[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7254″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

Mutti tager over

Tyskland bliver formand for EU fra 1. juli, og der er kæmpe forventninger til, at forbundskansler Angela Merkel vil sikre, at de europæiske lande træffer rigtige beslutninger på en lang række vitale områder i den næste tid.
Af Hans Martens, redaktion@indblik.net
Før Corona-krisen var man ved at indstille sig på, at man skulle finde en efterfølger til Angela Merkel, som gennem 15 år (!) uafbrudt har stået i spidsen for EU’s største medlemsland Tyskland, men som i realiteten også har været Europas stærke personlighed og dermed også den, der har sat kursen og holdt sammen på flokken i EU.
Men nu? Først og fremmest har Merkel stået i spidsen for at klare Tyskland igennem den første omgang af krisen til UG med kryds og slange. Ikke alene er strategien i Tyskland indtil videre en kæmpe succes: Mens de andre store lande i Europa (UK, Italien, Spanien og Frankrig) har dødstal på omkring 4-500 per million indbyggere, så har Tyskland haft 81 døde pr million indbyggere (tallene er fra starten af maj). Det er så i øvrigt også langt lavere end i Sverige og noget lavere end i Danmark. Dertil kommer, at det særdeles robuste tyske sundhedssystem har haft en rigelig kapacitet, der har gjort det muligt for Tyskland at tilbyde intensivpladser til italienere og franskmænd. Måske ikke en masse, men dog et tydeligt signal, der kan tolkes på mange måder. Og endelig så har kansler Merkel bevæget sig igennem det her med en personlig succes, der gør, at hun er populær, uantastet, og at nok de færreste kan forestille sig, at hun skulle træde tilbage!
Merkel: den rolige og solide
Det er – udover de sociale og sundhedsmæssige triumfer – også hendes karakter, der har gjort hende så stærk og populær. Den rolige og saglige fremtoning (hun har bl.a. en naturvidenskabelig doktorgrad som baggrund) har gjort sit, og har specielt sat hende i et positivt lys sammenlignet med andre ledere i verden som Boris Johnson og – ikke mindst – Donald Trump. Derfor støder man nu oftere i internationale medier på betegnelsen ”den frie verdens nye leder” om Frau Merkel!
Hvad EU så kunne eller burde have gjort indtil nu, er en anden sag, som historien vil kaste lys over. I starten skete der ikke meget på EU-plan, og det var bl.a. fordi medlemslandene havde travlt med deres nationale (panik) ordninger, og at EU’s kompetence på det sundhedsmæssige område er meget beskeden. Men pø om pø er der ved at være samling omkring EU – både med hensyn til de sundhedsmæssige strategier og – især – med hensyn til de politikker, der drejer sig om genopretning af økonomierne.
EU har stadig, hvis nogen skulle have glemt det, et formandskab, der skifter hver sjette måned. I dette første halvår af 2020 har Kroatien haft sin debut som formandsland, og det har ikke været nogen succes. Alt, hvad landet havde planlagt, er blevet lagt til side på grund af krisen, og landet har ikke kunne bidrage til ret meget i bekæmpelsen af krisen. I 2021 bliver relativt små lande – Portugal og Slovenien – formandslande, og der er nok lidt begrænsede forventninger til det. Men i mellemtiden kommer Tyskland, som overtager formandskabet 1 juli 2020.
Afgørende formandsskab
Det er måske et af de allervigtigste formandskaber, der nogensinde har været for EU. Formandskabet skal beskæftige sig med, hvordan vi kommer ud af krisen, foruden en masse andre ting. Hvis det ikke lykkes at komme ud af krisen på en nogenlunde effektiv, koordineret og (relativt) solidarisk måde, så bliver grobunden måske lagt for nationalistiske og populistiske ledere i en række af de hårdest ramte lande i EU, og så er det måske et farvel til EU. Selv om nogle vil juble over det, så er det nok alligevel de færreste, der gerne ser en tilbagevenden til et nationalistisk Europa oven i den kæmpemæssige økonomiske krise, vi står i.
Så kan man forestille sig, at Tyskland skulle skifte kansler lige før det formandskab? Næppe, og der er ingen tvivl om, at vi alle sammen får brug for de evner og det politiske talent og erfaring, som Angela Merkel besidder. Hun står også solidt plantet i midten af Europæiske politik, og kan som tysk konservativ konstatere, at hun også er den europæiske venstrefløjs darling!
Så det bliver et briste-eller-bære formandskab, og selv om de oprindelige planer er lagt til side, så kan man forvente et dynamisk formandskab, som kan hjælpe de andre vigtige organer i EU (især Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen) med at spille deres konstruktive rolle.
