[vc_row][vc_column][vc_column_text]Er det realistisk, at politikerne og bureaukraterne vil opgive restriktionerne, bare fordi truslen fra coronavirus forsvinder? Næppe, mener Uffe Merrild.  
Af Uffe Merrild, liberal blogger og civilingeniør
Coronavaccinerne bliver for tiden anset for at være samfundets redning fra coronarestriktionerne. Vidt og bredt forventes vaccinerne at være midlet til at nå tilbage til normalen igen. 
Der er bare et problem med den forventning. Den er urealistisk. For vaccinen mangler en vigtig ingrediens, hvis den skal bruges som middel til det mål. En ingrediens, der ikke kan findes i nogen vaccine.
Statsministeren sammenlignede i sin nytårstale coronakrisen med besættelsen under 2. verdenskrig. Hun talte om det, der var sket – om fortiden. Men hvad med fremtiden, når truslen forsvinder? Kan vi lære noget af historien om tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig? Hvad skete der egentlig, da krigen var slut?
Under 2. verdenskrig indførte politikerne ligesom i dag et omfangsrigt system af restriktioner. Rationering af varer, valutakontrol og priskontrol blev over en bred kam indført, angiveligt for at hjælpe danskerne igennem krigens dræn på vareforsyningen. 
En af restriktionerne blev indført i november 1940, da regeringen begyndte at rationere smør, som fortsatte besættelsestiden igennem. Men i 1945, da krigen sluttede, forsvandt politikernes oprindelige grundlag for at fortsætte restriktionerne. Krigen var slut, men i stedet for at liberalisere økonomien blev de politiske kræfter brugt på andre ting. Bureaukrater og politikere fandt på et nyt rationale for at fortsætte restriktionerne.
Restriktionerne i dag såvel som under krigen er ineffektive og destruktive midler, der ikke løser de problemer, som politikerne angiveligt forsøger at løse. Netop fordi restriktionerne ikke kan løse problemerne, bliver de i frustration udbygget igen og igen. 
Under krigen blev et stort bureaukratisk system bygget op og da krigen var forbi, forsøgte systemet at legitimere sin egen eksistens ved at fremmane nye fjendebilleder. Hvor truslen under krigen var den knappe vareforsyning, blev det efter krigen det gamle spøgelse af underskud på betalingsbalancen, der blev skræmmebilledet. Den politiske fortælling blev omskrevet til, at genopbygningen var i fare, hvis betalingsbalancen blev negativ. Løsningen blev at opretholde restriktionerne. Krigen sluttede, men politikerne og bureaukratiet havde blot flyttet målstolpen og beholdt restriktionerne i genopbygningens navn.
I dag står vi på nippet af en lignende situation. Bureaukraterne og politikerne siger, at hvis hele befolkningen bliver vaccineret, er coronatruslen væk. 
Men er det realistisk, at politikerne og bureaukraterne denne gang vil opgive restriktionerne, bare fordi truslen forsvinder? Næppe. 
De vil sandsynligvis forsøge at legitimere dem ved at finde en ny fjende. Da deres indtægt afhænger af deres opfindsomhed, så vi kan nok forvente, at det vil lykkes dem at finde en. Og så vil de flytte målstolpen i folkesundhedens navn.
Men hvis ikke politikerne og bureaukraterne frivilligt opgiver deres magt over os, hvad kan vi så gøre i stedet? Her kan vi kan lade os inspirere af en af eksponenterne for frihandel efter krigen, Viggo Starcke (senere formand for Retsforbundet):
“Nu – i 1946 – hvor det er tid at afvikle restriktioner og priskontrol, proklamerer regeringen, at restriktionerne skal opretholdes, så længe det er nødvendigt, og at man først vil afskaffe dem, når de ulykker, restriktionerne fremkalder, på mystisk måde forsvinder af sig selv. […] Derfor er Retsforbundet parat til at springe i nakken på alle restriktionernes kvælerslanger og alle bureaukratismens brilleslanger. […] Det er en hovedlinie, et mål at arbejde hen imod. For at nå det, mangler kun en eneste ting: Mod.”
