EU giver grønt lys til atomkraft: “Det er helt fantastisk”

Foto: Shutterstock

Klimaminister Dan Jørgensen kæmpede imod med “næb og kløer”. Alligevel har EU nu valgt at kategorisere atomkraft som en bæredygtig investering på linje med bl.a. sol- og vindenergi.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

EU-Kommissionen inkluderer nu atomkraft som del af den såkaldte grønne taksonomi. Dette er en liste, der definerer, hvad der ifølge EU er en grøn investering. 

“Den grønne liste”, som taksonomien også kaldes, er en fælles guide til, hvor midler kan investeres grønt, og bruges flittigt af både private og offentlige pengetanke.

Ved endeligt at give atomkraft det grønne stempel anerkender EU-kommissionen, at atomkraft er en vigtig og nødvendig del af arbejdet for at gøre Europa klimaneutralt frem mod 2050.

Meldingen fra EU kommer på trods af, at klimaminister Dan Jørgensen (S) har harceleret mod atomkraft i en længere periode. 

Derfor har ministeren da også efterfølgende erklæret sig skuffet over, at EU nu klassificerer investeringer i atomkraft som grønne og bæredygtige.

Mens den socialdemokratiske klimaminister således er skuffet, vækker EU-udmeldingen dog glæde hos Johan Christian Sollid, der er medgrundlægger af og forperson for Foreningen Atomkraft Ja Tak.

Indblik har talt med Johan Christian Sollid for at blive klogere på, hvad udmeldingen fra EU kommer til at betyde for anvendelsen af atomkraft som energikilde – og på den heftige debat, der har været om atomkraft på det seneste.

Læs vores interview med ham herunder.

EU-Kommissionen har nu efter længere tids debat puttet atomkraft på “den grønne liste”. Hvad er dine tanker om det?

Min holdning repræsenterer jo Foreningen Atomkraft Ja Tak, og vi mener, at det er helt fantastisk, at atomkraft nu er kategoriseret som en bæredygtig energikilde.

På en eller anden måde var det også forventeligt, da EU’s videnskabelige komité har stemplet atomkraft som bæredygtig energikilde. Hvis man tager højde for diverse miljøassesments, er atomkraft den energikilde, der udleder mindst CO2 og har det mindste naturaftryk af alle energikilder.

Hvis man har tiltro til, at EU følger videnskaben, var det forventeligt, at det her ville ske. Det er godt, at EU har valgt at lytte til eksperterne i stedet for diverse politiske udtalelser.

Det interessante er, at den her debat ikke kun handler om atomkraft. Det handler også om, hvorvidt man stoler på videnskaben, eller om man går på kompromis med den, når den ikke lige passer ind i ens dagsorden. Det ser vi jo f.eks. med klimaminister Dan Jørgensen, der tilsidesætter klimavidenskaben i netop denne debat.

Det synes vi i foreningen er interessant, fordi det ikke handler om atomkraft, men mere om, hvorvidt politikere støtter op om videnskaben – eller om de har en lemfældig omgang med den.

Det er fantastisk, at EU-Kommissionen lyttede til sine egne eksperter. Alt andet ville også have været dybt kritisabelt.

Hvad kommer det til at betyde – for EU og for Danmark?

Det er her ikke en lov, det er ikke et stykke policy, men i stedet en investeringsoversigt, der giver en indikation til investorer og policymakers om, hvor man kan lægge sine penge uden at bedrive “greenwashing”, som der bliver talt så meget om.

Jeg tror, at det her kommer til at betyde, at vi får en mere nuanceret debat om atomkraft, og det vil samtidig gøre, at pensionskasser m.v. med god samvittighed kan lægge penge i atomkraft og have den slags investeringer med som en del af deres grønne porteføljer.

Jeg tror det vigtigste er, at man bløder debatten op, så det bliver nemmere at tale om atomkraft. Når EU har godkendt, er vi et langt stykke ad vejen. Fremover bliver det nemmere for pensionskasser og industrien at blåstemple investeringer i atomkraft.

Det her fører ikke til atomkraft i Danmark indenfor det næste års tid, men debatten i Danmark bliver meget mere nuanceret, tror jeg. Det ville være godt, for nu har vi en kategorisk og enøjet afstandtagen til atomkraft.

Derudover kommer det, at EU nu kategoriserer atomkraft som en bæredygtig investering, til at give de virksomheder, der udvikler atomkraft, mere blod på tanden.

Johan Christian Sollid, medgrundlægger af og forperson for Foreningen Atomkraft Ja Tak. (Privatfoto)

Grunden til, at atomkraft indtil nu har været dyrt i Europa – det kan i øvrigt diskuteres, hvor dyrt det reelt har været sammenlignet med andre energiformer – skyldes den såkaldte investeringsrente, som har været meget høj for EU.

Det er en rente, der bliver givet af de folk, der giver penge til at bygge projekter med atomkraft. Når EU har godkendt atomkraft som en bæredygtig energikilde, er risikoen langt mindre for dem, og dermed bliver investeringsrenten lavere.

Det betyder, at atomkraft i højere grad kommer til at kunne konkurrere med andre energikilder som f.eks. sol- og vindenergi. Hidtil har sol og vind haft en investeringsrente på 3 procent, mens renten for atomkraft har været 10 procent. Læg dertil, at det tager længere tid at bygge atomkraftsprojekter, og med renters rente bliver det altså meget dyrere. Hvis renten falder, vil vi derfor se et vildt skifte i prisen på atomkraft.

Hvad tænker du om den debat, der har været om atomkraft på det seneste – bl.a. foranlediget af debatten i EU?

Det, vi mener som frivillig klimaforening er, at politikerne har en ret til at komme med deres holdninger, men at det er problematisk, når man begynder at udtale sig uvidenskabeligt og f.eks. bedrive smædekampagner mod atomkraft med udgangspunkt i Tjernobyl og lignende.

I debatten om atomkraft er der mange antagelser, der ikke er funderet i videnskab, og det tegner et billede af politikere, der vil splitte befolkningen. Det er vi kede af, for vi mener, at man skal følge videnskaben.

Derfor er vi glade for, at der er partier, der holder fanen højt. Vi må forvente, at alle de partier, der mener at ville markere sig på klimadagsorden, snart kommer ud af starthullerne og begynder at behandle det her emne seriøst og videnskabeligt.

Atomkraft er kommet for at blive.

[adning id="17957"]

Fik du læst?