Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Alt det her vil koste os enorme summer, i form af direkte omkostninger til udbedring af skaderne og tabt økonomisk vækst. Når klimaforskerne ruller sig ud, kan de påvise, at disse økonomiske tab langt vil overstige prisen på en grøn omstilling, hvor hele energiforsyningen omlægges fra kul, olie og gas (fossile brændstoffer) over til ”vedvarende energi” primært i form af solceller og vindmøller. Så hvad er der at betænke sig på?
Det hævdes, at vi allerede nu bliver påført store skader fra klimaet, forbundet med betydelige årlige omkostninger. Skaderne er en følge af de hedebølger, orkaner, oversvømmelser, tørker og naturbrande, som rammer planeten. Her ser man behændigt bort fra, at sådanne begivenheder har hjemsøgt os, så længe nogen kan huske tilbage. Ekstremvejret er helt naturlige foreteelser, og al ædruelig statistik viser, at antallet eller voldsomheden af begivenhederne ikke er steget over de seneste 100-150 år. Der kan således ikke påvises nogen sammenhæng mellem vores CO2-udledninger og forekomsten af ekstreme vejrbegivenheder.
Det er rigtigt, at de økonomiske tab i forbindelse med f.eks. orkaner har været stigende over årene, men det kan alene henføres til vores voksende velstand. Vi har flere ting, der bliver ramt af uvejret. Og sammenholdt med den økonomisk udvikling er der ikke tale om nogen stigning i skaderne, f.eks. opgjort pr. enhed af bruttonationalproduktet. Tilsvarende er antallet af dødsfald pr. år som følge af ekstreme vejrbegivenheder styrtdykket over de seneste 100 år, fig. 1.
Men hvis det er situationen lige nu, hvad så med fremtiden? Bliver den ikke meget værre? Her henviser klimaforskerne til computermodellerne, der fortæller os, hvad vi kan forvente, hvis den globale temperatur f.eks. stiger med 3-4 grader i forhold til perioden 1850-1900.
Forskerne konkluderer her, at en sådan stigning kan medføre både alvorlige havstigninger og store skader i naturen. For at sætte ekstra tryk på, har man opfundet de såkaldte ”tipping points” – væltepunkter – hvor Jorden pludseligt går fra én tilstand til en anden, f.eks. hvor afsmeltningen af Grønlands indlandsis løber løbsk. Det vil medføre havstigninger på 6-7 meter.
3-4 graders stigning ligger et godt stykke ude i fremtiden, og der var en vis utålmodighed efter at få mere drama i forbindelse med mindre temperaturændringer. Det førte så som nævnt til politiske krav om en øvre grænse på 2 grader og en målsætning om 1,5 grader. IPCC, FN’s Klimapanel, fik til opgave at udgive en rapport, der netop belyste de skader, vi kunne undgå, hvis vi holdt opvarmningen under de grænser.
Det var ikke nogen nem opgave, da ingen klimaforskere ind til da havde betragtet 1,5 (eller 2) grader som noget, der kunne vække bekymring. Men nu måtte klimamodellerne justeres, så de kunne give de ønskede svar. Rapporten udkom i 2018.
IPCC skitserer heri en grøn omstilling og regner på de dermed forbundne udgifter. Selve løsningen ligner det, vi normalt ser. Man undervurderer groft problemerne med vinden og solens omskiftelighed og dermed bliver investeringsbehovene alt for små.
De klimarelaterede udgifter forbundet med en stigning på 1,5 grader viser sig at være helt forsvindende. Derfor fokuserer IPCC på den ekstra omkostning, hvis vi når de 2 grader. Her er forskningen selvfølgelig vildt uenig, men der er nævnt tal på op til et par billioner US$ pr. år frem til år 2100. Med det globale årlige bruttonationalprodukt p.t. på knap 100 billioner dollars bliver det årlige udgifter på et par procent eller mindre. Med de forventede stigninger i BNP bliver udgifterne relativt set endnu mindre.
Bl.a. vores landsmand Bjørn Lomborg har seriøst forsøgt at sammenstille udgifterne i forbindelse med klimaskader – som jo er noget teoretisk funderet – med de forventede udgifter til den grønne omstilling. Lomborg har skrevet bogen ”False Alarm” (2020), hvor han redegør for regnestykkerne i detaljer. Lomborg har også fremlagt kurver, der viser sammenhængen mellem temperaturstigningen og de to sæt omkostninger, fig. 2. Udgifterne er de samlede diskonterede omkostninger frem til år 2500. På figuren viser den orange kurve klimaomkostningerne som funktion af temperaturstigningen. Den gule kurve viser tilsvarende udgifterne til grøn omstilling, hvis man ønsker at holde temperaturen under de tilsvarende værdier. Her ser man hvordan en drøm om at holde temperaturen under 2,2 grader giver kolossale udgifter, mens hvis man lader udviklingen gå sin gang, og temperaturen når godt 4 grader, så er der slet ikke brug for nogen grøn omstilling. Summen af de to kurver er vist med sort, og her ser man, at den laveste totale udgift nås ved en temperaturstigning på ca. 3,5 grader. Det kan således slet ikke betale sig at forsøge at holde temperaturstigningen nede på de 1,5 eller 2 grader.
Udgifterne til klimatilpasningen skal ses i lyset af den forventede økonomiske udvikling frem mod år 2100. Det globale BNP vil stige voldsomt, hvis vi fortsætter vores nuværende kurs, og derved ender det med, at de truende klimaudgifter reelt kun vil sætte den globale vækst ned med ganske få procent.
Et andet aspekt i sagen er den fundamentale rolle, som de fossile brændstoffer spiller for menneskehedens trivsel. De har været afgørende for den fremgang, som langt størstedelen af menneskeheden har nydt godt af i de seneste 100 år. Vi har højere levestandard, bedre hospitaler, længere levetid og meget færre mennesker sulter i dag end for bare 50-100 år siden. Alex Epstein har skrevet en meget tankevækkende bog om det emne: ”Fossil Future” (2022). Han påpeger, at en aggressiv grøn omstilling, parret med anti-vækst ideologier, kun kan opfattes som dybt anti-humant og vil medføre enorme lidelser, især blandt de fattige.
Bjørn Lomborg drager ikke teorierne om menneskeskabt global opvarmning i tvivl. Han accepterer IPCC’s udlægninger, men påpeger bare, at vi hellere bør satse på at leve med klimaforandringerne i stedet for at kaste os ud i de kostbare forsøg på at forebygge dem. Det burde jo være en bredt accepteret indstilling til sagen, men alligevel lægges Lomborg for had i klimakredse. Man bryder sig ikke om, at den grønne omstilling måske slet ikke er nødvendig.
I Danmark har politikerne opstillet klimamål, der flugter med drømmene om 1,5 eller maks. 2 graders global temperaturstigning. Vi kan jo ikke gøre det mindste ved den globale temperatur, men vi kan spille rollen som ”foregangsland” og vise vejen for resten af Verden. Politikerne burde læse Lomborg og Epstein. Så ville de forstå, at vores klimamål kun vil medføre armod og social nød – og helt klart vil vise resten af Verden, hvad de ikke skal gøre. Er det værd at stræbe efter?