I årene efter krigen var der mange politiske kampe om restriktionerne, og de blev kun afskaffet drypvis. Nogle blev hurtigt fjernet, mens andre tog lang tid. De store partier gik kun modvilligt og tøvende med til liberalisering, der ikke gik for sig uden tilbagefald. 
Smørrationeringen holdt længe og blev først afskaffet efter Retsforbundets formand Oluf Pedersen fremsatte forslag om en omgående ophævelse. 
Smørret blev frigivet i november 1950, mens rationering af andre varer, fx kaffe og sukker, fortsatte under hensynet til betalingsbalancen. Det tog mere end 5 år efter, at truslen var forsvundet, før staten i landbrugslandet Danmark tillod forbrugerne selv at beslutte, hvor meget smør de ville forbruge. 
Ophævelsen blev gennemført på trods af hensyn til betalingsbalancen – ikke fordi betalingsbalancen var blevet “gunstig”. Det er lærerigt.
Hvis historien gentager sig, så kan vi i den kommende tid forvente den samme træghed som efter 2. verdenskrig. Spiller vi efter systemets regler, ved f.eks. at finde os i vaccinepas, trækkes udsigterne til frihed i langdrag. 
Friheden vil sandsynligvis blive givet drypvist, og vil altid være i fare for tilbagefald, hvis en ny trussel bliver identificeret af bureaukratiet. Men lad os bruge historiens lærdom og tilsidesætte hensynet til alle potentielle spøgelser. I stedet for at spille med på systemets regler lad os da kæmpe for, at de individuelle frihedsrettigheder bliver genetableret fuldt ud og så hurtigt som muligt, sådan at den bureaukratiske styring af vores hverdag bliver ophævet. 
Hvad nytter det, at smittetrykket behager politikerne, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, hvis vi almindelige borgere lever i noget, der ligner et åbent fængsel?
Det er ikke for at lade epidemien løbe løbsk, at vi skal have frihedsrettighederne tilbage. Vi skal have dem tilbage, fordi det er de frivillige interaktioner og det personlige ansvar, der er de bedste redskaber til at sikre samfundets vel. 
Det forhold gælder for normale situationer, men ikke overraskende gælder det også under en epidemi, hvis vi lytter til Donald Henderson, som er en succesfuld epidemiolog, der er krediteret med at udrydde kopper. 
I 2006 skrev han: ”Erfaringen har vist, at samfund, der står overfor epidemier eller andre negative begivenheder, klarer sig bedst og med mindst angst, når den normale sociale samfundsfunktion bliver mindst forstyrret.”
Det behøver ikke at tage 5 år at skabe det nødvendige politiske pres, hvis bare vi ser realistisk på situationen, og har modet til at starte på opgaven nu. Det umiddelbare mål er først og fremmest at fjerne statens restriktioner og genoprette friheden for borgerne og det private erhvervsliv: Frihed til at være så mange sammen som vi ønsker, til at handle hos hvem vi ønsker, til at drive forretning som vi ønsker og til at tage på arbejde som vi ønsker.
Tag derfor vaccinen, hvis du vil have vaccinen. Vil du have frihed, nytter vaccinen ikke. Friheden får vi først, når det lykkes at trænge den politiske kontrol tilbage. Kampen kan kæmpes ved at tale højlydt om, hvor destruktive, ineffektive og uacceptable restriktionerne er og ikke mindst, at de liberale frihedsrettigheder er gunstige for samfundet – også under en epidemi. 
Et godt mål for kampen for frihed på lidt længere sigt er slet og ret afskaffelse af epidemiloven. Det vil give bedre sikring mod tilbageslag, men mindre sejre undervejs mod målet udgør en væsentlig motivation og bør ikke negligeres. Blot vi husker på, at målet er en fuldkommen afskaffelse af politikernes magtmidler. 
Risikoen er, at hvis vi lader epidemiloven være intakt, bliver vi igen taget som gidsler af regeringen og dens destruktive og ineffektive tvangsmidler mod den næste – reelle, eller opdigtede – epidemi.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]