”Vi må simpelthen ikke give staten magtredskaber, som kan bruges imod borgerne. Og overvågning er magt”, lyder det fra IT-fagforeningen Prosa.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
Justitsminister Nick Hækkerup (S) har for nyligt gentaget sin kontroversielle påstand om, at ”mere overvågning giver mere frihed” i en kronik i Politiken.
Her fremhæver han Socialdemokratiet som et parti, der har kampen for frihed som noget af det vigtigste på dagsordenen.
Men friheden som justitsministeren omtaler er ikke uden betingelser. For i korte træk beskriver Hækkerup, at hvis danskerne skal være frie til at gøre hvad vi vil og færdes hvor vi vil, er en høj grad af overvågning en uundgåelig forudsætning.
Da Hækkerup på samme vis i år 2019 satte lighedstegn mellem overvågning og frihed, blev det mødt med en bred folkelig forargelse.
Prosa: Overvågningen har taget overhånd
Og det skal det også denne gang, mener fagforeningen Prosa, som er førende indenfor den danske IT-branche. Det udtrykker Formand Niels Bertelsen i et debatindlæg i Altinget.
Fagforeningen mener, at Hækkerups begejstring for overvågning har taget overhånd.
Især fordi, at der i dag ikke længere er tale om tom snak fra regeringen. Der er derimod handling bag overbevisningen om overvågningens velsignelse.
Eksempelvis logges danskernes mobiltelefoner i en så høj grad, at EU-domstolene har erklæret fremgangsmåden ulovlig.
Læs mere om hvordan Hækkerup alligevel blev frikendt i landsretten her.
Men i stedet for at stoppe den ulovlige overvågning er Justitsministeriet nu i gang med at opdatere den danske logningsbekendtgørelse, så overvågningen kan forøges og nå nye højder.
Eftersom politiet allerede har mulighed for at få retskendelse til at overvåge mistænkte, stiller Prosa sig undrende over, hvorfor det så er nødvendigt, at hele befolkningen skal overvåges.
Et spørgsmål om tillid til staten?
I sin kronik i Politiken argumenterede Hækkerup for, at befolkningens syn på overvågning i virkeligheden er et spørgsmål om, hvorvidt folket har tillid til staten.
Men denne præmis er Prosa ikke enig i.
– Debatten om overvågningen må aldrig blive et spørgsmål om, hvorvidt borgerne stoler på staten. For hvis vi sætter vores lid til, at de siddende politikere bare vil os det bedste, mens der defineres lovrammer, der giver mulighed for det værste, så har vi et kæmpe problem, hvis magten skifter.
– Vi må simpelthen ikke give staten magtredskaber, som kan bruges imod borgerne. Og overvågning er magt.