[vc_row][vc_column][vc_column_text]Siden coronasygen ankom til landets grænser, har vi dagligt hørt om respiratorer, senfølger og mutationer alt imens regeringens politik har medført, at det danske demokrati selv er blevet indlagt på intensiv. Der er brug for en nystart af den demokratiske samtale, hvis patienten skal reddes, skriver Nick Mogensen.
Af Nick Mogensen, selvstændig
I marts læste jeg en bog om epidemier (Michael Osterholms ”Deadliest Enemy”) efter jungletrommerne advarede om coronasygens udbredelse. Man bliver ikke ekspert ved at læse én bog om emnet, men jeg undrede mig, efter at have læst bogen, over regeringens uforberedte vaklen i begyndelsen. 
Først fik vi at vide, at masker ikke hjalp (fordi der var alt for få på lager), medens det sidenhen blev påbudt at have maske på, når vi handler mm. Der har ligget handlingsplaner for pandemier hos sundhedsmyndighederne i mange lande, herunder Danmark, længe inden coronakrisen. Der har været optakt til lignende pandemier en del gange i sidste 50 år. Alligevel virkede det til, at regeringen og sundhedsmyndigheder var lige så dårligt forberedte som turister i Norge, når sneen pludselig falder i meterhøje mål. 
Kursen har af den årsag løbende forandret sig. Sådan går det ofte, når man ikke har en plan fra starten, men laver en ad hoc. 
Som selvstændig, der har tabt en del penge på coronasygen, har jeg været særlig opmærksom på at undersøge omstændigheder, der omgærder vores nuværende situation. Jeg er ikke bitter over at tabe pengene. Man vinder ingen medfølelse ved medlidenhed – slet ikke i Danmark, hvor mange får deres faste løn, pension og feriegodtgørelse fra staten hver måned. Deres indtægt er naturligvis en selvfølge for at samfundet kan fungere. 
Jeg har dog undret mig over, at man i fællesskabets navn har smidt så mange penge i coronakrisens turban. Lad os antage, at det koster Danmark mindst 500 milliarder. 
En rimelig diskussion ved uddelingen af et sådant beløb ville almindeligvis være:

1. Hvordan kan vi prioritere midlerne?
2. Hvem/hvordan skal (vi) betale?

Der er ingen tvivl om, at det for nuværende er virksomhederne, de privatansatte og de selvstændige, der tager sig af regningen. Der er ikke nogen studerende, der er gået ned i SU eller offentlig ansatte, der har fået slemme økonomiske coronasanktioner.
Udover det store økonomisk slag, er der også en anden pris at betale. Vi betaler med små bidder af det danske demokrati. 
Da ”Operation Mink” tog sin begyndelse satte regeringen militæret ulovligt ind over for minkavlerne. Jeg har hørt en førstehåndsberetning om, hvordan to håndfulde militærfolk troppede op hos en minkavler og havde fået anvisninger om at gøre klar til at aflive alle mink. Det er et groft overgreb at udsætte folk for, der sidder og får deres aftenkaffe. Det er ikke mindre end ækelt. 
Man kan mene om mink, hvad man vil, men det er en obskur situation i et demokrati som det danske – uanset, hvor mange vælgerne, der måtte støtte den slags. Historisk set har mange grumme gerninger fundet stor støtte i befolkningen. God etik er ikke udgjort af flertallets pludselige behov for en leder, der træffer totalitære beslutninger.
Når vi tænker på de mange andre sygdomme, der findes og som udgør store problemerne for ”folkesundheden”, såsom diabetes, kræft, følgesygdomme af overvægt mm., så er prioriteringen af forskning i de områder forsvindende lille i forhold til den gigantiske sum, som vi på kort tid har brugt på coronasygen. 
Hele valg kunne normalvis afgøres på beløb langt mindre end 500 milliarder, men efter vores frygt for coronasygen blev sat i kraftig bevægelse, er det blevet bredt accepteret, at regeringen kan bruge 1/3 af BNP på én sygdom, som for de fleste sunde og raske mennesker er relativt ufarlig. 
En bemærkning i den sammenhæng er, at medierne ofte bruger betegnelsen ”ellers rask” om relativt unge mennesker, der lider svært af corona. Men ofte er der underliggende helbredstilstande, der spiller en rolle, herunder dårlig kost, svageligt helbred og markant overvægt. 
De mere reelle og fyldestgørende beskrivelser af folks helbredstilstand ryger ud med badevandet, når de vilde overskrifter og de drabelige artikler skal skrives til ”breaking news”-forsiden. Det er med til at øge frygten og forvanske muligheden for at folk får reel indsigt i, hvad der foregår.
I min optik har de store, statsfinansierede medier overordnet set leveret en skuffende, ja, vel nærmest jammerlig præstation i deres dækning af coronakrisen.  
Der er meget, der tyder på, at den fælles samtale er ved at bryde sammen. Der er ikke længere nogen vilje til demokratisk samtale og demokratiske beslutningsprocesser. I stedet har vi fået politisk propaganda – der desværre i mange noget bovlamme medier får frit spil –, grundlovsbrud og prioriteringen af historisk store summer på én sygdom. 
Ingen har været i stemmeboksen for at tilkendegive om de hellere vil bruge pengene på behandling af corona, kræftsyge børn eller sund skolemad – eller om vi mener, at det er rimeligt, at en regering begår grundlovsbrud i ”folkesundhedens” navn.
Alt vi har haft, der lugter af demokrati, er meningsmålinger, der har vist, at mindst 33 % støtter regeringens dominerende, hvis ikke ligefrem, udemokratiske og totalitære kurs. Det er en tynd kop te.  
Hvis det danske demokratis helbred skal bedres, er det vigtigt, at en samtale etableres om helheden af coronasygen og de politiske beslutninger, der er blevet truffet – hvor alle er nødt til at deltage mere uselvisk end, hvad der hidtil har været tilfældet. Hvad gør vi, hvis vi får en runde mere? På et tidspunkt løber pengekassen tom. Vi lever i en begrænset verden med begrænsede ressourcer. 
Den hårfine grænse mellem demokrati og diktatur er en linedans, der kun opretholdes af velviljen til at holde balancen. Hvis den velvilje falder, er der ingen tvivl om, hvor vi er på vej hen. 
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]