Indblik mener: Nick Hækkerup er en farlig mand at have som justitsminister – nu bør Folketinget stoppe ham

Justitsminister Nick Hækkerup (S). (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Når vi oplever en justitsminister, der udfører et så eklatant angreb på den retsstat, det demokrati og de menneskerettigheder, han ellers er sat i verden for at beskytte, bør vi råbe op. Det er vores demokratiske pligt, skriver chefredaktør Claes Kirkeby Theilgaard i denne leder.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Sad man og fulgte med i torsdagens åbne samråd om den massive overvågning af danskerne i form af logning af deres tele- og internetdata, kunne man ikke undgå at måbe.

Her sad landets justitsminister Nick Hækkerup i Folketingets Retsudvalg og påstod i ramme alvor, at EU-domstolen “står på forbrydernes side”, fordi domstolen har værnet om danskernes ret til privatliv ved flere gange at dømme logningen ulovlig og i strid med menneskerettighederne. 

Trods de gentagne domme har skiftende regeringer herhjemme fortsat logningen i årevis – velvidende, at den var dybt ulovlig. Nu er Hækkerup dog blevet så hårdt presset, at han forsøger sig med en skinmanøvre, der skal få det til at virke som om, at logningen fremover vil foregå på lovlig vis.

Problemet med Hækkerups skinmanøvre er, at end ikke hans eget ministerium tror på den. De anfører nemlig, at der er “en væsentlig procesrisiko” ved Hækkerups ændringsforslag til logningsbekendtgørelsen. Det er jurasprog for, at EU-domstolen med al sandsynlighed kommer til at dømme også den nye logningspraksis for dybt ulovlig.

I øvrigt siger så godt som alle eksperter på området det samme: At skinmanøvren blot fortsætter den ulovlige praksis.

Normalt burde en justitsminister i et land som Danmark stoppe op og virkeligt tænke sig godt om, hvis en international domstol erklærede, at han forbrød sig imod menneskerettighederne.

Når Nick Hækkerup ikke stopper op, men i stedet gør ondt værre ved at gå til modangreb på EU-domstolen, er det desværre meget sigende for, hvilken mand vi i dagens Danmark har siddende på posten som justitsminister.

Hækkerups famøse påstande om, at “overvågning giver frihed” og at “frihedsrettigheder er noget, man forestiller sig oppe i hovedet” afslører yderligere, at vores justitsminister har et helt forkvaklet syn på frihed og menneskerettigheder.

Den slags udtalelser bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der holder af demokrati, retsstat og menneskerettigheder.

Det værste er, at det ikke kun er spil for galleriet. Nick Hækkerups politik er også derefter. Som justitsminister har han udover sin skinmanøvre af et ændringsforslag til logningsbekendtgørelsen også øget overvågningen af danskerne markant og indført en “tryghedslov”, der kun i sidste øjeblik blev ændret, så den ikke også omfattede muligheden for at indføre forbud mod demonstrationer.

Når vi oplever en justitsminister, der udfører et så eklatant angreb på den retsstat, det demokrati og de menneskerettigheder, han ellers er sat i verden for at beskytte, bør vi råbe op. Det er vores demokratiske pligt.

Samtidig er det Folketingets opgave at sætte foden ned og stoppe Hækkerup, før han når at undergrave det fundament, vores frie samfund er bygget på.

Et godt sted at starte er, at de partier i Folketinget, der fortsat bakker op om at fortsætte logningen af danskernes private data – og det er jer, Venstre og Konservative, der hentydes til – trækker støtten øjeblikkeligt.

Men det er ikke nok blot at trække i nødbremsen i denne enkeltstående sag. Reelt set kan vi ikke have en mand som Nick Hækkerup siddende som justitsminister i en demokratisk retsstat som Danmark, og det bør Folketingets partier erkende. Jo før, jo bedre.

Dette er en leder, der udtrykker Indbliks holdning. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?