Dragør Kommune på Amager nærmer sig en nedlukning på grund af stigende coronasmitte. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.
Kommuner skal automatisk lukke, når de har 300 eller flere smittede per 100.000 indbyggere over syv dage. Samtidig skal der være flere end 20 smittetilfælde i alt de seneste syv dage.
Og Dragør Kommune er særdeles tæt på at opfylde begge krav.
Kommunen har 280 smittede per 100.000 indbyggere over de seneste syv dage, når der er justeret for, hvor mange der er blevet testet.
Derudover har kommunen konstateret 54 nye smittetilfælde blandt borgere over den seneste uge. Dermed er den ene grænse allerede passeret.
Ifølge borgmester i Dragør Kommune Helle Barth (V) drøfter kommunens politikere onsdag aften mulige tiltag, der skal dæmme op for smitten. Hun regner dog ikke med, at det kan forhindre, at den anden grænse også bliver krydset.
– Jeg tror, vi lukker, siger hun til TV2 Lorry.
Hvis en kommune krydser begge grænser, er den lokale kommunalbestyrelse forpligtet til at påbyde en række lukninger.
Det omfatter grundskoler, SFO’er, kulturaktiviteter som museer samt idrætshaller, svømmehaller, træningscentre og foreningslokaler.
Derudover kan et ministerium, hvis det ser behov for det, beslutte yderligere lukninger af for eksempel erhvervslivet.
Dragør Kommune har bemærket smittestigningen, der er taget til de seneste dage.
Mandag oplyste kommunen, at den har skrevet direkte til borgere over 18 år for at opfordre dem til at lade sig teste hyppigt – også hvis man ikke har symptomer.
– Vi har valgt at skrive direkte til borgere over 18 år via digital eller fysisk post og venligt minde om, at vi alle passer rigtig godt på os selv og på hinanden, fremgår det af en nyhed på kommunens hjemmeside.
/ritzau/