Har regeringen begået løftebrud? Finansminister og cheføkonom strides

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og PR-foto fra Cepos
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

En strid er brudt ud mellem finansminister Nicolai Wammen (S) og tænketanken Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

Et nyt loft på fradrag i selskabsskatten for høje lønninger over 7 millioner kroner har affødt beskyldninger om at finansminister Nicolai Wammen (S) har begået et “eklatant løftebrud”.

Beskyldningerne kommer fra tænketanken Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen og har baggrund i en udtalelse, som finansministeren kom med under valgkampen i 2019.

– 95 procent af danskerne vil ikke opleve en skattestigning, sagde Nicolai Wammen dengang og fortsatte: 

– Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger.

Det nye fradragsloft gør dog alle danskere fattigere – og ikke kun de få, der tjener en årsløn i millionklassen. 

Det fremgår af et svar, som Nicolai Wammen selv har givet til Folketinget.

Minister afviser beskyldninger

– Forslaget slår en pæl igennem forestillingen om, at skattestigninger på erhvervslivet kun rammer de rige og virksomhederne. Socialdemokratiet foregøglede i valgkampen, at erhvervsskattestigninger kun rammer virksomhederne og de rige, har cheføkonom Mads Lundby Hansen udtalt til Indblik.

Selv afviser finansministeren dog alle anklager om løftebrud på skattepolitikken.

– Mine udtalelser gik på personskatterne, og almindelige lønmodtagere får i sagens natur ikke en skattestigning af at lønninger over 7 millioner kroner ikke kan trækkes fra i selskabsskatten. 

– Vi gik i øvrigt til valg på at indføre et loft på fradragene for høje lønninger, så kritikken fra Cepos rammer helt ved siden af, lyder det fra Nicolai Wammen i en skriftlig kommentar til Indblik.

Cheføkonom: “Jeg er helt uforstående”

Den forklaring giver Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen dog ikke meget for.

– Jeg er helt uforstående overfor Nicolai Wammens udtalelse. Han sagde før valget, at 95 procent af danskerne vil ikke opleve en skattestigning og han sagde at med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger. Der var ingen udtalelse om at det kun gjaldt personskatter, siger han til Indblik.

Mads Lundby Hansen hæfter sig bl.a. ved, at Nicolai Wammen og hans egne embedsfolk har oversendt svar til Folketinget, hvor de skriver at regeringens forhøjelse af bl.a. tobaksafgifter, afgifter på plastikposer og diverse erhvervsskatter rammer alle indkomstgrupper.

– Vil han påstå at rygerne ikke oplever højere skat?, spørger han og tilføjer:

– Hvis man endelig tog ham på hans nye udtalelse om, at det er personskatter, han talte om i valgkampen, så leverer han også løftebrud. S-regeringen har jo genindført skat på fri telefon. Det rammer rigtig mange danskere ifølge hans egne økonomer. 

– Bundlinjen er, at Nicolai Wammen i valgkampen foregøglede befolkningen, at 95 procent af danskerne ikke ville opleve skattestigninger. Og ifølge hans egne svar til Folketinget er det løfte i den grad brudt med 38 skattestigninger, der samlet set gør alle indkomstgrupper fattigere ifølge hans egne økonomer, siger Mads Lundby Hansen.

Overfor Indblik oplyser Finansministeriet, at finansminister Nicolai Wammen ikke har yderligere kommentarer til sagen.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?