Hverken statsministeren eller sundhedsministeren vil afvise, at Danmark kan komme til at gå i Østrigs fodspor og indføre nedlukning for ikkevaccinerede borgere.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Mandag indførte Østrig en hård nedlukning, der kun går ud over de af landets borgere, der ikke er vaccineret mod covid-19.
Således vanker der nu bøder på op mod 11.000 danske kroner, hvis man bevæger sig udenfor sit hjem – og det ikke er for at arbejde eller købe ind – uden at have vaccinationspapirerne i orden.
Ifølge Østrigs forbundskansler er det vidtgående tvangstiltag et forsøg på at presse flere til at lade sig vaccinere.
Herhjemme er coronapasset igen blevet indført med bred politisk og tilsyneladende også folkelig opbakning.
Samtidig afviser statsminister Mette Frederiksen (S) ikke at tage “nye initiativer” i brug overfor landets uvaccinerede borgere, hvis ikke hendes omdiskuterede reprimande henvendt netop denne gruppe på et pressemøde i sidste uge får den ønskede effekt.
Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil følge i Østrigs fodspor, melder sig derfor på banen.
Flere sundhedsordførere fra Folketingets partier har overfor nyhedsbureauet Ritzau afvist at gøre Østrig kunsten efter, men Indblik har ikke kunnet få hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at afvise, at der i Danmark vil blive indført nedlukning for ikkevaccinerede.
– I Østrig indfører man nu en nedlukning kun for ikkevaccinerede borgere. Vil stats- og sundhedsministeren afvise, at regeringen vil kunne finde på at indføre lignende i Danmark?, lød vores spørgsmål til statsministeren og sundhedsministeren.
Det har dog ikke været muligt at få svar på spørgsmålet.
Statsministeriets presseafdeling henviser til Sundhedsministeriet, der ikke vil svare på Indbliks henvendelse. Sundhedsministeriets pressetjeneste er i hvert fald ikke vendt tilbage indenfor deadline.