Det kommer til at tage en uge længere end hidtil forventet at få færdigvaccineret alle danskere over 16 år, der ønsker at blive vaccineret mod coronavirus.
Det fortæller direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm mandag på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.
Således er forventningen nu, at alle danskere er færdigvaccineret med udgangen af august.
Flere aldersgrupper kommer til at modtage deres første stik en eller to uger senere end forventet, fremgår det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Borgere i aldersgruppen 16-29 år og 35-49 år får deres første stik en uge senere end hidtil antaget ifølge vaccinationskalenderen, mens de 30-34-åriges første stik bliver forsinket i to uger.
Slutdatoen bliver imidlertid kun rykket i en uge, fordi man kan justere til et kortere interval mellem det første og andet stik for de sidste målgrupper, meddeler Sundhedsstyrelsen.
Det skal ske for at sikre større immunitet hurtigere.
Det fremgår af kalenderen, at sundhedsmyndighederne har justeret forhåbningerne til den endnu ikke godkendte coronavaccine fra det tyske biotekselskab CureVac.
Hidtil har forventningen været, at den kunne tages i brug i juni, men nu lyder det, at “vaccinen forventes først at blive en del af det danske vaccinationsprogram i løbet af sommeren, såfremt den godkendes til brug”.
Det er EU, der skal stå for godkendelsen.
Danmark har lagt billet ind på at kunne købe 9,1 million vaccinedoser mod coronavirus af CureVac.
Vaccinen kræver to doser, så med aftalen vil Danmark kunne vaccinere knap 4,6 millioner personer.
/ritzau/