Brexit skal afsluttes
Ud over exit strategierne, og herunder EU’s hjælpepakker (og ikke mindst den økonomiske politik indenfor Euro-zonen), så skal det tyske formandskab tage sig af afslutningen af overgangsfasen for UKs relationer med resten af EU efter Brexit. De forhandlinger skal være helt færdige 31. december 2020. Ellers bliver der et hårdt Brexit, da der tilsyneladende ikke er nogen vilje til at udsætte fristen fra britisk side.
Dertil kommer, at da man næppe når i hus med et nyt syvårs budget for EU under det kroatiske formandskab, skal det nye langtidsbudget færdiggøres. Her er der spillet ud med, at budgettet måske skal være større og kan spille en aktiv rolle, men om det kan lade sig gøre, vil tiden vise. Hvis ikke det kan ske, kan man nok forvente, at der i stedet bliver bygget en række økonomiske særordninger op ved siden af et mere konventionelt budget.
EU’s fiskerikvoter løber også ud ved udgangen af 2020, og de skal forhandles på plads, hvis fiskeriet skal kunne fortsætte uhindret i EU’s farvande. I tillæg er tyskerne ved at forberede en række udspil, herunder at satse på den europæiske Green Deal og bruge den som et led i den økonomiske genopretning, og det gælder ikke kun renovering af ejendomme, men også store anlægsprojekter med b.la. sol-og vindenergi, investeringer i transmissionsnet og i lagring af energi (bl.a. batterier og hydroinstallationer). Der er også behov for at forhandle en reform af det fælles asylsystem i EU. Ikke en af de nemmeste opgaver!
Fælles marked for lægemidler og medico
Som sagt i indledningen, så har EU hidtil haft en ret begrænset rolle på det sundhedspolitiske område. For så vidt angår Det Indre Marked og dermed fri bevægelighed af lægemidler og medico-produkter har der været en betydelig EU kompetence, men den egentlig sundhedspolitik har i høj grad været et nationalt anliggende. Derfor er et interessant at se, at Tyskland, som har været et af de lande, der har været mest restriktiv med at lade EU gå ind i sundhedspolitikken, er begyndt at pege på et behov for, at EU i fremtiden skal styrkes i forhold til sygdomsforebyggelse og –kontrol, og det drejer sig bl.a. om fælles løsninger for fremtidige pandemier – men også f.eks. kræftsygdomme – og det gælder et fælles beredskab, så man ikke kommer i den situation at mange værnemidler, tests, respiratorer, osv. i fremtidige situationer. Men Merkel har også allerede klart sagt, at der skal arbejdes på at sikre, at alle sundhedssystemer i Europa kan klare pandemitrusler, bl.a. for dermed at forhindre, at grænserne klappes i som den første reaktion ved fremtidige sundhedskriser og for dermed at kunne holde økonomierne bedre kørende ved at sikre, at Det Indre Marked kan fungere nogenlunde uhindret.
Det betyder nok, at man på et passende tidspunkt vil begynde at se på, hvordan landene har klaret kriserne – både for så vidt angår den sociale adfærd og sundhedssystemerne – på baggrund af de efterhånden glimrende mængder af data, som EU og OECD har opbygget gennem årene.
Europæisk industripolitik +
Mens EU formentlig vil fortsætte med at lave globale handelsaftaler og vil presse på for at holde verdensøkonomien åben, så kan der komme nogle protektionistiske træk ind i EU politikken. Inden krisen talte man om at opbygge en europæisk industripolitik – primært efter ønske og pres fra Frankrig og Tyskland. Den skulle bl.a. satse på det digitale område og på kunstig intelligens (AI), men det ligger nu i luften, at der også kan komme et element af sundhedspolitik ind via industripolitikken. Først og fremmet på det digitale område og på spørgsmål om sundhedsdata, men også i sikringen af, at der fremover vil være en tilstrækkelig produktion af lægemidler og af medico-teknisk udstyr og testudstyr i Europa, så vi ikke skal bede resten af verden om hjælp næste gang.
Man kan lide det eller lade være, men med det nye EU in mente (et EU uden UK og med en svækket nordisk liberalistisk gruppe) vil en industripolitik efter fransk og tysk mønster været noget, man lige så godt kan vænne sig til, for det kommer, og Corona-krisen har givet nogle gode begrundelser for at gøre det.
Men spænd sikkerhedsbælterne: Fra 1 juli tager Mutti over i EU, og så får det briste eller bære. Der bliver nok at se til, men hvis vi fortsat gerne vil have et åbent og fredfuldt Europa, så gælder det om at bakke op. Alternativerne er for uhyggelige til bare at tænke på![/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6490″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6684″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6950″][/vc_column][/vc_row]