AstraZeneca-vaccinen fjernes fra det danske vaccinationsprogram.
Det bekræfter Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde.
Danmark er det første land i verden til at droppe vaccinen helt.
– Det har været en svær beslutning midt i en epidemi at fortsætte vaccinationsprogrammet uden en effektiv og tilgængelig vaccine mod covid-19. Men vi har andre vacciner til rådighed, og vi har god kontrol med epidemien, siger Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.
Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, oplyser samtidig på pressemødet, at man er enig i Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) vurdering af, at der er flere fordele end ulemper ved vaccinen.
Overordnet er det en sikker og effektiv vaccine til behandling af covid-19- sygdom, siger Tanja Erichsen på pressemødet.
I en pressemeddelelse tilføjer Sundhedsstyrelsen, at på grund af pauser i leverancer af vacciner fra Johnson & Johnson, kan disse ikke benyttes.
– Vedrørende Janssen-vaccinen fra Johnson & Johnson, har producenten sat leverancerne i karantæne, så de aktuelt ikke kan anvendes i Danmark, skriver styrelsen.
/ritzau/