[vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Mette Frederiksen fører krig mod den producerende klasse

Mange sager i tiden tegner et billede af en regering, der betragter produktion som ondsindet og værd at bekæmpe. Det konstaterer Lars Christensen.
Af Lars Christensen, uafhængig økonom 
Den franske økonom Frédéric Bastiat (1801-1850) formulerede i flere af sine bøger en klasseteori, hvor samfundet basalt set ses som bestående af to klasser – to klasser som vi kunne kalde snylterklassen og den producerende klasse.
For Bastiat var den producerende klasse dem, der skabte noget. De innovative, de handlende og de hårdtarbejdende. Mens snylterklassen var dem, der lever af eller på bekostning af den producerende klasse. Dermed tilhørte f.eks. kapitalister, der havde fået et monopol gennem f.eks. statslig regulering, snylterklassen, mens kapitalister, der deltog i den frie konkurrence på det frie marked, tilhørte den producerende klasse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”11005″ img_size=”300×300″][vc_column_text]Lars Christensen er uafhængig økonom og ejer af analyse- og rådgivningsvirksomheden Markets & Money Advisory, research associate ved CBS.[/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”2/3″][vc_column_text]Modsat Karl Marx, der så klassekamp som en kamp mellem arbejdere og kapitalister, så Bastiat klassekampen som en, der stod mellem dem, der skabte noget – den producerende klasse – og dem der altså snyltede på de værdier, som den producerende klasse skabte.
For Bastiat var der således heller ikke noget modsætningsforhold mellem arbejdere og kapitalister, da begge disse grupper som udgangspunkt tilhører den producerende klasse.
Har brugt Bastiat som en instruktionsmanual
Bastiats klasseanalyse er i 2020 blevet skræmmende aktuel, idet landets socialdemokratiske regering under ledelse af Mette Frederiksen synes at have erklæret krig mod den producerende klasse. Historisk har det danske socialdemokrati ellers været præget af en forståelse for, at velstand kommer fra produktion.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Det vil sige, at i det omfang, at man ønsker at omfordele til de dårligst stillede i befolkningen, er det nødvendigt med et velfungerende privat erhvervsliv, og at de byrder, der så at sige lægges på den producerende klasse ikke bliver så store, at de helt holder op med at producere. Dermed har der også historisk i Socialdemokratiet været en forståelse af markedsøkonomien som et positiv-sum-spil, hvor værdier skabes.
Det synes nu at være et overstået kapitel. Hvis man ser på alle regeringens handlinger i løbet af 2020, så må man snarere konkludere, at Mette Frederiksen & Co. opfatter den producerende klasse som ond, og noget der skal destrueres.
Da regeringen lukkede landet ned i marts blev epidemiloven ændret, så tvangsnedlukninger af private erhverv ikke automatisk havde ret til erstatninger. Erhvervslivet havde bare at udvise ”samfundssind”.
Da den såkaldte Arne-pension skulle finansieres, skulle det ske med et såkaldt ”samfundsbidrag”, som mest af alt minder om rockernes dummebøder. Og da bankerne havde den frækhed at gøre indsigelser, så var svaret, at hvis de havde et problem med indtjeningen, så måtte man bare sætte de bankansattes løn ned.
Den tid, hvor Socialdemokraterne talte lønmodtagernes sag er slut – i hvert fald hvis det er lønmodtagerne i den private sektor.
Og endelig og værst af alle angrebene på den producerende klasse er naturligvis nedslagtningen af hele minkbranchen. En handling, der betyder, at tusinder af lovlydige danske borgere med et pennestrøg – og med hjælp fra politi og militær – frarøves deres ejendom og deres livsgrundlag.
Vedblivende foragt for produktion
Hertil kommer de utallige sager i løbet af året, der i sammenligning med nedslagtningen af minkbranchen nu nærmest virker til at være i småtingsafdelingen, men som i sig selv har været slemme nok – blandt andet erhvervsminister Simon Kollerups utallige angreb på alt fra banker, ejendomsinvestorer, revisorer til IKEA. Der har ikke været grænser for, hvem regeringens ministre har villet udskamme.
Det er således blevet ganske klart, at vi i Danmark har en regering, hvor et flertal af ministre tilsyneladende ikke har andet end foragt tilovers for den producerende klasse – hvad enten det er selvstændige eller private ansatte.
Da landet blev delvist genåbnet i april holdt statsministeren en tårevædet tale om, hvor forfærdeligt det hele var, men der var ingen tak til den producerende klasse. Ingen tak til de frisører, der havde set deres saloner blive tvangslukket uden at have fået nogen som helst erstatning.
Derimod blev sosu-assistenterne, der blot havde passet deres jobs, takket, og det samme gjorde gudhjælpemig pedellerne på landets skoler. Pedeller, og ikke et ondt ord om dem, der havde været hjemsendt med fuld løn på ”corona-ferie”.
Med andre ord er det umuligt ikke at nå til den konklusion, at Mette Frederiksen ganske enkelt ikke forstår, hvor velstand og værdier kommer fra.
Snarere virker det som om, at hele formålet med alle indgrebene og f.eks. Arne-pensionen har været velstandsdestruktion, og hvis man er i tvivl, så kan man jo blot konstatere, at de skatte- og afgiftsforhøjelser, Mette Frederiksens regering har gennemført, ifølge hendes eget Finansministerium permanent vil reducere beskæftigelsen i landet med 11.000 personer.
Som Børsens perspektivredaktør, Steen Bocian, rammende har beskrevet det: Vi skal fle­re år­ti­er til­ba­ge for at fin­de en re­ge­ring, der så må­l­ret­tet destru­e­rer vel­stand.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_column_text][qk_post id=”10295″][/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][vc_column_text][qk_post id=”10774″][/vc_column_text][/vc_column][vc_column width=”1/3″][vc_column_text][qk_post id=”10917″][/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]