Ytringsfrihedsforkæmper slår alarm over nyt lovforslag: Minister har ikke tid til at svare på kritikken

Erhvervsminister Simon Kollerup har måske ikke tid til at svare på kritik, men fredag den 13. august havde han i hvert fald tid til at besøge firmaet Novozymes sammen med statsminister Mette Frederiksen. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Et bebudet lovforslag fra regeringen vækker dyb bekymring. Men den ansvarlige minister har ikke tid til at svare på kritikken.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

– Virkeligheden er, at det er brugernes – altså din og min – ytringsfrihed der er målet.

Sådan lød den ildevarslende besked fra Jacob Mchangama, ytringsfrihedsforkæmper og direktør i tænketanken Justitia, i et interview med Indblik i sidste uge.

Her advarede Mchangama imod et bebudet lovforslag fra den socialdemokratiske regering, som skal tvinge sociale medier som eksempelvis Facebook, Snapchat og YouTube til at fjerne ulovlige billeder og videoer inden for 24 timer.

Lovforslaget er inspireret af en udskældt tysk lov ved navn NetzDG, som hos vores tyske naboer har ført til øget censur – også af indhold, som ikke er ulovligt.

Det vil også kunne ske her i Danmark, advarer Jacob Mchganama.

– Vi vil kunne opleve, at helt legitimt indhold i tekst, billeder eller video vil kunne blive fjernet uden varsel. Det sker allerede i dag i et vist omfang, og den udvikling vil accelerere voldsomt.

Læs Indbliks fulde interview med Jacob Mchangama her.

Minister har ikke tid til at svare på kritikken

Det er erhvervsminister Simon Kollerup (S), som er blevet sat i spidsen for regeringens nye kamp mod de sociale medier.

Han har dog ikke tid til at kommentere kritikken fra Jacob Mchangama, oplyser Erhvervsministeriets pressetjeneste til Indblik.

– Vi får rigtig mange pressehenvendelser for tiden og har desværre ikke mulighed for at vende tilbage på denne, lyder svaret.

Ministeriets fungerende pressechef henviser dog til en udtalelse fra sidste uge i det statsejede medie DR, hvor Simon Kollerup ganske kort kommenterer kritikken fra bl.a. Jacob Mchangama.

– Det er en balance, der skal findes, hvor vi både får ulovligt indhold væk hurtigt, men samtidig passer på, at vores ytringsfrihed ikke bliver knægtet, og den balance mener jeg, vi har fundet, lyder det fra Kollerup til DR.

Denne udtalelse må vi gerne bringe, lyder det fra pressechefen, der endvidere henviser til ministeriets egen pressemeddelelse om udspillet.

Indblik rettede henvendelse første gang fredag den 13. august, hvor erhvervsminister Simon Kollerup var beskæftiget med et virksomhedsbesøg med statsminister Mette Frederiksen (S) som led i hendes turné rundt i landet.

Derefter hørte vi først tilbage fra Erhvervsministeriet da vi dags dato, den 16. august, rykkede igen for et svar fra ministeren.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?