Ingen grund til panik: SSI nedtoner fare ved indisk coronavariant

Seruminstitut nedtoner fare ved indisk coronavariant
Direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum. (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

En ny coronavariant skaber overskrifter, men der er ingen grund til panik. Sådan lyder det fra Statens Serum Institut.

I Indien er der opstået en ny variant af coronavirus, og selv om virusvarianten er kommet til Danmark – der er påvist 29 tilfælde – er Statens Serum Institut (SSI) ikke synderligt bekymret for konsekvenserne.

Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Faglig direktør Tyra Grove Krause siger i pressemeddelelsen, at varianten ikke virker til at være mere farlig end den britiske variant, der i øjeblikket er dominerende i Danmark.

– Vi har ikke data, der tyder på, at B1617 (den indiske variant, red.) er mere smitsom end for eksempel B117 (den britiske variant, red.), og samtidig vurderer vi, at vaccinerne vil være effektive overfor den, siger hun.

Den indiske variant ses primært i Indien, men også i Nordamerika og i store dele af Europa.

Blandt de 29 tilfælde i Danmark er der kun tre personer, som har dansk statsborgerskab. 20 af personerne var fra Indien, fem fra Iran og én fra Litauen.

Det vurderes fra seruminstituttets side, at der er tale om fire smittekæder. Ved tre af smittekæderne har der været relation til rejse, skriver SSI i pressemeddelelsen.

Ingen af de smittede med varianten er døde.

Indien er i øjeblikket på vej igennem en ny bølge af coronavirus, hvor der fem dage i træk er sat rekord med over 300.000 nye smittetilfælde hver dag. Indien har omkring 1,4 milliarder indbyggere.

Når man tager højde for forskelle i befolkningsstørrelse og ser på antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere, er smitten i Indien dobbelt så høj som i Danmark, men omkring det halve af Sverige og Frankrig.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?