Fra omkring november i år og fem måneder frem skal en fregat fra søværnet til Guineabugten for at deltage i en mission mod pirateri. Om bord er op til cirka 175 besætningsmedlemmer.
Fra omkring 2022 og et år frem skal danske specialstyrker til Sahelregionen i Nordafrika for at deltage i den franskledede Operation Barkhane. Den bekæmper terrororganisationer i området.
Begge dele står fast tirsdag eftermiddag, efter at et flertal i Folketinget har vedtaget to beslutningsforslag fra regeringen om de militære bidrag.
I Guineabugten vil det danske bidrag bestå af en fregat plus en Seahawkhelikopter og en maritim indsatsstyrke. Sidstnævnte styrke består af op til cirka 25 personer.
Der vil også være stabs- eller forbindelsesofficerer samt indsættelse af den danske cyberkapacitet.
Når det kommer til Sahelregionen, så skal det danske bidrag i den region bekæmpe Islamisk Stat og al-Qaeda og generelt sørge for, at militante bevægelser og terrororganisationer ikke får overtaget og dermed øger truslen mod Europa.
Det danske specialstyrkebidrag i Sahelregionen vil bestå af op til cirka 60 personer. Bidraget kan midlertidigt forstærkes med op til cirka 20 personer. Men kun hvis der er behov for det.
Bidraget fra Danmark består også af et kirurghold bestående af cirka 12 personer. Disse skal udsendes i cirka seks måneder i 2022. Der vil derudover kunne udsendes et stabsbidrag på op til cirka tre personer fra medio 2021 til primo 2023.
Og der udsendes også op til cirka ti personer fra ultimo 2021 til primo 2023 til Mali og eventuelt Niger som logistisk støtte til de øvrige bidrag.
Bidraget til Guineabugten blev vedtaget af alle Folketingets partier minus Enhedslisten og Alternativet.
Sammen med Nye Borgerlige og Kristendemokraterne stemte Enhedslisten og Alternativet også imod bidraget til Sahelregionen. Men også her var der altså et bredt flertal for.
/ritzau/