Anders Kjærulff: Når Moder Stat bliver dement

Foto: Shutterstock
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Er Moder Stat blevet dement? Har hun glemt, at det frie valg nu engang er det smukkeste?”, spørger Anders Kjærulff som reaktion på regeringens udmelding om, at man vil indføre et livstidsforbud mod salg af tobaksprodukter til unge født efter 2010. Han dykker bl.a. ned i en gammel bog for at undersøge vores forhold til tobak – og give et bud på, hvorfor det er problematisk at ville forbyde dette rusmiddel.

Af Anders Kjærulff, techkritiker og journalist

– I think that the cigarette has a more intense taste when it is the last. The others, too, have a special taste, but less intense. The last one acquires its savour from the feeling of victory over oneself and the hope of a near future of strength and health. The others have their importance since lighting them up protests on behalf of the freedom to do what you want, and the future of health and strength does not go away, though it has moved a little further off (Richard Klein, “Cigarettes are sublime”, 1993)

Det sker, at menneskeheden bliver klogere og holder op med at gøre noget, der er skadeligt for den. Det hedder naturligvis fremskridtet, og det er, som det ligger i ordet en bevægelse, et ben foran det andet, en march mod forbedring, mod lange sunde og fornuftige og rationelle liv i en kaotisk og til stadighed rasende uforståelig verden.

Men det hører til sjældenhederne. At vi holder op med noget.

Nogen vil selvfølgelig blive klogere og holde helt op. Det er typisk de, der har overskud og penge og ro i tilværelsen, og når de har gjort det, er blevet klogere og er holdt op med at gøre noget, der er skadeligt for dem, ja så sker der uvægerligt noget andet: De bliver klogere på andres vegne. 

Sådan er det for eksempel og i den grad med tobak, cigarretten især, den “Sublime” som Richard Klein, eks-rygende professor i fransk litteratur i USA, kaldte det i sin bog fra 1993, “Cigarettes are sublime”.

Kleins bog blev til, mens han selv holdt op med at ryge, men er samtidig en hyldest til rygningen som det sublime, hvori det skønne forenes med undergangen, døden.

Vi har pulset længe. Mennesket har røget siden 1493, hvor nogle sømænd i det nyopdagede USA tog de brændende tobaksblade til sig fra indianere aka oprindelige beboere og fandt ud af, at det var stimulerende: De arbejdede bedre og følte sig ikke så sultne. 

Men allerede dengang var der ballade: Da rygeriet kom til England, så kongen det som en satanisk og gudsbespottelig skik, at folk gik rundt og blæste røg ud af næserne. Så i en periode straffede man rygere ved at skære deres næser op med en kniv.

Afgift på gift

I dag straffes rygere med at skulle betale gennem næsen via afgifter, der udgør hovedparten af prisen på en cigaret og til at skulle se på død og advarsler i bunkevis, hver gang de køber en ny pakke.

Men det er ikke nok, mener regeringen, der af en eller anden grund er meget bekymret for ungdommen af i dag, der eller ryger og drikker mindre, end de, regeringens medlemmer, nogensinde har gjort.

Da man ikke ønsker, de skal have samme valg, som man selv har haft, vil regeringen på ægte boomer-facon forbyde alle borgere, der er født efter det ret tilfældige årstal 2010 nogensinde at købe tobak.
Det kaldes et livstidsforbud, et helt nyt begreb hvor man foregriber handlinger, fjerner et hidtil ikke ulovligt valg og kriminaliserer det. Og vender ryggen til noget, og til nogen, de unge, der ikke er døde endnu, og som hvis de ryger, sandsynligvis er relativt uskadte, da celler renser sig selv, til man bliver omkring de 40, så bør man stoppe, men netop her, i dette stadie af den menneskelige eksistens, hvor tyngdekraft, slid og udmattelse sætter ind, netop der, er det så desværre også yderst vanskeligt at holde op.

Det er skidt at ryge. Der dør 13.500 danskere ud af ca. 57.000 årligt specifikt af det, hedder det, selvom det er uklart om det er rygning, der forårsager døden eller de døde blot var rygere. Men hey – vi VED allesammen godt, det er skadeligt. Alligevel ryges der endnu.

Selvom et skod lugter grimt. Og selvom det også går ud over dem, der sidder ved siden af en ryger, de passive rygere.

Fra passiv til aktiv rygning

Passiv rygning har jeg gjort mine egne erfaringer med, som opvokset i 70’erne, hvor det var helt normalt, ja, sågar komfortabelt, at sidde på bagsædet af en ikke crashtestet bil uden ABS eller sikkerhedsseler mens ens forældre røg sig vedholdende og systematisk gennem den ene smøg efter den anden.

Jeg var faktisk fanatisk ikke-ryger, til jeg blev 15, og mine forældre tvang mig til at skulle skulle tage et knallertkørekort, men hvor jeg til gengæld endte med at hænge ud med nogle lidt andre drenge end jeg plejede, og begyndte at ryge Prince i 10-styks pakker til 8 kroner og 80 øre stykket.

Mine forældre var forfærdede, da de fandt ud af det, og tilbød mig nu, ud af det blå, det kørekort mange af mine venner allerede havde fået stillet i udsigt for at lade være, men som hidtil ikke havde været nævnt som andet end pjat og spild af penge.

