Folketingsmedlemmer melder om større arbejdspres

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Coronakrisen har gjort folketingsmedlemmer stakåndede. Faktisk har knap seks ud af ti folkevalgte på Christiansborg oplevet et større arbejdspres det seneste års tid, end de gjorde før pandemien.
Det viser en stikprøve blandt folketingsmedlemmerne, som Netmediet A4 Arbejdsmiljø har foretaget.
58 procent svarer, at arbejdspresset er steget markant på grund af hastelovgivning, møder med kort varsel og mange digitale møder, hvor man forventes at stå til rådighed.
En fjerdedel af de 179 folketingsmedlemmer har deltaget i undersøgelsen.
– Vi har møder, der bliver indkaldt til med halve timers varsel. Det betyder mindre forberedelsestid. Hvis der er materiale, man skal have læst forud for en forhandling, bliver det fremsendt kort tid inden.
– Det giver nogle ændrede arbejdsbetingelser, som sætter en i forvejen presset hverdag under endnu mere pres, siger De Konservatives gruppeformand, Mai Mercado, til mediet.
At arbejdsmiljøet på Christiansborg er yderst presset for tiden, blev understreget, da Folketingets udvalg for forretningsorden onsdag drøftede folketingsmedlemmernes arbejdsvilkår under den aktuelle coronasituation. Her blev sene mødeindkaldelser og rammen for digitale møder diskuteret.
Det stigende arbejdspres gør indtryk på den fungerende formand for Folketinget, Karen Ellemann (V).
Derfor arbejder udvalget for forretningsorden på at lave retningslinjer for digitale møder, når coronakrisen er slut, fortæller hun til Netmediet A4.
De sene mødeindkaldelser er ifølge folketingsmedlemmerne et stort problem ved den elektroniske mødeform under coronakrisen.
Karen Ellemann mener, at centraladministrationen og regeringen også har et ansvar for at sikre rimelige arbejdsvilkår. Særligt under coronasituationen, hvor lovgivningsarbejdet går stærkt.
Ifølge Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen, der sidder med i udvalget for forretningsorden, er det vigtigt at få drøftet de folkevalgtes arbejdsmiljø. Men mødeindkaldelser med kort varsel har været et problem længe, påpeger han.
– Vi skal altid tage en diskussion, når det handler om arbejdsmiljø og stress. Men problemet med mødeindkaldelse med kort varsel har været der, siden jeg kom i Folketinget i 2007, siger han til Netmediet A4.
/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?