[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Kort og godt modspil til tidsånden
Rasmus Ulstrup Larsen spidder verden af i dag med bogen ’Tidens tegn’. Det gør han effektivt og velovervejet, selvom hans bog skulle have været længere.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″ css=”.vc_custom_1583833775742{padding-left: 0px !important;}”][vc_single_image image=”2336″ img_size=”200×40″ css=”.vc_custom_1583833782313{border-left-width: 0px !important;padding-left: 0px !important;}”][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”25px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Morten Okkels, mok@indblik.net
’Tidens tegn – Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker’ er et nyt skrift fra Rasmus Ulstrup Larsen med en titel så dækkende for indholdet. Det angår tegn på, og prisen for, at de gamle dyder, konventioner og organisationer har været under nedbrud siden 60’erne. Her har Ulstrup Larsen nogle udmærkede pointer at bringe til torvs undervejs i de essayistiske 10 kapitler, der udgør bogen.
Et guldkorn er en gennemgang af det hensigtsmæssige ved faste former (ikke for Guds skyld, men for menneskers) og dermed problematikken ved trangen til at bortkaste det gamle. Ligesom det er en pointe værd, at folk i polygame forhold, der er jaloux på hinanden, nok gjorde klogere i at følge deres følelser og holde sig til hinanden end at flaggelere sig selv med yderligere individualisme. Et yderligere spørgsmål angår stressede unge, hvis problemer gerne forklares med for høje karakterkrav og sociale medier.
”Men måske er svaret snarere, at det ikke er idealerne, andre opstiller, men de idealer, vi selv opstiller, der gør, at vi lider,” som Rasmus Ulstrup Larsen skriver.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”5957″ img_size=”750×470″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”23px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Forfatteren læner sig i både indhold og form op ad Søren Krarup, måske især den ældre. Han hæfter sig ved, at velfærdsstaten er med til at nedbryde, hvad han gerne ser bevaret, men det forbliver undertoner i fortællingen. Dette er ikke et liberalistisk kampskrift; dette er den åndelige reaktion.
Helt kortvarigt frygtede jeg i introduktionen, at der var en støvet omgang på vej, men det blev gjort til skamme. Rasmus Ulstrup Larsen gik ikke i støvets fælde fuld af akademisk rekapitulation. Det konkrete og det abstrakte følges meget godt ad. Det fungerer, at han inddrager personlige eksempler fra sin lærergerning såvel som Superman-film og bagekonkurrence-polemik. Ligesom feminismen, i den moderne ideologiske betydning, får et skud for boven både teoretisk (deres grundtanke er ikke-falsificerbar, jf. Karl Popper) og mere nøgternt afslørende (de går faktisk mere op i penge, end man lige troede).
Feminisme-kapitlet er en del af en tendens, hvor bogen generelt bliver stærkere, jo længere i teksten vi kommer. På den baggrund må jeg konstatere bogens største problem, som har stort at gøre med dens indhold, men at den slutter alt for hurtigt efter blot 160 små sider. Skønt Ulstrup Larsen har brugt dem virksomt, er det nu engang snævre rammer for enhver med noget på hjerte og bredt interessefelt.
Hvad kunne være fyldt på øvrige sider? Jeg havde gerne set udfoldet, at det ikke er alt ved udviklingen de sidste 50-60 år, der er skidt. Hvis 68’erne ubevidst smed for mange børn ud med badevandet i deres forsøg på at definere den nye verdens etik, må vi andre jo erkende en risiko for at gøre det samme, når og hvis vinden vender. Mere empiri ville også være godt. De mennesker findes jo, som ikke af sig selv godtager, at det alt andet lige er bedre for børn at have to forældre end en enkelt.
Men det vil nok være unfair, hvis bogens fysiske lidenhed trækker for voldsomt ned, når nu vi læser bøger på deres egne præmisser. Det var trods alt tidens tegn, den var sat i søen for at beskrive, frem for at være tidens encyklopædi. Trods alt er der også en indbygget kompliment ved den sjældne konstatering, at en bog er for kort: Man læser gerne mere en anden gang.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column css=”.vc_custom_1583492172540{padding-top: 10px !important;padding-bottom: -10px !important;background-color: #fcb040 !important;}”][vc_column_text css=”.vc_custom_1583492964182{padding-top: 15px !important;padding-right: 15px !important;padding-bottom: 5px !important;padding-left: 15px !important;}”]Forfatter Rasmus Ulstrup Larsen er født 1990, cand.merc.fil. fra Handelshøjskolen i København, redaktør for årsskriftet Critique, tidligere gymnasielærer og politisk konsulent for Nye Borgerlige. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”30px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5357″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2092″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4991″][/vc_column][/vc_row]
