Ruslands revolution, dengang og nu

Vi kan lære meget af at læse om den russiske revolution og borgerkrig og der er mange ligheder op til Ruslands krig i dag.
Antony Beevor
Hør artikel

Det er svært at læse noget om Ruslands historie i dag uden at tænke på krigen mod Ukraine. For det virker mere og mere som om nutiden har sine lange begyndelser i fortiden.

Det gælder også ved at læse Anthony Beevors tykke bog Rusland. Revolution og borgerkrig 1917-1921 (Lindhardt og Ringhof, 606 side, 2022). Den omhandler kun fire år af Ruslands historie, om end de vigtigste og mest dramatiske, men alligevel læser man den i dag med en spørgen og søgen efter at blive klog på Rusland.

Mest enkelt sagt: er Rusland et civilisatorisk land som kunne være demokratisk og med retsstat som de vestlige nationer? Eller er Rusland sui generis, noget særligt, en hybrid af en asiatisk despotstat og en forvrænget, ortodoks kristendom?

Antony Beevor er militærhistoriker og tilhører den fine britiske tradition for at skrive levende historie, og han producerer murstenstykke bøger fra krigshistorien, som vi andre skifter undertøj. Bogen om Rusland under revolutionen udkom også på engelsk i 2022, men må vel nok være skrevet før Ruslands indmarch i Ukraine.

Alligevel er det svært ikke at se ligheder mellem det kaotiske, voldsomme og vilde, delvist uorganiserede og symbolsk grusomme som karakteriserer krigen mod Ukraine i dag, og så revolutionstiden og borgerkrigen, som også blev domineret af vildskab og hensynsløs brutalitet.

Rusland op til 1917 var karakteriseret med en ekstrem ødsel elite omkring tsarfamilien og aristokratiet, overdådige ceremonier og fester, som selv chokerede de britiske diplomater. Overklassen frådsede, mens sult og fattigdom hærgede. Rusland levede på en vulkan, der kunne eksplodere hvert sekund, skriver Beevor.

Med Første Verdenskrig bredte utilfredsheden sig overalt i det russiske samfund, Romanov-dynastiet kollapsede, tsaren abdicerede og det er mærkeligt at læse om den russiske hær med sammenbrud i disciplinen, modvillighed, desertører, selvtægt og lynchninger af officerer. En voldsomhed og anarkisme kombineret med det mest autokratiske styre i Europa. Et sted skriver Beevor, at det er ingen tilfældighed, at Rusland fødte de to største anarkister, Kropotkin og Bakunin. Men revolution, attentater og terrorisme er også et tema i Dostojevskis romaner et halvt århundrede tidligere. Klæber det til den russiske nation?

I 1917 kom der to revolutioner i Rusland, først i foråret den ’borgerlige’ efter tsarstyrets kollaps og dannelsen af en provisorisk regering, der skulle regere midlertidigt og sørge for valg af en grundlovgivende forsamling. Her var den vigtige person Alexander Kerenskij, der forsøgte at navigere mellem utallige magtgrupperinger, paramilitære grupper, officerer og revolutionære. Det lykkedes ikke, til sidst måtte han give op og flygtede ud af landet. Kerenskij boede siden da i Frankrig, Australien og USA og døde først i 1970, 91 år gammel.

Min gamle filosofiprofessor Svend Erik Stybe mødte Kerenskij i USA, og Stybe fortalte livagtigt om Kerenskijs enorme ærgrelse resten af livet over, at han ikke fik skaffet Lenin af vejen i det halve år i 1917, hvor han havde magten til det i Petrograd. Det kunne have ændret verdenshistorien, måske mere afgørende end nogen anden enkelthandling.

Beevor vurderer Kerenskij ret negativt, og han fejlvurderede også situationen alvorligt, afskedigede på grund af misforståelser og paranoia den militære leder Kornilov, som kunne have skabt mere ro, og undervurderede bolsjevikkerne og Lenin, som han troede at kunne være venner med.

Senere er ’Kerenskij’ blevet et symbol på den velmenende borgerlige politiker, der ikke kan aflæse dæmonien, fordi han tror for godt om sine medmennesker. Vi har haft rigtig mange ’Kerenskij’er’ siden da, også i dansk politik. Ja, han er næsten symbol på alt det som er gået galt med liberal-borgerlig politik i det 20. århundrede og stadig fortsætter, hvor man vil please alt venstreorienteret.

Modsat var Lenin det gennemsyrede magtmenneske, og Beevor har kun stærkt negative prædikater om ham. Han var en komplet hykler, og hans slagord om ’al magt til sovjetterne’ var ren taktik. Han ønskede selv al magt. Og jo nærmere Lenin kom magten, des mere despotisk blev han, skriver Beevor. Likvideringen af matroserne på Kronstadt er det åbenlyse eksempel, men bogen er fyldt med Lenins barbari og hensynsløshed. ”Masseterror mod folkefjender” var dagsordenen og det kunne forstås meget elastisk, ja, som vilkårlige likvideringer.

Og de andre bolsjevikker er ikke spor bedre, Trotskij var nådesløs kynisk, en ”naturligt scenekunster” der ikke havde ”tid til demokrati” skriver Beevor med engelsk underdrevet ironi.

Forskellen på Lenin og Trotskij var, at Trotskij brugte volden strategisk og udryddede modstandere og formodede modstandere hensynsløst, mens Lenin så et formål i sig selv ved at skabe og vise vold. Volden var sit eget formål for Lenin, skriver Beevor, han ville rydde bordet, udrydde alt, skabe et tabula rasa i det russiske samfund, så der ikke var nogen vej tilbage. Det gamle samfund, verden af i går, måtte ikke komme tilbage.

Beevor er militærhistoriker og det er krig og konspirationer, som interesserer ham mest, men Lenin var også understøttet af ideologi, et kommunistisk inspireret tankesystem som så alt ondt komme fra klassesamfundet, hvorfor al vold var tilladt for at komme det til livs. I den sovjetkommunistiske opfattelse gjaldt det om at bekæmpe og udrydde kapitalister og kulakker og dermed forhindre udbytningen og profitten i samfundet, og med den underforståede præmis at så ville menneskene arbejde samdrægtigt sammen i lykke og harmoni, når undertrykkerne var væk.

Efter Lenins magtovertagelse i efteråret 1917 kom borgerkrigen, som også blev en overmådig blodig og hævngerrig affære frem til 1921.

Og så er vi fremme ved i dag, hvor det er svært ikke at se paralleller til overfaldet på Ukraine. Tilsyneladende er der ikke kun en militær dagsorden i Ruslands krig, men også symbolik og historie. Brutaliteten, kaosset, korruptionen og en vis offeragtig tilgang ved at lade mange soldater hensynsløst dø peger bagud, ikke kun til Lenin og Stalin og kommunismen, men også til tsarstyret og ikke mindst Nikolai 2. og hans nærmest apatiske holdning til store russiske tab.

[adning id="17957"]

Fik du læst?