Og så gik der trods og selvstændighed i den, og jeg insisterede, idiotisk som man kun kan være når man er 15 år, på at fortsætte. Jeg endte således som den eneste ærlige ryger på mit gymnasium, hvor de fleste også røg – alligevel og i smug – fordi det der gratis kørekort. På samme måde, som jeg forestiller mig, at ofrene for livstidsforbuddet vil indtage deres forbudte smøger, som de har købt af andre, der gerne må.

Askebægre

For mindre end 25 år siden røg hovedparten af danskerne. Hele tiden. Man forærede hinanden askebægre til jul, og de fleste havde lightere i lommen. Der var mange butikker, der kun solgte tobak og Danmark var selv storproducent dengang, vi havde jo Skandinavisk Tobakskompagni og Obels cigarfabrikker. 

Alle rigtige kvinder røg. Alle rigtige mænd røg.

Min farfar dyrkede sin egen tobak under hele krigen. Det kan man i øvrigt sagtens, og det har fundet sted her i landet siden 1680 – og måske ender det sådan igen, hvis priserne og forbuddene fortsætter med at have deres eget liv.

Det var hyggeligt, dengang, at komme hjem fra arbejde og få sig en pibe tobak. Og det føltes og var, set i bagspejlet, produktivt, at der blev røget på redaktioner og radiostationer og redigeringsrum og i Folketinget og Snapstinget og alle logerne og på fabrikkerne og i skolegårdene og hele tiden.

Der var fuld enighed om, at der skulle ryges indendørs, der var askebægre overalt, når der var familiefester blev der delt cigaretter og cigarer ud. Min far røg pibe, hele tiden og helst om morgenen og også i køkkenet, hvor vi andre sad.

“Så må de gå udenfor”, husker jeg sagt om ikke-rygere, der beklagede sig over luften i mødelokaler eller til familiefester eller…hvor som helst.

Ikke rygere regnedes for svagelige eller let hysteriske dengang, og nogen gange føles det, som om de hævner sig nu, at det er deres tid, og de endelig har fået verden vendt rigtigt?

Men er det nu det? For rygning virker måske godt mod i hvert fald en ting. Og måske endda to.

Angst og bæven

Det første, det at ryge og dermed indtage nikotin hjælper os med, er angst. Den er der meget af for tiden. Især blandt de unge. Og det er der mange gode grunde til, ikke mindst lige nu.

Her har nikotin historisk set spillet en rolle ifølge Richard Klein. “Smoke em, if you got em” lød det langt fronterne i både Første og Anden Verdenskrig, hvor cigaretter var hård valuta. Og jo, det er længe siden.

I 2003, da den amerikanske hær rykkede ind Irak, havde de naturligvis fået en streng ikke-ryger politik. Tre dage inde i invasionen var man nødt til at flyve containere med Marlboros ind. Selv folk, der aldrig havde røget før, indtog pludselig 40 til 60 cigaretter om dagen. Fordi det hjalp på angsten.

Et andet eksempel er psykiatriske hospitaler. Hvis du kender nogen, der arbejder sådan et sted, så spørg lige, hvor meget patienterne ryger. Og hvor umuligt det er, at få dem til at holde op.

Og jeg ved godt, at det er mere kompliceret end det, og at man måske i virkeligheden bliver mere angst af at ryge i længden, om ikke andet så fordi marginaliseringen og udstødelsen er så total. 

Undtagen naturligvis til fester, hvor alle pludselig springer ud som rygere igen mens fanden-i-voldskheden breder sig i lokalet og cigaretter pludselige er det rene pureste guld, selv i nutidens grimme, sorte pakker med de der billeder af døende udenpå.

Den anden ting man har brugt rygning imod var demens, og her må jeg understrege at videnskaben bag er både ukendt og det hele i virkeligheden er anekdotisk.

Jeg har hørt det fra min tante, der arbejdede på et plejehjem. Min tante var fanatisk ikke-ryger – i modsætning til min onkel, der altid havde en cigar i munden – men det forhindrede ikke hende og andre ansatte på plejehjemmet i at spørge gamle med begyndende demens, om de nogensinde havde røget? Hvis svaret var nej, lød det venlige råd: Så skulle du måske overveje at begynde?

Jeg understreger endnu engang, at det her er anekdotisk, men det regnedes for solid viden engang. Og når vi taler gamle mennesker var der vel også grænser for, hvor mange år af deres liv, der røg, hvis de begyndte på smøger som 80-årige?

Aldrig for sent

Og således glider vi ind mod landingsbanen i denne tekst: Er Moder Stat blevet dement? Har hun glemt, at det frie valg nu engang er det smukkeste?

Og sidder hun fast i tanken om at frygt og angst helst skal bekæmpes med de piller, som danskerne nu sætter rekorder i at indtage, alt sammen for at leve op til ideen om, at vi alle sammen skal blive over 80 år gamle, at kroppen er et bizart helligt tempel, der ikke må vanæres med skadelige stoffer og at mennesket er alt for dumt og skrøbeligt til selv at regne ud, hvad der er bedst for det?

Måske skulle Moder Stat tage en smøg? Det er aldrig for sent at begynde. Og jo, det kan jo være, det er den allersidste?

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?