Ny bog om Corydon er et usagligt smædeskrift

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Ny bog om Corydon er et usagligt smædeskrift

Det er en forfejlet bog i bredeste forstand, som Mikael Busch har skrevet. Alt for meget spekulation, alt for lidt nyt stof, alt for motiveret i forfatterens foragt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″ css=”.vc_custom_1583833393295{padding-left: 0px !important;}”][vc_single_image image=”2333″ img_size=”200×40″ css=”.vc_custom_1583833397799{border-left-width: 0px !important;padding-left: 0px !important;}”][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”25px”][/vc_column][/vc_row][vc_row css=”.vc_custom_1581665510687{margin-top: 0px !important;border-top-width: 0px !important;padding-top: 0px !important;}”][vc_column][vc_column_text]Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Jo, det lød jo umiddelbart interessant med en bog om Corydon med fokus på hans tid som finansminister 2011-2015. Men allerede i forordet til ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik” aner man, at forfatteren, Mikael Busch, og bogen er galt afmarcheret:

”Jeg må stå ved, at min drivkraft til at skrive en bog om Bjarne Corydon er, at han som finansminister har gjort en konkret, negativ forskel i undervisernes arbejdsliv,” skriver Mikael Busch, og det er selvfølgelig en ærlig udmelding, men det forvarsler det præmis, der gør en ellers kort bog til en tung og mærkelig omgang.

For god ordens skyld er det vel muligt at skrive gode politiske bøger baseret på indignation. Det forudsætter, at skribenten er mand for en sober fremstilling. Sådan forholder det sig ikke i dette tilfælde, hvor behovet for at jorde Corydon gennemsyrer snart hver eneste af bogens sider. Hvorfor vi naturligvis også hopper let og elegant over at forholde os til, at der kunne være god fornuft i noget af datidens corydonske politik.

Genremæssigt er vi ude i noget, der er en biografi-og-så-alligevel-ikke-helt. I kapitlet om gymnasielærernes overenskomstforhandlinger i 2013 indgår Corydon slet ikke i kapitlet. Men Mikael Busch, som selv er lektor på Kolding Gymnasium, har i den grad noget, han skal have fyret af. Han føler sig hånet og trådt på, personligt og fagligt. Basalt set er det Buschs følelser, der driver historien frem, frem for den mand, det angivelig skulle handle om.

Den alternative tilgang er deklareret, javist, men problemer forsvinder ikke, blot fordi de deklareres. Og gennem bogen tiltager ens fornemmelse som læser, at biografien ikke er en velvalgt udtryksform for den, der primært er motiveret af at få sin hovedperson ned med nakken.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/2″ css=”.vc_custom_1581665423814{padding-top: 0px !important;padding-left: 0px !important;}”][vc_single_image image=”5367″ img_size=”352×500″ add_caption=”yes”][/vc_column][vc_column width=”1/2″ css=”.vc_custom_1581665494911{margin-top: 0px !important;border-top-width: 0px !important;padding-top: 0px !important;}”][vc_column_text css=”.vc_custom_1581665458012{margin-top: 0px !important;border-top-width: 0px !important;padding-top: 0px !important;}”]

Det bliver værre og værre
Et kerneproblem er, at Busch er enormt spekulativ uden at sandsynliggøre særlig meget af det spekulerede. Sigende nok hedder et af kapitlerne ’Konspirationen og den danske model’. Og eksempelvis hedder det følgende om lærerformanden Anders Bondo Christensen:

”Man kan næsten tale om en Bondo-effekt, som manifesterer sig ved en uforklarlig kortslutning af dømmekraften hos en del journalister bare ved synet af eller tanken om DLF-formanden. Ligger det i sygekassebrillerne? Er det hans ravjyske dialekt? Eller er lærernes formand bare irriterende godt inde i sagerne?” spørger Busch.

Nuvel, hvis det vitterlig er en tendens i pressen, at journalister kortslutter ved klangen af jysk eller Bondos indsigt, burde eksemplerne på denne Bondo-effekt stå i kø.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”20px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Buschs belæg er, at Noa Redington har kaldt ham ”den lille fyr med brillerne”, hvilket ikke helt antyder ”kortslutning af dømmekraften”. Redington er ikke engang journalist, men særlig rådgiver for den daværende statsminister.

Der er lignende spekulationer om DR, Sass, DONG etc., og meget kan tænkes, men hvis det skal skrives, må man jo sandsynliggøre en sammenhæng eller lade indfaldene ligge. Eller er det virkelig relevant, at nogen engang skrev på nettet, at hændelsesforløbet om DONG blev afklaret på det internationale netværk Bilderbergs møde i engelske Watford sommeren 2013?

Bilderberg-teorien er ikke engang noget, Busch selv tror på – men er ikke for fin til at ramme Corydon med alle midler. Men medmindre man kan gøre gældende, at der er noget om snakken, bør man vare sig for at opløfte gætværk fra anonyme mennesker på internettet til politisk litteratur.

Gudfader hvor er det sløjt
Apropos anonymitet er det nok bogens lavpunkt, når Busch lader en unavngiven kilde sige, at Corydon udviklede en ”røvhulsidentitet”. Anonyme kilder er som bekendt et greb til at få væsentlig information frem, når ingen andre muligheder foreligger. Det er ikke meningen, de skal servicere folk, der vil udspy latrinære grovheder uden at lægge navn til. Hvilket man må vide, hvis man underviser mediefag til de unge mennesker i Kolding.

På den yderst korte liste over positive ting vil nogle læsere finde nogle ting vedrørende lærerkonflikt og DONG, de ikke vidste. Ønsker man at vide besked med disse sager, var det dog mere nærliggende at læse journalist Anders-Peter Mathiasens bøger, op ad hvilke Busch læner sig kraftigt.

Så har Busch fundet frem til, at Thorning-Schmidt var klar til at halvere dagpengene i slutningen af 00’erne. Det vidste jeg ikke; det havde været spændende at vide noget før. Måske er det samtidig sigende, at mit primære litterære udbytte af bogen ikke direkte angik den mand, den angivelig skulle omhandle.

I grunden mislykkes bogen selv på Mikael Buschs egne præmisser, for efter 200 siders smædeskrift får man jo faktisk sympati for Bjarne Corydon. Men selvfølgelig er det her ikke synd for ham. På en måde skal Corydon være tilfreds, fordi den saglige kritik, man vitterlig kan stille til mandens finansministertid og politik, nu drukner i en lind strøm af galde.

Tilbage står, at ’Bjarne Corydon og nødvendighedens politik’ er på top tre over de ringeste politiske bøger, der er krydset min vej. Jeg læste bogen færdig, fordi jeg fik løn for at gøre det. Jeg kan ikke anbefale den under nogen andre omstændigheder.

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4991″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2470″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2092″][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.