Bombe i Minkkommissionen: “Regeringen vidste, der manglede hjemmel”

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ifølge en topembedsmand vidste regeringen godt, at de var i gang med at gøre noget ulovligt, da de beordrede alle danske mink aflivet.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

En decideret bombe under regeringen er i dag blevet fremlagt i Minkkommissionen.

Ifølge Tejs Binderup, afdelingschef i Fødevareministeriet, vidste regeringen godt, at der ikke var hjemmel til at slå alle mink ned, og at der også manglede hjemmel til at udbetale kompensationer til minkerhvervet.

Det fortæller han i dag i Retten på Frederiksberg, hvor anden dag af afhøringerne i Minkkommissionen er i gang, skriver Ekstra Bladet.

En sprængfarlig SMS

I retslokalet bliver fremlagt en række SMS’er, som yderligere underbygger, at regeringen godt vidste, at det var ulovligt at aflive alle danske mink.

Søndag den 8. november sendte Line Nørbæk, der indtil april i år var erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet, således en SMS til afdelingschefen i Fødevareministeriet Tejs Binderup.

Her udtrykker hun overraskelse over, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle minkene. 

Det er værd at bemærke, at det var den 4. november, at statsminister Mette Frederiksen (S) beordrede alle danske mink aflivet på et pressemøde.

Men der var altså ikke styr på lovgrundlaget, og det overraskede tilsyneladende den nu tidligere chef i Erhvervsministeriet.

“Det vidste regeringen godt”

– Hej Tejs, skal I lave ny hjemmel, fordi vi ikke har hjemmel til at slå det hele ned. Altså udenfor syge besætninger og risikozoner? L, skrev Line Nørbæk i en SMS til Tejs Binderup den 8. november:

– Ja præcis. Og har heller ikke hjemmel til at betale kompensation. Men det vidste regeringen godt. Vi havde skrevet det i KU-sagen (regeringens koordinationsudvalg, red.), at vi ikke mente, der var hjemmel, lød det entydige svar fra Tejs Binderup.

Med “KU-sagen” refererer Tejs Binderup til det materiale, som blev fremlagt for ministrene i regeringens magtfulde koordinationsudvalg den 3. november. Altså dagen inden, at Mette Frederiksen tonede frem på landets TV-skærme med en utvetydig ordre om, at alle mink skulle aflives.

Manglende hjemmel udeladt af regeringens egen redegørelse

Af regeringens egen redegørelse af forløbet omkring minkaflivningen har man ellers undladt at oplyse, at regeringstoppen den 3. november var blevet oplyst om den manglende lovhjemmel.

I det magtfulde koordinationsudvalg sidder hele regeringstoppen bestående af såvel statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S), udenrigsminister Jeppe Kofod (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og skatteminister Morten Bødskov (S).

Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at også daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) var til stede til mødet den 3. november.

Torsdag startede de første afhøringer i Minkkommissionen, der indledte sit arbejde den 23. april 2021. 

Kommissionen forventes i løbet af foråret næste år at have kulegravet minkskandalen og det grundlovsbrud, som regeringen gjorde sig skyldige i med sin ulovlige ordre om at aflive minkene.

Kommissionen skal foretage retlige vurdering af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.

Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.

Ifølge vidnelisten skal Mette Frederiksen afhøres den 9. december.

Se den fulde vidneliste her.

Indblik arbejder på at få en kommentar fra Statsministeriet til sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?