Sundhedspersonalet gør det i dag så godt, de kan i et system, hvor man fra politisk hold har givet dem umulige rammer. Det kan vi ikke være bekendt, skriver formand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, i dette debatindlæg.
Af Isabella Arendt, formand for Kristendemokraterne
Det danske sundhedsvæsen leverer et godt stykke arbejde og vores ansatte knokler. Vi hører om sygeplejersker, som ikke har tid til patienterne, jordemødre, som går med kogte æg i lommen, fordi de ikke har tid til frokost og patienter, som mærker stress og frustrationer under indlæggelsen. Sundhedspersonalet gør det i dag så godt, de kan i et system, hvor man fra politisk hold har givet dem umulige rammer. Det kan vi ikke være bekendt.
Problemet er det simple, at vores ressourcer og forventninger ikke er synkroniseret. Det skaber frustrationer. Og det er ikke et spørgsmål om penge alene. Med risiko for at gøre læseren træt, bliver jeg nødt til at sige det, som det er: Det handler om proces og struktur. Og det handler i sidste ende om det politiske ansvar, som vi har svigtet for længe.
Jeg kunne finde mange eksempler, men vælger her tre konkrete problemer:
1. Regionerne har et stort ansvar, men ikke tilsvarende frihed.
2. Der mangler sammenhæng i patientforløbene. Vi sender fx mennesker ud af psykiatrien, før de er færdigbehandlet med det resultat, at de kommer hurtigt ind igen og starter forfra. Vi taber mennesker mellem kommuner og regioner og vi virker næsten opgivende overfor mennesker, som f.eks. har både misbrug og psykisk sygdom. Alt sammen bidrager til, at sygdomme vokser sig værre for den enkelte og dyrere for samfundet.
3. Vi behandler for længe for nogle døende patienter, fordi vi er for bange for at tale om døden tidligt nok og fordi vi ikke er dygtige nok til at bruge hospicepladser og palliation.
Alt sammen kalder på politisk ansvar for det sundhedsvæsen, som vi alt for længe har svigtet fra Christiansborg. Vi har svigtet regionerne, vi har svigtet patienterne og vi har svigtet medarbejderne. Ansvar ville se sådan ud:
1. Regionerne gives frihed, der matcher deres enorme ansvar. De skal kunne udskrive skat og de skal have lov at anmelde de regler, som ikke giver mening, så papirarbejdet bliver mindre.
2. Vi skal have sammenhængende patientforløb. Det kræver en investering i dag, for at få sat systemet på rette spor. Det kræver en massiv investering i f.eks. psykiatrien så vi kan lade patienter bliver færdigbehandlet, så vi uddanner medarbejderne til at håndtere både misbrug og psykiske problemer og så vi skaber samarbejde med kommunerne. Det ville desuden blive nemmere, hvis vi gennemførte mit første forslag og gav regionerne mere frihed.
3. Vi skal turde tale om palliation. Vi skal turde sige det højt, når en behandling af en lungebetændelse til en terminal kræftpatient, reelt risikerer at gøre mere skade en gavn. Her ville det mest menneskelige og værdige være, at lade patienten bruge sin sidste tid på et hospice eller derhjemme og sammen med ens kære. I dag er der steder, hvor vi forsøger at forlænge livet, men reelt forlænger døden og smerten.
Vi skylder at tage politisk ansvar. Hvis vi ikke forholder os meget aktivt til de strukturer, som styrer vores sundhedsvæsen, så nytter det ikke at sende flere øremærkede penge ind i et system, hvor rammerne er skæve.
Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.
