikke må sende inden for EU, førend den russiske invasion ophører. De to medier fungerer som en del af Kremls krigsmaskine, som ved at sprede desinformation forsøger at legitimere den russiske invasion af Ukraine. 

– De to medier udsender målrettet falske informationer om krigen og skaber derved et falsk billede af en krig, hvor Rusland har invaderet et selvstændigt land og slår uskyldige mennesker ihjel. Regeringen er til fulde bevidst om, at der er tale om et voldsomt skridt. Derfor er det også afgørende, at forordningen udelukkende omfatter de to specifikke medier.

– Jeg vil gerne tilføje, at den her forordning ikke handler om at gribe ind i uafhængige mediers nyhedsformidling. Danske medier skal således fortsætte med at bruge de kilder, de finder nødvendige. Den omtalte forordning handler alene om at bremse Putins to statskontrollerede propagandamediers mulighed for at sprede deres krigspropaganda.

De to medier Russia Today og Sputnik er ejet af den russiske stat og fungerer de facto som et propagandaorgan for præsident Vladimir Putins styre.

Dette er kommet særligt tydeligt til udtryk under Ruslands invasion af Ukraine, hvor de russiske myndigheder har forbudt medierne at bruge ord som “invasion” eller “krig” om den aktuelle situation.

Samtidig er det forbudt for medierne at benytte andet end officielle russiske kilder, når de beretter om den igangværende krig. Bryder medierne reglerne, vanker der bøder på op mod 400.000 kroner, ligesom de vil blive tvunget til at fjerne de artikler, der overtræder reglerne.

Både Russia Today og Sputnik kan fortsat tilgås i Danmark trods EU’s bebudede forbud.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?