Bengt Holst bliver ny formand for Den Danske Naturfond

Miljøministeren har udpeget tidligere videnskabelig direktør i Zoologisk Have København til naturfond-formand.

Miljøminister Lea Wermelin (S) har udpeget den nu pensionerede og tidligere videnskabelige direktør i Zoologisk Have København, 68-årige Bengt Holst, til ny formand for Den Danske Naturfond.

Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Den Danske Naturfond arbejder for at forbedre den danske natur gennem projekter, der skaber flere levesteder for dyr og planter og mulighed for store naturoplevelser.

– Jeg er utrolig glad for, at Bengt Holst har sagt ja til posten som formand for bestyrelsen for Den Danske Naturfond. Med ham har fonden fået en erfaren og passioneret formand med en fantastisk evne til at formidle levende og engageret om naturen.

– Det har han gjort på fornem vis i Zoologisk Have gennem mange år. Og det er der brug for, for jo mere vi kender til vores danske natur, jo bedre er vi også til at passe på den, udtaler Lea Wermelin i pressemeddelelsen.

Bengt Holst var ansat i Zoologisk Have i København i 37 år, hvor han i 1994 blev videnskabelig direktør. Han gik på pension ved årsskiftet.

Han blev især landskendt, da den zoologiske have i 2014 aflivede giraffen “Marius”, der efterfølgende blev obduceret og fodret til løverne foran havens besøgende.

Seancen skabte stor opmærksomhed fra udenlandske medier rettet mod den københavnske zoo, og Bengt Holst måtte i utallige internationale interviews forsvare beslutningen, der ifølge ham var helt normal.

– Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet i Den Danske Naturfond og bidrage til at styrke den danske natur. Der er nok at tage fat på, for naturen er i krise, siger Bengt Holst i meddelelsen.

Mens Bengt Holst er udpeget til ny formand for bestyrelsen i fonden, er rektor for Københavns Universitet, Henrik Wegener, nyt bestyrelsesmedlem.

Den Danske Naturfond er etableret i 2015 i et samarbejde mellem staten og de to fonde Villum Fonden og Aage V. Jensens Naturfond. Den havde en startkapital på 875 millioner kroner.

Fonden er privat og uafhængig. Formanden og medlemmerne udpeges af miljøministeren for en periode af fire år.

Den tidligere rektor for Aarhus Universitet Lauritz Holm-Nielsen har været formand siden 2015, men erstattes altså nu af Bengt Holst.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?