“Hvis man skaber en frygtkultur, som Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen har gjort, så tør embedsfolk ikke at række hånden op og sige, at “hov, vi mangler altså lovhjemmel til at slå minkene ihjel”, lyder det fra ledelsesrådgiver Morten Svennson.
Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk
Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange i sin parlamentariske karriere været genstand for kritik på grund af sin ledelsesstil.
Da Frederiksen var justitsminister og beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts regering for år tilbage, blev hendes ledelsesstil således kritiseret for at være hård og brutal, og flere medarbejdere berettede overfor Politiken om pludselige vredesudbrud og personangreb.
Det blev så galt, at omkring 100 medarbejdere fra Justitsministeriet måtte tage et møde med deres fagforening. Man måtte endda beskytte medarbejdere under chefniveau fra Mette Frederiksens raseri ved at holde dem fra møder med den daværende minister.
Spørger man den tidligere HR-direktør og nuværende ledelsesrådgiver Morten Svennson, tyder meget på, at Mette Frederiksen har taget denne ledelsesstil baseret på frygt og angst med sig ind i Statsministeriet.
Ifølge Svennson er det endda denne uhensigtsmæssige ledelsesstil, der har ført til den minkskandale, som netop nu er grundlag for en dybdeborende granskning i Minkkommissionen.
Indblik har interviewet Morten Svennson, der også er bogaktuel med bogen“Lederskabets Mørke Sider” for at blive klogere på, hvordan Mette Frederiksens ledelsesstil kan være skyld i minkskandalen.
Læs interviewet herunder.
Du mener, at Mette Frederiksens ledelsesstil er årsag til minkskandalen? Hvordan det?
Hvis du har en ledelsesstil eller en adfærd, som er grænseoverskridende, som den tydeligvis har været i Mette Frederiksens tilfælde, så skaber man en organisationskultur, som er mere baseret på frygt og angst, fordi man ikke har det nødvendige tillidsforhold mellem leder og medarbejder.
Den slags kan også føre til, at ens medarbejdere f.eks. går grædende fra møder eller føler sig ydmyget. Meget af det afhænger af, om ens sprogbrug – med et moderne udtryk – er inkluderende eller ej.
Hvis lederadfærden er grænseoverskridende eller ydmygende, skaber man en organisation præget af psykologisk utryghed.
Den slags arbejdsmiljøer kan føre meget dårligt med sig, fordi medarbejderne ikke tør gå til ledelsen, når de støder på problemer.
Arketypen på den slags er f.eks. skandalerne med det amerikanske Challenger-rumskib, som eksploderede og Boeings 737 MAX-fly, der styrtede ned på grund af tekniske fejl.
I disse to sager kendte dem på gulvet godt til problemerne, men ledelsen skabte en kultur, hvor den slags information ikke kom frem. Simpelthen fordi, at budbringeren blev skudt – kill the messenger, som man siger på engelsk. Det kan godt være, at man ikke bliver skudt, hvis man overbringer dårlige nyheder, men det er den frygt, som medarbejdere kommer til at sidde med, og derfor afholder de sig fra det.
Det er nok også det, der er sket i minksagen.
I forhold til netop denne sag har jeg været fascineret af, at folk bruger så meget tid på at lede efter en rygende pistol. Min pointe er, at der ikke er nogen rygende pistol. Hvis man skaber en frygtkultur, som Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen (departementschef i Statsministeriet, red.) har gjort, så tør embedsfolk ikke at række hånden op og sige, at “hov, vi mangler altså lovhjemmel til at slå minkene ihjel”.
Problemet er altså den kultur, man skaber.
Mange i embedsapparatet har jo vidst, at der manglende lovhjemmel, men de har tilsyneladende ikke turde sige det højt. De har ikke ringet Mette Frederiksen op og advaret hende, for det turde de ikke.
De SMS’er fra Barbara Bertelsen, som er kommet frem, tegner jo et billede af en ledelse, som er meget hård i sin retorik, når de kommunikerer med kolleger, embedsfolk og medarbejdere. Det er ret veldokumenteret indenfor organisationsteori, at den slags retorik ikke får det bedste frem i folk, og at det fører til, at man f.eks. ikke tør erkende fejl.
Det vigtige er at skabe en kultur, hvor det bliver positivt modtaget, når man gør opmærksom på f.eks. manglende lovhjemmel.
Det kan godt være, at Mette Frederiksen har sagt på forhånd, at man i coronahåndteringen vil begå fejl, men hvis man har en organisationskultur, hvor man nærmest bliver klasket op på væggen for at begå eller opdage fejl, nytter det jo ikke noget. Det vigtige er ikke, hvad man siger som leder, men hvad man gør.
Er Mette Frederiksens ledelsesstil et overset element i minkskandalen?
