[vc_row][vc_column][vc_column_text]Vi kan ikke fortsætte med nedlukninger, og derfor må vi erstatte dette værktøj med noget langt mere fleksibelt, skriver Ivan Skarum i dette debatindlæg.

Af Ivan Skarum, chefkonsulent, civiløkonom

Når vi gennemlever en pandemi, påvirkes vores samfundsøkonomi på en fundamentalt anderledes måde, end ved alle andre fænomener vi kender. 

Derfor må det relativt simple politiske nedlukningsværktøj, som vi flittigt har brugt gennem et års uforudsigelig rejse gennem corona, erstattes af noget langt mere fleksibelt. 

Den centrale pointe bør fremover være, at folk langt hurtigere skal beskæftiges rundt omkring i samfundet igen, gennem forskellige intelligente mekanismer. 

Dermed bliver de økonomiske konsekvenser fremover nogenlunde spiselige, og indbærer ikke udstedelse af nye statsobligationer for milliarder. 

Vores syn på økonomi er blevet forandret for altid

Corona har ikke bare fjernet tusinder af menneskers levebrød rundt omkring i verden, men også selve fundamentet for hvordan vi anskuer og styrer en økonomi, er blevet forandret for altid.

Hele vores præpandemiske samfundsøkonomiske videnskab er nemlig bygget op om at styre økonomien udenom hårde udsving såvel op som ned, men er slet ikke bygget til at modstå så enorme og pludselige stød som en virus. 

Den rent faglige økonomiske uenighed på højre- og venstrefløjen er sådan set ofte noget mindre, end det kan virke i polariserede politiske debatter. 

Vi ved jo godt, hvad der under normale forhold skal til. Hvis arbejdsløsheden bliver høj som følge af en almindelig lavkonjunktur eller en mindre krise, presses inflationen automatisk ned gennem et løntryk, hvilket øger vores konkurrenceevne og beskæftigelse, og er effekten ikke tilstrækkelig, kan vi med endog relativt simpel finans- eller pengepolitik skrue lidt på knapperne, så det ikke går alt for meget i den ene eller anden retning. 

Vi skruer lidt her og der, og samlet skal det hele nu nok gå uden alt for store udsving.

Coronaen har fundamentalt ændret på præmisserne. En pandemi gør mange tusinder arbejdsløse med et fingerknips, og langt flere kan under de restriktive forhold ikke arbejde, som de før kunne. 

Når hele brancher bliver midlertidigt arbejdsløse, påvirkes naturligvis deres leverandører og resten af værdikæden med ekstrem hastighed. De samlede påvirkninger, når det ene led påvirker det næste, de såkaldte multiplikatoreffekter, gør den totale virkning på økonomien helt enorm. 

Når man oveni smider en dårlig stemning, som bevirker at folk forbruger mindre, trækker skyerne for alvor sammen. Arbejdsløsheden i USA rundede det højeste niveau, siden man efter anden verdenskrig begyndte at samle troværdig data for den slags. Voldsomt hurtigt fra skyfri sol til reelt uvejr. 

Arbejdsløsheden betyder jo konkret, at en enormt stor gruppe mennesker står op uden at lave noget, hvilket er det nærmest værst tænkelige scenarie for økonomiens samlede produktion af goder og services. Men det meget bemærkelsesværdige ved den pandemiske arbejdsløshed er, at det pludselig stærkt øgede udbud af arbejdskraft består af særdeles produktive, erfarne, virkelystne og kompetente mennesker, der kommer direkte fra aktivitet i jobmarkedet. 

Her er der ikke tale om mennesker, som har en plads i arbejdsløshedskøen, fordi deres produktivitet er mindre end mindstelønnen, hvilket jo i ærlighedens navn er årsagen til en stor del af den sædvanlige strukturelle ledighed. 

Derfor er omkostningen for samfundet, ved arbejdsløshed under pandemier, væsentligt større i uudnyttet produktivitet, end ved den mere almindelige arbejdsløshed vi kender.

Tidligere tiders løsninger er ikke nok

Vi kan naturligvis benytte tidligere tiders finans- og pengepolitik for at glatte ud på den lange bane, men det er slet ikke nok til at modstå et så stort stød. 

