Når journalistik bare skal være politisk

DR-journalisters portræt af ”grønlandske unge” bød på en lind strøm af politiske manifester. Men hvorfor egentlig?
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Vi har allerede i disse spalter været inde på DR’s ungdomsredaktion Tværs og journalisternes beretninger om unge i Grønland, som de kommer til udtryk på dr.dk. Vi nævnte i vores gennemgang af medieindslag 13. januar, hvordan en ung politiker, en folketingskandidat, fik helt åben mikrofon til at fremføre sin politiske dagsorden.
Vi vender tilbage, fordi det blev værre med de efterfølgende indslag med en tatovør og en rapper, der var lige så politisk ensidige – nu bare med venstreorienteret identitetspolitik frem for klimapolitik. Vi møder først en tatovør og siden en rapper. Her får kilderne bl.a. lov til at kalde Danmark for en kolonimagt, uden at nogen beder dem uddybe, hvordan den påstand kan hænge sammen med de faktiske forhold i dagens Grønland.
Hvor var rejefiskerens søn?
Det er slemt nok, at stoffet er ukritisk, politisk skævvredet. Det bliver endnu værre i lyset af præsentationen: ”Frem til begyndelsen af februar kan du i flere artikler læse om, hvordan det er at være ung i Grønland.”
Og det lyder jo som vældig interessant public service. Men når tre ud af fire artikler er decideret politiske, giver iscenesættelsen naturligt indtryk af en ekstremt politiseret grønlandsk ungdom. Hvilket er misvisende, for selvfølgelig er det et mindretal af unge i Grønland, der er meget politisk engagerede, ligesom unge i Danmark og alle andre steder.
Vil man sige noget om, hvordan det er at være ung i Grønland, er det for pokker ikke partskilder, man skal bruge! Ikke medievante politikere eller kunstnere, der har en politisk profil som deres levebrød. Grønland har dog stadig flere fiskere og fangere end rappere og folketingskandidater.
For meget politik
Tværs gør det først rigtigt i fjerde og sidste forsøg, skrevet af en anden journalist. Her fortæller en ung pige om at forlade Østgrønland for at kunne gå på gymnasiet, og først nu – i fraværet af politik – er det lykkedes at lære et ungt menneske fra Grønland at kende. Og høre en historie, der ikke lige så godt kunne være ringet hjem fra en redaktion i København. Det er fint, men tjener også til at sætte de første tre fjerdedele yderligere i perspektiv.
Disse artikler kan nu stå som eksempel på, hvordan journalisten forelskede sig i en vinkel, så meget at virkeligheden med vold og magt skulle forceres ned i vinklen (f.eks. tatoverings-galleriet – hvad laver folk i 30’erne i et portræt af en ungdom til et ungdomsprogram?).
Historien om et undertrykt folk, hvis unge mennesker stolt rejser sig, har åbenbart vakt en ild i et journalistisk hjerte, hvor det upolitiske ikke længere var fint nok. Men ild skal ikke være ubehersket og skribentvirksomhed ikke gå ud over, hvad der er belæg for. Vil man bedrive politisk journalistik, må man opsøge en politisk redaktion, ikke bruge ungdomsprogrammer som platform.
Alt er ikke politik, alt skal ikke være politik. Det bør også journalister hæfte sig ved. Det kan i disse tider ikke gentages nok.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3820″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3361″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4135″][/vc_column][/vc_row]