[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”10172″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]Grafik fra programside, DR[/vc_column_text][vc_column_text]

DR-naturserie er en parade af galskab

Utroligt, men sandt: Danmarks Radios politiske ensidighed har nået nye højder. ’Er håbet stadig grønt’ er skævt ud i det ekstreme, men i det mindste (ufrivilligt) komisk.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Efter radioserien ’Er håbet stadig grønt?’ må man konstatere, at nogle gange er Danmarks Radio så meget Danmarks Radio, at man tror, det er løgn. De otte programmer handler om Alberte Clement Meldals rejse mod håb for sig selv og naturen og fremtiden, og det starter med profetens ydmyghed:
”Det var med temmelig stor bekymring, at jeg modtog beskeden om, at man et sted oppe i DR-systemet havde besluttet, at netop jeg skulle lave en serie om menneskets forhold til naturen,” starter Alberte Clement Meldal første afsnit.
Jeg tror ikke, Meldal skal være så bekymret for at skuffe ’DR-systemet’ (ja, det kalder de det åbenbart selv!) med sin serie, hvor hun forsøger at opbygge håbet for fremtiden gennem en ny fortælling om sig selv. Som så mange andre journalister er hun skuffet over, at politikerne ikke er grønne nok, hvilket hun tilkendegiver offentligt på Facebook. På den baggrund leverer hun et pragteksempel på DR’s sædvanlige ensidighed, når det kommer til områder som natur og klima.
Ser vi hen over kildelisten, er der indslag fra hele rækken af alle de gode mennesker, som journalister i Danmark får en rar fornemmelse i maven af at holde mikrofonen for: Den grønne teolog, de venstreorienterede kunstnere i Superflex, professoren i global udvikling, de økologiske landmænd, den grønne studenterbevægelse, selvfølgelig Danmarks Naturfredningsforening.
Ej at forglemme journalisten selv, Alberte Clement Meldal, der har valgt at være hovedpersonen i sit eget program, hvor hun som journalist absurd nok har overladt kildevalget til bioetikeren Mickey Gjerris.
Snæver forskel på DR og DN
Sådan lyder det, når en DR-medarbejder skal i audiens hos Maria Reumert Gjerding på Skovsgaard Gods:
”Det tilhører Danmarks Naturfredningsforening, som er landets ældste og bredeste grønne forening. De har en vision for hele den danske natur, og på Skovsgaard vil de vise, hvordan håbet helt konkret ser ud for det danske landbrug og den danske natur på en og samme tid. Ja, og dermed også for dig og mig.”
Det lyder jo bare super og kunne ikke være skrevet bedre i Danmarks Naturfredningsforenings pressetjeneste. Hvis DN overhovedet har sådan en, for det er egentlig unødvendigt, givet hvor andægtige statens egne pressefolk bliver i mødet med foreningsleder Maria Reumert Gjerding i gummistøvler:
”Hun har også gummistøvler på. Selvom hun er intet mindre end præsident i Danmarks Naturfredningsforening,” konstaterer den engagerede Alberte Clement Meldal.
Undervejs i serien hører vi selvfølgelig også om andre, f.eks. de konventionelle landmænd. Der er i afsnit 4, ’Alberte bliver forelsket’, en fantastisk sekvens, hvor DR-journalisten og økologerne Lone Landmand og Søren Sørøver står og taler om svinefarmen lige i nærheden, og hvordan grisene skriger og mistrives derinde. (Vi er i Jylland, men har foreløbig ikke fået præciseret hvor i Jylland – bare Jylland.)
Og det er et fabelagtigt billede på dansk journalistiks problem lige nu: Den ukritiske DR-medarbejder videregiver ukritisk information om det konventionelle landbrug fra den rare økolog.
Det er ikke aktuelt for Alberte Clement Meldal selv at bevæge sig derhen. Ikke relevant for hende selv at finde ud af, om det er sandt. Ikke vedkommende at medtage, hvordan de konventionelle landmænd forholder sig til beskyldninger. Den slags skal bare videregives uanfægtet, selv når de kommer fra en konkurrent. Reelt lige så absurd, som hvis Coca-Cola fik lov til at udlægge, hvad Pepsi går ud på, men når økologi kommer ind i billet, er alt pludselig anderledes. Den brave opdagelsesrejsende vender hjem fra jydernes land opildnet af de ædle vilde.
Meldals projekt viser i al fald, hvordan politisk ensidighed går hånd i hånd med fraværet af faglige ambitioner. Hun ønsker ikke at vise en virkelighed, der er mere kompliceret. Tænk, hvis flere kilder modsiger hinanden, og uskyldige radiolyttere kommer i tvivl om, hvem der er de gode og de onde. Tænk, hvis nogen begyndte at tænke over noget, ud over i den ene retning, ophavsmændene havde tænkt sig. Vi ville jo slet ikke kunne kende DR længere.
Absurd teater
Således har Meldal prioriteret et program, der (som sædvanlig) handler om både miljø, klima, natur, økologi og dyrevelfærd, som om de alle var samme side af samme sag, frem for forskellige hensyn, der skal afvejes mod hinanden. Derfor er der ingen alternative bud på at give os håb for fremtiden eller i hvert fald begrænse vores pessimisme, f.eks. fra forskere, der ved noget, frem for kunstnere.
Og der var faktisk mange andre ting i galskabsparaden. I fraværet af videnskabsmænd, der måske også kunne have givet håb, var der en forfatter, der har skrevet en bog om en transkønnet botanikers forsøg på at avle noget, der er halvt menneske og halvt plante, og forfatteren har en vis tro på, at mennesker kan leve af sollys. Der er også en forbløffende lang udveksling om, hvorvidt fisk føler noget, ført med en kunstner (?), inden DR’s udsendte slutter af i naturterapi. Albertes Clement Meldals førnævnte forelskelse viser sig at være rettet mod det økologiske svin Smaskepot. Og Mickey Gjerris udtaler en fejl om partierne bag klimaloven, der ikke bliver efterset og rettet.
Så jo, der var fuld plade i hippiebingo, der var fuld skrue på politikken og de venstreorienterede løsninger, og mon ikke det var derfor, man ”et sted oppe i DR-systemet” udvalgte netop hende frem for nogen, der ville have produceret noget mere fagligt og nuanceret om et emne med væsentlig politisk slagside.
Alberte Clement Meldal fortjener derfor stor tak for sit åbne og ærlige bidrag til forståelsen af, hvordan DR-systemet fungerer, og hvilken slags journalistik man ønsker oppe i dette system. Sjældent har disse budskaber stået klarere end i ’Er håbet stadig grønt’. I denne meget isolerede sammenhæng har værket derfor min varmeste anbefaling.
Opdateret 19. oktober 2020: Ret skal være ret. Trods den gentagne, påfaldende nævnelse af det irriterende upræcise ’Jylland’ bliver det faktisk sagt i starten af det famøse kapitel 4, at vi er i Odder. Hermed anerkendt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5045″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5789″][/vc_column][/vc_row]