Handlingslammet: Normstormerne er Socialdemokratisk kryptonit

Sagen om foreningen Normstormerne har udviklet sig til en gordisk knude for regeringen. Socialdemokratiet kan ikke tage ansvar uden at tage stilling - og det vil koste dem dyrt uanset hvilken vej, de vælger at gå.
Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Normstormerne har været på manges læber sommeren over. Foreningen underviser i såkaldt “normkritisk” seksualundervisning, og har vakt en principiel debat om ideologiske foreningers adgang til at undervise børn i det danske skolesystem.

Debatten er kun blevet intensiveret af, at Normstormerne i en længere periode har forsøgt at holde sine undervisningsmaterialer skjult for offentligheden – og i særdeleshed efter afsløringer af, at Københavns Kommune har omgået udbudsreglerne i forbindelse med bevillingen af midler til Normstormerne.

På den ene side står i særdeleshed borgerlige røster og segmentet af arbejderstemmer, som er Socialdemokratiets kernevælgere. På den anden står kulturradikale og identitetspolitiske røster, herunder Socialdemokratiets ordfører i Københavns Kommune, Laura Rosendahl, som forsvarer Normstormerne:

»Når det handler om at opdrage vores børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår, og at det er okay at være den, man er, så er det for vigtig en opgave bare at overlade til forældrene. Det er folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene«, har Rosendahl udtalt.

En udtalelse, der har vakt voldsom kritik internt i Socialdemokratiet, og affødt irettesættelse af den københavnske overborgmester, Sophie Hæstorp, også fra Socialdemokratiet:

»Det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn om normer«, udtalte overborgmesteren til Berlingske.

Imidlertid er Børne- og Uddannelsesminister Pernille Rosenkrantz-Theil ikke nået længere end at kalde det »underligt«, at Normstormerne ikke bare lægger sine materialer offentligt frem. Det udtaler hun til Aarhus Stiftstidende.

»Personligt finder jeg det underligt, at Normstormerne ikke bare affejer kritikken ved at fremlægge det«, fortsætter ministeren.

Kritikken er dog ikke forstummet efter materialerne er blevet afsløret. Tværtimod. Materialerne bekræfter netop, at Normstormerne er en ideologisk forening, hvad den da også selv har måttet indrømme.

»I en nøddeskal er problemet, at vi har en organisation, som sejler under falsk flag. De har et forløb på 2 x 45 minutter og kommer under påskud af at skulle tale om køn og seksualitet, men i virkeligheden kommer de for at promovere identitetspolitik. Vi har set i materialet, at de decideret har udskammet hvide, drenge og kristne, der får at vide, at de erer for priviligerede«, udtaler medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, Niels-Peder Ravn (NB) til netmediet Kontrast.

Udtalelsen falder efter Borgerrepræsentationen i København har behandlet et forslag fra Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) om at standse samarbejdet med Normstormerne og kræve at seksualundervisning foregår på et objektivt grundlag.

Et forslag, der blev nedstemt.

Det mest bemærkelsesværdige er dog ikke, at venstrefløjen stemte imod forslaget. Det mest bemærkelsesværdige er, at Socialdemokratiet stemte blankt. En beslutning, der kan virke mærkværdig i et så principielt og vigtigt spørgsmål – men ikke, hvis man betragter den slingrende kurs internt i Socialdemokratiet.

Regeringspartiet er på en slingrekurs, hvor den ikke kan tage stilling.

Spørgsmålet er nemlig blevet strategisk, og sprængfarligt, for socialdemokraterne.

Støtter partiet Normstormerne, risikerer man at frastøde den almindelige arbejder. Det er en stor risiko at tage, særligt imens Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne viser sig at have betragteligt større støtte i befolkningen end politiske kommentatorer har forudset.

Omvendt er det svært for Socialdemokratiet at tage afstand til Woke-bevægelsen, som Laura Rosenvinge fremstår som fortaler for.

Dét ville nemlig frastøde støttepartierne, som regeringen har behov for, for at kunne danne parlamentarisk flertal.

I tværsnittet mellem de to interesser står Socialdemokratiet bizart handlingslammet tilbage, som et dådyr i forlygternes skær.

»Jeg er oprigtigt talt overrasket. De indrettede støtten, så de kunne undgå udbudsreglerne. Samtidig har Normstormerne en ret pudsig tilgang til individets værd og ret. Det er en tilgang, der næppe ligger i forlængelse af, hvad vi normalt forsøger at lære eleverne i folkeskolen. Man kan godt undre sig lidt over, hvad der egentlig skal til, før man i S vil genoverveje støtten. Det er jo ikke urimeligt at stille krav, når nu man bruger kommunens penge«, udtaler Medlem af Socialudvalget i Københavns Kommune, Peter Bjerregaard (K).

Socialdemokratiets kvaler over Normstormerne er dog langt fra forbi. Tværtimod kan situationen vise sig endnu at være i sin spæde barndom. Det bliver særdeles påliggende for Socialdemokratiet at opnå afklaring i spørgsmålet om normkritik, Normstormerne og Woke-bevægelsen generelt, særligt inden et folketingsvalg. Konkret kan man forvente, at debatten fortsætter når budgetforhandlingerne om kort tid går i gang på rådhuset i hovedstaden.

»Jeg vil alligevel sige, at Socialdemokratiet skal have nogle store cojones, hvis de skal give Normstormerne penge i et nyt budget. Jeg kan forestille mig, at SF og Enhedslisten vil fortsætte, men at Socialdemokratiet vil være varsomme«, udtaler Niels-Peder Ravn.

Den grundliggende konflikt, som Socialdemokratiet er stødt på, er da heller ikke gået uset hen. Som eksempel kan nævnes Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der kommenterer fra sin private Facebook-profil:

»Baseret på socialdemokratiske signaler de seneste måneder har jeg analyseret mig frem til, at S ved det kommende valg går efter at høste stemmer fra nonbinære, normkritiske, offentligt ansatte, frygtsomme, indvandrerkritiske nedslidte faglærte arbejdere fra Hadsund«, skriver Jensen med et glimt i øjet.

Tom Jensen rammer direkte ind i Socialdemokratiets udfordring – for man kan ikke tiltrække den kulturradikale Woke-bevægelse, uden at frastøde den kultur, bevægelsen prøver at omkalfatre.

Med et folketingsvalg om hjørnet bringer sagen om Normstormerne således Socialdemokratiet ind i en identitetsmæssig krise, hvor partiet skal beslutte hvilken af de to fløje, man vil satse på – eller risikere at miste opbakning hos begge.

https://www.berlingske.dk/kommentarer/sophie-haestorp-det-er-foraeldrenes-ansvar-at-opdrage-deres-boern-om

https://stiften.dk/artikel/minister-undrer-sig-over-normstormers-hemmelighedskr%C3%A6mmeri

 

 

[adning id="17957"]

Fik du læst?