Nej, tallene taler ikke for sig selv

Der er en forfærdelig tendens til den automatiske tænkning, at underrepræsentation af kvinder og andre grupper nødvendigvis er et problem. Lige indtil det gælder aktivisters egen fest.

[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”9179″ img_size=”full”][vc_column_text]

Nej, tallene taler ikke for sig selv

Der er en forfærdelig tendens til den automatiske tænkning, at underrepræsentation af kvinder og andre grupper nødvendigvis er et problem. Lige indtil det gælder aktivisters egen fest.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Tv-personligheden Sofie Lindes nylige udmeldinger har også internt i mediebranchen sat noget debat i gang om ligestilling mellem mænd og kvinder. Meget passende for Journalisten, landets mest woke fagblad, bringer man torsdag 3. september historien ”Mediebranchen har store problemer med uligeløn – ikke kun blandt tv-værter”. Fulgt op med Facebook-tilføjelsen: ”De kolde tal taler deres eget tydelige sprog”.
Især den sidste formulering irriterer mig og giver anledning til en pointe, der går langt ud over journalister og vores fagblad. Denne besynderlige opfattelse, at tal ikke skal perspektiveres.
Det konkrete tal er 4,5 procent, som udtrykker forskellen mellem mænds og kvinders løn inden for medlemmer af forbundet. Dette er tallet, som forventes at tale for sig selv. Den mest uddybende perspektivering kommer fra Journalistens egen journalist.
”For DJ-medlemmernes vedkommende er der nemlig ikke tale om lønforskelle, der kan forklares med eksempelvis anciennitet,” står der, og det kan jo være meget godt. Men kan det forklares med andre ting? Kunne det forklares med kønnenes forskellige tilbøjelighed til at arbejde på skæve tidspunkter, vælge forskellige arbejdspladser og arbejdsopgaver, ønske sig et deltidsjob eller prioritere andet end kroner og øre i lønforhandlinger?
Forstå mig ret her: Selvfølgelig findes der mandlige chefer, som ser ned på kvinder, foretrækker at ansætte deres gamle mandlige kammerater osv. Og jeg går ikke ind for disse ting, jeg benægter ikke eksistensen af disse ting, og det er helt fint at diskutere de problemstillinger som en potentiel forklaring eller delforklaring. Min pointe er at påpege den spøjse tendens, at journalister m.fl. springer direkte fra et tal til en formodning om diskrimination og politisk problem uden mellemregninger og perspektiveringer.
Tidligere har Journalisten gjort noget lignende med en undersøgelse, hvor andelen af kilder i fagbladet med anden etnisk baggrund lå under deres repræsentation i mediebranchen. Uden at overveje, at ansatte i mediebranchen er en helt anden størrelse end fagbladets læsere, fordi medievirksomheder selvfølgelig har mange andre ansat end de indholdsproducerende. Man gik direkte til konklusionen med overskriften ’Ikke godt nok’.
Automattænkningen forekommer, fordi fejlen i sin kerne bygger på en sandhed: At det er muligt, at underrepræsentation skyldes, at nogen bliver holdt nede. Når gruppen af Danmarks statsministre indtil 2011 kun bestod af mænd, er det naturligvis et vidnesbyrd om, at kvinder historisk har haft en sværere vej til samfundets topposter.
Det medfører bare ikke, at hvis gruppe X er underrepræsenteret eller præsterer under gennemsnittet, skal vi automatisk gå ud fra et problem baseret på sexisme, racisme etc. Hvilket er almindeligt anerkendt, når den gruppe er mænd og majoriteter. Ingen forklarer en underrepræsentation af mænd, der strikker, med eksistensen af et old-girls-netværk. Hvorimod den dag nok skal komme, hvor fraværet af indvandrere, der strikker, forklares med institutionaliseret racisme.
Det er selvfølgelig særligt mærkeligt i et fagblad, for hvis tal kan tale for sig selv, hvad skal vi så med journalistisk bearbejdning? Men det opstår på alle fronter i samfundet lige nu.
Mens disse linjer skrives, er jeg i Middelfart til Klimafolkemøde og oplever en debat, hvor fem progressive mænd står på en scene og diskuterer, hvordan man skal redde klimaet. Det bliver udtrykkeligt understreget over for tilhørerne, at det virkelig ikke var meningen, at fem ud af fem, der kommer til orde i den debat er mænd, men nu skete det altså lige sådan, at der ikke kunne komme nogen kvinder, lød det undskyldende.
Det var lidt morsomt såvel som skræmmende. Gad vide, om de mænd deroppe overvejede, hvem af dem der var med på afbud? Jeg ved, at det gjorde jeg selv. Og jeg tænkte videre på, om det ligeledes var problematisk i den optik, at samtlige de mennesker, jeg ser her til Klimafolkemøde, er hvide som nyfalden sne?
Selv for mig, der ikke abonnerer på en identitetspolitisk woke dagsorden, er resultatet en afledning fra, hvad sagen gik ud på. For en stund blev det sat til side, hvad de mænd rent faktisk sagde, og om der var noget mening i det. Samtidig er det selvfølgelig positivt nok, hvis det således går op for nogle af de woke typer, at fem ud af fem mænd alligevel ikke er et tal, der ”taler sit eget tydelige sprog”.
Men i givet fald bør denne forståelse af, at tal kan have mange årsager, jo logisk udbredes til andre sammenhænge i samfundet, herunder journalisternes fagblad. Og det ser jeg bare ikke ske. Viljen til at forstå legitime årsager til tallene opstod kun, fordi skævheden indtraf til de politisk korrektes egen fest. Det svarer til en læge, der kun undersøger de patienter, som han personligt godt kan lide. Det er virkelig ikke godt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8617″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8864″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8970″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?