Analyse: Enhedslistens nej til NATO vil både isolere Danmark fra omverdenen og partiet fra sine egne vælgere

Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Den kommende tid kan vise at være skæbnesvanger for såvel verdensfreden som Enhedslistens tocifrede vælgertilslutning, skriver Mathias Kaa Andersen i denne analyse.

Af Mathias Kaa Andersen, redaktion@indblik.dk 

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Enhedslisten har været igennem et ugelangt PR-mareridt i forbindelse med krigen i Ukraine. De sovjettro, gammelkommunistiske strømninger, der stadig huserer i partiet personificeret af Christian Juhl og Mikael Hertoft, har åbenbaret for offentligheden, at partiet er dybt splittet i dets forhold til NATO og Rusland. 

Hele miseren har været en gevaldig ridse i lakken på Christianiacyklen for Enhedslisten, men spørgsmålet er, om krisens højdepunkt endnu er nået.

For Enhedslistens hovedbestyrelse besluttede ved en afstemning i sidste uge, at partiet fortsat arbejder for dansk udmeldelse af NATO

Isoleret set må man give Enhedslisten, at deres principfasthed er second to none, når de årtiets shitstorm til trods vælger ikke at rykke deres NATO-politik med en tomme, også selvom dansk udtrædelse af forsvarspagten realpolitisk er komplet urealistisk. Det har været en del af partiets DNA siden dets spæde start at modsætte sig al form for amerikansk militærmagt, og for de mest ideologisk hardcore Ø-vælgere er hovedbestyrelsens udmelding derfor formentlig også kærkommen.

Men – nu har Enhedslisten efter mange års arbejde med rebranding af partiet iværksat af strateger som Pelle Dragsted jo formået at udvikle liste Ø’s image gevaldigt. Man er gået fra at flirte med spærregrænsen (og diverse tvivlsomme socialistiske regimer) til nu at indgå i alskens politiske forlig som et parlamentarisk modent parti, der nærmest er blevet folkeeje (i hvert fald på de københavnske brokvarterer). 

Men med den enorme fremgang følger jo unægteligt, at vælgersegmentet ikke længere kun udgøres af en lille, anti-amerikansk kerne med hele Marx’ bibliografi på bogreolen, men i dag også omfatter mange akademikere i den kreative klasse, der mest af alt kærer sig om velfærd og klimaet, og nok knap så meget om modstand mod amerikansk imperialisme. 

At Enhedslisten er helt ude af trit med deres vælgere angående NATO, understøttes af en dugfrisk Voxmeter-måling, der viser, at svimlende 84,5 procent af Ø-vælgerne støtter fortsat dansk NATO-medlemskab. Dette burde få alle alarmklokker til at lyse rødt på partiets kontor i Studiestræde.

… Eller burde det? I Enhedslistens favør kunne man indvende, at meget data viser, at udenrigs- og forsvarspolitik slet ikke er top of mind, når danskerne sætter deres kryds – særligt for netop Enhedslistens vælgere, hvor kun 1 procent har forsvarspolitik blandt deres topprioriterede politikområder

Ikke desto mindre har Ukrainekrisen vendt op og ned på dansk politik (for ikke at tale om verdensordenen) i en sådan grad, at det forekommer meget nærliggende, at forsvarspolitik og NATO vil fylde utroligt meget ved næste valg, og skal man tro Voxmeter-målingen vil det i givet fald være en tabersag for Enhedslisten. 

Særligt idet vi skal til stemmeurnerne inden for blot 15 måneder, hvor Ukrainekrisen (og Enhedslistens kommunikationsmæssige makværk i samme forbindelse) nok stadig vil være ganske præsent i de fleste vælgeres bevidsthed. 

Det kan lyde banalt, men når partier kommer helt ud af sync med vælgerne på afgørende politikområder, har det som regel historiske deroutes til følge – her kan nævnes såvel Dansk Folkepartis manglende grønne profil i 2019 som de talrige valg, Socialdemokratiet har tabt på at stå alt for langt væk fra klassiske arbejdervælgere på udlændingeområdet. 

Om det går så galt for Enhedslisten, kan man endnu ikke fastslå, for partiet har faktisk været eminente til at håndtere ellers meget sprængfarlige historier for nyligt, der lige så godt kunne have endt katastrofalt. 

Er der for eksempel overhovedet nogen, der husker, at det for blot et halvt år siden kom frem, at Enhedslisten havde et arbejdsmiljø så gennemsyret af mobning, krænkelser og stress, at man decideret blev påbudt af Arbejdstilsynet at gennemføre en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø? Eller at partiets tidligere borgmester, Nina Olsen, nægtede at give afkald på sit borgmestervederlag, på trods af, at Enhedslisten sædvanligvis raser mod politikeres lukrative lønforhold

Nej, vel? Det vidner om, at Enhedslisten er virkelig dygtig til at få bremset potentielle kriser inden de løber løbsk, men meget kunne tyde på, at partiet denne gang har forregnet sig ved at tage ideologiske skyklapper på, der placerer dem på en radikal yderfløjsposition i NATO-spørgsmålet kilometer væk fra størstedelen af deres vælgere. 

Og mon ikke en del af disse vil finde det nærliggende at hoppe over til det mere afdæmpede, realpolitisk orienterede SF, der alligevel mener stort set det samme om klima og velfærd som Enhedslisten? 

Den kommende tid kan vise at være skæbnesvanger for såvel verdensfreden som Enhedslistens tocifrede vælgertilslutning.

[adning id="17957"]

Fik du læst?