[vc_row][vc_column][vc_column_text]For mig er det her først og fremmest en demokratisk krise underbygget med løgn og mistillid samt trusler om tvang, dernæst en erhvervskrise og så en venskabskrise – alt sammen før det er en sygdomskrise, skriver Nikolaj Læsøe i dette debatindlæg.
Af Nikolaj Læsøe, kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi
I 2016 havde jeg et lille start-up, der hed Aiidr. Desværre knækkede vi ikke forretningskoden, så vores logi på Copenhagen School of Entrepreneurship blev kortvarigt. Aiidr var en real-life debatplatform, hvor mennesker, der ikke i forvejen kendte hinanden, blev inviteret med ud at spise og debattere et på forhånd kendt emne som f.eks. flygtningekrisen.
Når klokken slog 18.30, lagde ordstyreren fra land med ét spørgsmål, som hver deltager fik sin tidsubegrænsede chance for at besvare. Herefter gik talestafetten højre-om, hvorved ordet aldrig blev forstyrret, endsige forhastet. 
Undervejs kunne ordstyreren indkaste et eller flere af de ni dogmer, der var indlejret i konceptet: F.eks. worst case-scenario, 60 sekunders-reglen eller forbudte ord.
Over tre måneder med nitten debatter og nær ved 90 deltagere blev andre emner som menneskerettigheder, kunstig Intelligens og juridisk abort m.fl. debatteret i hver tre timer, og Aiidr blev nomineret som kandidat til at vinde årets Innovation Awards af VIA University College.
Nedlukningerne trækker i langdrag – og vi stiller ingen spørgsmål
I 2021 står vi med efterdønningerne af coronakrisen. Eller det troede vi i hvert fald, at vi gjorde. 
Det regeringsbærende parti, Socialdemokratiet, mener at vide, at vi fortsat står midt i en global coronapandemi, der påtvinger befolkningen umenneskelige nedlukninger med deraf afledte negative effekter.
Det selvom både PCR-test-brug, indlæggelsestal, forårets komme og individuel adfærd vs. statslig intervention er stærkt omdiskuteret. Nedlukningsdramaet undervejs har været spækket med vanvittige momenter som f.eks. minkskandale, ny epidemilov og Israel-rejse med et dertilhørende nyt muligt udenrigssamarbejde.
Imens holder vi stadig afstand, ser maksimalt fire personer, bliver stadigt oftere hjemme, udskyder frisørtiden, holder forretningen lukket, udsætter fremtidsplanerne og mister vennerne.
Tænker vi som danskere egentlig længere over, hvorfor vi stadig gør, som vi gør?
Hvad vil du kalde den her krise?
Debatten om flygtningekrisen hos Aiidr husede et væld af forskellige nationaliteter om bordet. Bl.a. en dansk-albaner, en dansk-marokkaner og en dansk-russer. 
Undervejs gjorde ordstyreren det forbudt at bruge ordet ”flygtninge”, dvs. at” -krisen” nu skulle betitles anderledes end det hidtil vanligt accepterede. Flygtningekrisen, som hidtil havde været let at holde i en armslængde og dermed se på udefra, blev pludselig plausibel at omtale som ”menneskekrisen”. 
Mange danskere accepterer og anerkender, at vilkårene som menneske kan fluktuere i samspil med naturen. Nye sygdomme kan komme til, og sundhedsbilledet kan ændre sig, og vi har indtil 2020 gladelig taget imod råd fra vores sundhedsmyndigheder.
At vi så begynder selv at tænke os lidt om under coronanedlukningen, er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan anerkende, at der eksisterer en ny sygdom, som et udsnit af befolkningen kan have svært ved at overleve.
Men vi skal heller ikke acceptere forhånende ord som konspirationsteoretiker eller bærer af “politisk fnidder” fra Socialdemokratiet. 
At konspirere mod Socialdemokratiet kan man gøre med fakta uden brug af teorier, og “fnidder” hører sig til i et demokrati. Men det ser ud til, at Socialdemokratiet har glemt det eller i hvert fald vil gøre alt for at underkende det.
Så hvad nu hvis vi ikke længere måtte bruge ordet ”corona” og dermed ikke kunne kalde det for ”coronakrisen”? Bare for en stund.
Tænk over det: hvad ville du kalde den her krise? 
Er det her stadig primært en sygdomskrise?
Jeg er 30 år, driver virksomhed og arbejder ugentligt almindeligvis 60-70 timer. Jeg er understimuleret i voldsom grad, jeg har set meget få af mine venner, for at kunne prioritere at drive butik (og mindske sandsynligheden for at sprede smitte), og jeg spekulerer samtidigt på, om sommerens mange aftaler om events er planlagt forgæves.
Imens frekventerer en af mine nærmeste hospitalet for at undersøge både blodtryk og kræftknuder. Men jeg kan ikke overbevise mig selv om, at jeg har moralsk ret til at forvente stadigt meget lukket ned for at øge sandsynligheden for, at vedkommende og andre i det mindste ikke bliver smittet med og muligvis måtte dø med den nye sygdom. 
For mig er det her først og fremmest en demokratisk krise underbygget med løgn og mistillid samt trusler om tvang, dernæst en erhvervskrise og så en venskabskrise – alt sammen før det er en sygdomskrise. 
Jeg kan sagtens erkende, at der var et potentiale for en sygdomskrise, og at der nu er en sundhedskrise, men det har at gøre med de langvarige politiske nedlukninger, hvor vores sundhedsmæssigt udsatte ikke må holde sig i gang med badminton, banko eller har måttet skrue ned for at se børnebørnene.
Jeg har ikke børn, men krisen for vores børn må alt andet lige vægte stort for dem, der har børn. Og så er der de ensomme ældre: er de blevet spurgt, om de vil bruges som argument for fortsat kraftig nedlukning? 
Hvad med klimaet? Det er vel den altomfattende krise, men i disse tider er det blevet moralsk rigtigt at masseforbruge mundbind og smide dem på gaden, når du kommer op fra metroen. 
Der er kognitiv dissonans oppe i mit hoved, så jeg kan vel også tilføje en psykisk krise.
I Aiidr havde vi et slogan. ”Hvis jeg har tabt en debat, har jeg så ikke i virkeligheden vundet?” 
Venligst, kære sundhedsprofessionelle, gør mig klogere: er det her stadig primært en sygdomskrise?
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]