Det får nu advokater og juraeksperter til at advare mod tendens til sindelagskontrol.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
Når de omdiskuterede retssager mod coronademonstranter løber af stablen, bruger anklagerne i vid udstrækning de tiltaltes gøren og laden på sociale medier som Facebook og Instagram som bevis for, at demonstranterne skal idømmes dobbeltstraf efter coronaparagraffen 81 d i straffeloven.
Det skriver Politiken.
I retssager mod Men In Black-demonstranter, der er blevet tiltalt for ved en demonstration i København den 9. januar f.eks. at have kastet med sten, øldåser eller cigaretskodder efter politiet, har anklagerne således brugt likes af den lovligt anmeldte demonstration og likes af coronakritiske artikler i bl.a. Berlingske og Politiken.
Disse likes bliver inddraget for at bevise, at de kriminelle handlinger “har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark”, som det beskrives i paragraf 81 d.
Fremgangsmåden møder kritik fra flere advokater og juraeksperter.
– Hvis man havde liket en opfordring til at tage en baseballkølle med, så er det relevant i det øjeblik, du står i en voldssag. Men det skal efter min mening ikke handle om holdninger, for så er det overflødig bevisførelse, og det har ikke noget med sagen at gøre, lyder det f.eks. fra professor emerita i retspleje Eva Smith, der møder opbakning fra juraprofessor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet fra hvem det lyder:
– Det er en svær balance, og det er forståeligt, at fokuseringen på sympatitilkendegivelser opleves som en form for sindelagskontrol.