Ja. Det er det, fordi folk oftest tager den politiske vinkel i sagen. Det forstår jeg godt, for kommentatorer er oftest folk, der kommer fra politik. Men det her drejer sig ikke så meget om politik, men om den måde, man er leder på, og hvordan man behandler sine medarbejdere.
Minksagen handler om, at hvis man skaber en kultur baseret på frygt og angst, så går det galt. Den dimension mangler i debatten om minksagen, for den kan forklare, hvorfor ingen advarede mere tydeligt om den manglende lovhjemmel.
Der har tidligere i Mette Frederiksens karriere som politiker været sager om, at hun skulle have været en ubehagelig chef og have skabt et dårligt arbejdsmiljø. Har hendes ledelsesstil i virkeligheden været en tikkende bombe?
Hvis jeg var ansvarlig for organisationen, som Mette Frederiksen leder, ville jeg have gjort noget i tide. Jeg ville have håndteret det i tide og hjulpet hende til at forstå, at med den ledelsesstil hun har, får hun ikke det bedste frem i folk.
Det er vigtigt at sige, at jeg ingen politisk interesse har i det her, i øvrigt. For mig er hun blot en arketype på en leder, som jeg kan bruge til at forklare om dårlig ledelsesstil.
Et andet eksempel er f.eks. Merete Eldrup, der er chef for TV 2. Da #MeToo-sagerne brød ud i organisationen, sagde hun, at hun ikke kendte til nogle af sagerne, men at hun da godt vidste, at der havde været “en hård tone”.
Det, som hverken Eldrup eller Frederiksen forstår er, at den hårde tone faktisk er ret afgørende. Den hårde tone kan nemlig være ødelæggende for organisationen, bl.a. fordi den skaber en organisation af ja-sigere.
Hvis folk synes, at tonen lige er frisk nok – som Mette Frederiksen formulerede det – så vil de i reglen stemple ud og smutte et andet sted hen.
Det er relativt empirisk underbygget, at dem, der bliver ombord i den slags organisationer, bliver ja-sigere, mens dem, der ikke kan se sig selv i ledelsesstilen, stempler ud.
Kan det her måske i virkeligheden også handle om, at politikere, der f.eks. bliver ministre, ofte er uprøvede og uskolede som ledere?
Ja, det kan det godt.
Der er masser af dårlige ledere i det private erhvervsliv også, det er ikke det. Men der er trods alt en udvælgelsesproces. I politik kan man derimod gå direkte fra universitetsstudium og blive finansminister, selvom man overhovedet ingen viden har om at lede en organisation.
Det er jo en svær diskussion det her, fordi den stiller spørgsmålstegn ved den måde, man har indrettet demokratiet på.
Man kan blive leder og statsminister uden formel uddannelse eller reel erfaring, men man ville aldrig kunne blive CEO i f.eks. Danfoss uden at have været leder i mange år på mange niveauer og uden at have den rette uddannelse i form af f.eks. en MBA, et ophold på INSEAD, eller gennemgå en række test.
Det er et problem rent ledelsesmæssigt, at mange politikere er så uprøvede og uskolede som ledere. Hvad man skal gøre ved det, ved jeg ikke.
Jeg ved, at der i f.eks. Kommunernes Landsforening er nogle kurser i ledelse, men den største erfaring kommer jo fra læring og praktisk erfaring, og den har politikere oftest ikke.
Det interessante i denne diskussion er også, at der er en sondring mellem ledelsessynlighed og ledelseseffektivitet, som vi ofte glemmer. Synlighed er f.eks. hvor god, velklædt, veltalende, overbevisende og likeable man er.
Problemet er, at det at opfylde disse kriterier ikke er det samme som at få jobbet gjort effektivt i forhold til at løse de problemer, som en organisation står overfor.
Hvis man ikke ved det her, og tror man, at det betyder, at folk er gode og effektive ledere, bare fordi de er likeable, kommer man til at vælge de forkerte ledere.
Tror du, at Mette Frederiksens ledelsesstil kan risikere at føre til flere problemer eller politiske skandaler i fremtiden?
Hvis jeg var rådgiver for Mette Frederiksen ville jeg i hvert fald sige, at hun skal arbejde med sin ledelsesstil. Hun bør få nogle, der kan hjælpe hende med at gøre hende opmærksom på, hvad der sker, når hun leder på den måde, som hun gør.
I virkeligheden burde man jo arbejde med, at hun forstår betydningen af sin adfærd og handlinger som hvad hun siger til sine medarbejdere. Lykkes det, får hun en mere hensigtsmæssig ledelsesstil.
Der er heldigvis masser af måder at ændre sin ledelsesstil på, men det kræver jo selvindsigt at gøre det.
Fortsætter Mette Frederiksen med sin nuværende stil, vil der opstå problemer igen. Nok ikke så store som minkskandalen, men der vil stadig opstå problemer.
Dog håber og tror jeg på, at sådan en som Mette Frederiksen kan se, at hendes nuværende ledelsesstil ikke er smart.
