Selv om det er et krav, at man skal fremvise en negativ coronaattest, når man kommer til Danmark fra udlandet, er der ikke fast kontrol ved den dansk-tyske grænse i Padborg om natten.
Over 200 bilister krydsede således grænsen natten til den 4. februar uden at blive kontrolleret af politiet.
Det skriver TV2, som var til stede den pågældende nat ved grænseovergangen ved Padborg.
Ifølge mediet forlod politiet grænsen klokken 22.37. Først næste morgen klokken 06.50 blev den faste kontrol genoptaget.
Dermed kunne bilister fra Tyskland gennem otte timer frit krydse grænsen uden at dokumentere, at de var testet negativ for coronavirus.
I løbet af natten til 4. februar kom patruljer dog kortvarigt forbi grænsekontrollen. Det skete syv gange, og i de fleste tilfælde var de til stede i to-fem minutter ifølge TV2’s observationer.
En enkelt gang var en patrulje ved grænsen i 55 minutter.
Politiets kortvarige tilstedeværelse førte den nat til kontrol af 19 biler. Derudover kørte 222 biler og lastbiler over grænsen uden at blive stoppet.
Oplysningerne får Dansk Folkeparti til at kalde justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd, fortæller partiets retsordfører, Peter Skaarup.
– Det er et gigantisk svigt fra regeringen. De her personer kan tage nok så meget coronavirus med over grænsen, og så kan det være lige meget med vores danske indsatser.
– Regeringen må tage et langt større ansvar for folkets sundhed og sikre, at det ikke vælter ind over grænsen med folk, der ikke overholder coronareglerne, siger Peter Skaarup til Ritzau.
Til TV2 forklarer justitsministeren, at politiets kontroller ved grænsen hele tiden har været planlagt efter mængden af trafik.
Derfor vil der nogle steder ved den dansk-tyske grænse kun være stikprøvekontroller i nattetimerne, men de mest befærdede kontrolposter skal som udgangspunkt være bemandet døgnet rundt.
– Jeg synes ikke, det er godt nok, at vi har et sted på et af de store kontrolsteder, hvor der ikke bliver kontrolleret hele natten.
– Derfor har jeg også bedt politiet om fremadrettet at føre kontrol der, siger Nick Hækkerup til mediet.
For at få lov at rejse ind i Danmark skal man fremvise en negativ coronaattest og desuden have et anerkendelsesværdigt formål med rejsen.
/ritzau/