Mediedækning af USA-valg var vind og skæv

Pressen er gået hårdt til præsident Trump, men anderledes nænsomt til udfordreren Joe Biden. Resultatet er en voldsom ubalance, skriver Philip Friis.

[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”10604″ img_size=”1200×436″][vc_column_text]Illustration: Needpix[/vc_column_text][vc_column_text]

Mediedækning af USA-valg var vind og skæv

Pressen er gået hårdt til præsident Trump, men anderledes nænsomt til udfordreren Joe Biden. Resultatet er en voldsom ubalance, skriver Philip Friis.
Af Phillip Friis
Under hele Donald Trumps tid som præsident har medieeliten ført smædekampagner imod Trump, men forsøger nu under det nuværende præsidentvalg at begrave alt smudset på Biden. Det gælder navnlig voldtægtsanklagen og korruptionssagen med Kina og Ukraine. Det er ikke altid eksplicit, at medieeliten erklærer, hvem den godt kunne tænke sig som præsident – men nogle implicitte politiske agendaer kan tydes.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”10600″ img_size=”300×300″][vc_column_text]Phillip Friis er medlem af Nye Borgerliges Ungdom. [/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Det er ikke kun i USA. For danske eksempler på skævheden, se for eksempel denne artikel i Politiken eller DR’s udlægninger af valgets temaer på Instagram her, her og her.
Lytter man til medierne, har den siddende præsident konspireret med Ukraine under valgkampen i 2016. Nogle mener sågar, at han har udøvet landsforræderi. Igennem tre år har mediedækningen af Trump drejet sig om dette. Men da seks komiteer fra Repræsentanternes Hus i september 2016 indledte en forespørgsel om anklage, endte sagen tre måneder senere med en frikendelse. Hvis præsidenten virkelig havde udøvet landsforræderi, kunne han i princippet have fået dødsstraf.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]I valgkampen 2020 kunne medierne oplagt have rettet fokus modsat. I denne omgang er det fremlagt af New York Post, at Joe Bidens søn, Hunter Biden, har konspireret med en ukrainsk kilde og i et andet tilfælde med Kina. Men i stedet for at andre medier løb videre med denne artikel på samme steppeildsmåde som tidligere med Trump, har flere sociale medier begrænset adgangen til den omtalte artikel. Det vil sige fuldstændig censureret indholdet fra at blive set af offentligheden.
Ifølge medierne har den siddende præsident gang på gang nægtet at fordømme racister og neo-nazister. I virkeligheden kan dette – med videoevidens – afkræftes helt tilbage fra begyndelsen af Trumps valgkamp i 2016. Alligevel dukker spørgsmålet op til næsten hver evig eneste pressekonference, og i stedet for fortsat blot at svare ”jeg fordømmer dem”, forsøger præsidenten at svare nuanceret og uddybende.
Intet svar er godt nok
Hvorfor dukker spørgsmålet stadig op. Fordi der er kød på sagen? Nej, fordi medierne ved, at lige meget hvad præsidenten svarer eller gør, giver det overskrifter. Svarer han kort ”jeg fordømmer dem”, bliver han anklaget for repeterende svar uden uddybning. Svarer han uddybende i stedet for kontant, bliver han anklaget for selv at være racist og/eller neo-nazist.
Resultatet er, at vågnede man op fra koma i her i 2020 og havde stemmeret ved det amerikanske valg, ville man med 100 procents sikkerhed stemme på Joe Biden – altså hvis man udelukkende lyttede til medierne. Ikke fordi opfattelsen af Biden er udelukkende positiv, men fordi man opfattede Trump som en racistisk klansmand.
Imidlertid vil Biden overtrumfe Trump i en seriøs optælling af problematiske udtalelser om race. Biden har sagt, at ”fattige børn er lige så kloge som hvide børn”, at ”hvis du (som sort amerikaner) har et problem med at vælge, om du skal stemme på mig eller Trump; så er du ikke sort”, ”jeg vil ikke have mine børn går i skole i en racejungle” m.m.
Det er meget nemt at anklage disse kommentarer for at være taget ud af kontekst. I givet fald må vi huske på, at det er netop dette, som medierne gør i forbindelse med præsident Trumps udtalelser – og med mindre ret, end de kunne gøre i forhold til Biden.
Ingen proportioner i kritikken
Lytter man til medierne, har Trump intet udrettet i snart fire år som præsident. Han har ikke fået bygget sin mur, han har ødelagt udenrigspolitiske relationer i forhold til FN’s klimaaftale eller handelskrigen med Kina, og derudover har han ikke gjort noget for minoriteter. Siger medierne.
Det er et faktum, at muren ikke er blevet bygget. Det er også et faktum, at den amerikanske økonomi har været i stor fremgang under Trump, med forbehold for de problemer, der skyldes corona-indtoget. Det er et faktum, at USA og Kina har været i en handelskrig, men det er også et faktum, at arbejdsløsheden i USA under Trump er historisk lav. Det er ikke et faktum, at Trump ikke har gjort noget for minoriteter. I starten af sin valgkamp i 2016 begrundede Trump rationalet bag sin mur ved at sige, at MS13, en berygtet international bande, ”er mordere og voldtægtsforbrydere”. Dette blev fordrejet i medierne til at være Trumps omtale af mexicanere generelt, og det er herfra, minoritetskritikken stammer.
Virkeligheden er, at Trump har gjort mere for minoriteter, om det er mexicanere eller sorte amerikanere, end Biden har gjort igennem sin 47 år lange politiske karriere. I 1994 gennemførte daværende præsident Bill Clinton, sammen med Joe Biden, endda en lov, the Crime Bill, der er blevet berygtet for undertrykkende og skadelige konsekvenser over for minoriteter pga. massefængsling. En massefængsling som Joe Bidens vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, selv har været med til at udføre. Men det hører vi ikke meget om.
Det er fint at lytte til mainstream-medierne, men der opstår en problematik, hvis ikke man søger det bredere perspektiv. Jeg siger ikke, at alle medier fremfører en implicit politisk agenda, eller er direkte anti-Trump og/eller direkte pro-Biden. Men der må siges at være en generel konsensus, idet ingen af disse negative sager, som jeg har fremhævet omhandlende Biden, belyses eller dækkes på samme måde, hvis overhovedet, som sager om Trump.
Husk på, at en sag altid har tre forskellige sider: den ene side, den anden side og sandheden. Så længe man ikke kun lytter udelukkende til den ene af de to første sider, rammer man ikke helt skævt i forhold til sandheden.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”9134″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”9249″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”9665″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?