Vi er nødt til mere proaktivt at beslutte, hvad vi gør på den korte bane, hvis så mange personer står udenfor arbejdsmarkedet i mange måneder.

Især fordi de næste pandemier snildt kan være endnu mere voldsomme og dermed få endog endnu mere astronomiske omkostninger.

Har vi store infrastrukturprojekter liggende vi med det samme kan sætte igang, eller er der ting i samfundet, som vi ikke får gjort under normale forhold, som vi pludselig har arbejdsstyrke til at sætte i værk. 

Kan vi komme videre med klimaprojekter eller renoveringer, eller indsætte mennesker de steder hvor vi på finanslov efter finanslov har været nødt til at spare. I en moderne postpandemisk økonomi bør samtlige individer i økonomien have deres helt egen backup plan, der kan iværksættes, så man forbliver produktiv, selv under disse pandemiske stød i økonomien. Enten gennem uddannelse, opkvalificering eller at arbejde. 

Alle, både individer og stat, skal vise rettidig omhu og have en klar plan for proaktivt at bruge arbejdsstyrken og skabe en produktion, hvis der stadig skal være ræson i at arbejde med nedlukninger. Især fordi store dele arbejdsmarkedet jo snildt kan producere videre under ganske rimelige forhold under en nedlukning, hvorfor en omplacering er fint mulig. 

Nedlukning som værktøj er ikke langtidsholdbart

De helt rene nedlukninger vi har set denne gang, har alt for alvorlige konsekvenser til, at vi bare kan bruge dem som værktøj kontinuerligt fremover. 

Hvis udfaldet inden næste pandemi er, at vi ikke har fundet en strategisk løsning med omplacering, vinder logikken om, at nedlukninger er en dyr måde at redde menneskeliv. 

For uanset det umiddelbart kyniske i logikken, og uanset den enorme intuitive modstand mod udsagnet, er det jo i sin grundessens et helt korrekt postulat. 

Og det kan vi, ud fra et humanistisk perspektiv, ikke byde alle de mennesker i samfundet, der fejler andre ting end virussen. 

Efter pandemien får staten en ny og mere aktiv rolle i samfundsøkonomien

Men med en intelligent omplacering af arbejdsstyrken vil det økonomiske tab for samfundet blot være forskellen mellem hvad der tidligere blev produceret, og hvor stor produktion, der opnås under omplaceringen. 

En lang række af de økonomisk forfærdelige multiplikatoreffekter vil vi ligeledes undgå, da der vil dannes efterspørgsel andre steder i økonomien, hvilket naturligvis også vil smitte af på den generelle stemning i samfundet og hos den enkelte borger, der yder sit ypperste hver eneste dag, selv under en pandemi.

Den nye postpandemiske økonomiske politik markerer samtidig transitionen til et nyt økonomisk paradigme, når det gælder statens rolle i samfundsøkonomien. 

Efter årtier hvor det absolut har været en nødvendighed med både deregulering af markeder og konkurrenceudsættelse af den offentlige sektor, samt en række fornuftige strukturelle makroøkonomiske reformer, får staten i de aktuelle temaer som klima og pandemier en ny og helt anderledes rolle, hvor man som aktiv spiller i langt højere grad former, hvordan både markedets input i form af mennesker og markedets eksternaliteter i form af f.eks. forurening skal styres. 

Simpelthen fordi markedet i sin mere rene form ikke tager nok hensyn til de ubalancer, som både pandemier og klimaet skaber. I den kontekst er de klassiske nedlukninger vi har set en primitiv måde at anskue økonomien. 

I stedet må og skal udgangspunktet være, at staten til enhver tid skal formå at være facilitator for, at alle altid kan stå op og udføre et stykke arbejde, uanset det ikke er det de plejer at udføre. 

Formår en stat at have sådanne projekter for hånden, ligger det reelle samfundssind for borgeren under pandemien, i højt motiveret at udføre et stykke arbejde, der bringer både dem selv og samfundsøkonomien mere sikkert igennem krisen uden de enorme omkostninger, vi hverken kan byde os selv eller vores samfund, når den næste pandemi rammer.

Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]